I dag skal amerikanerne til valgurnerne for første gang siden det historiske valg i november 2008, hvor Obama vandt en jordskredssejr. Ligesom dengang følger jeg også i disse dage valget på første hånd i USA. Men ved dette valg er det frygt, mistillid og utilfredshed der udgør nøgleordene  for de amerikanske vælgere og ikke ”håb og forandring” som for blot to år siden.

Halvvejs inde i første præsidentperiode står Obama og Demokraterne overfor en kæmpe udfordring. Alt tyder på, at Republikanerne vinder 40 til 50 mandater i Repræsentanternes Hus og dermed får flertallet. I Senatet, hvor dog kun en tredjedel af medlemmerne er på valg, vinder Republikanerne også mandater, men som det ser ud nu får de næppe flertallet. Guvernørvalgene ser ligeså katastrofale ud for Demokraterne, og Republikanerne står til at sidde på 31 stater efter valget i dag. Guvernørvalget er alt for ofte overset, men det kan blive et stort handicap for Obama ved præsidentvalget i 2012.

For Demokraterne – og præsident Obama – er det næppe et valg man ser frem til. Alle pile bortset fra én vender den forkerte vej. Generelt er Demokraterne stadig det mest foretrukne parti for amerikanerne, viser målinger – bare ikke ved dette valg.

Hvorfor er det gået så galt for Demokraterne de sidste to år?

For det første er økonomien meget værre end man havde håbet på (og stillet i udsigt) trods gennemførelse af gigantisk stimuluspakke på knap 800 mia. dollars. Man kan spekulere over, hvad der vil være sket, hvis ikke Obama og Demokraterne havde gennemført pakken. USA kunne meget vel have endt i en økonomisk depression som i 1930’erne med uoverskuelige følger ikke bare for USA, men også os i Europa.
 
Hovedproblemet i dag er arbejdsløsheden på omkring 10 pct. på trods af, at Det Hvide Hus lovede, at den ikke vil komme over 8 pct. Helt uforståeligt løfte, desto nærmere man tænker over det. Det ville jo kræve, at man kendte den økonomiske krise omfang og længde som politikken før Obama havde bragt USA i.

Ydermere er problemet for Demokraterne også, at arbejdsløsheden tværtimod er steget det sidste år, og det presser især de dårligst stillede amerikanere, der enten er arbejdsløse eller ofte også underbeskæftigede, så de ofte ender i økonomisk ruin. Det er antallet af personer som desperat leder efter job også. Eksempelvis viser målinger, at i over 50 pct. af amerikanske husholdninger, er der en eller flere personer som leder efter job. Og så længe økonomien kun vokser begrænset og der ikke bliver skabt nye jobs, så har Demokraterne og Obama et problem. Dette trods, at de intet ansvar har for den økonomiske krise (stammer fra Bush-tiden), og at de trods alt har foretaget ret omfattende forsøg på at afværge krisen.

Alle meningsmålinger viser da også, at amerikanerne vægter økonomi (33 pct.), jobs (28 pct.) og utilfredshed med regeringen (11 pct.) som de vigtigste temaer for dem. Dvs. det er ikke sundhedsreform, klima, udenrigspolitik osv., hvor Demokraterne har haft en stor del af deres fokus, som optager de fleste amerikanere.

For det andet læg hertil, at hele 64 pct. af amerikanerne mener, at USA er på den forkerte kurs. En foruroligende og kæmpe stigning på omkring 20 pct. point på bare et år. Derudover udtrykker vælgerbefolkningen en pessimistisk tro på fremtiden, da hele 65 pct. mener, at USA er på vej ned ad bakke.

For det tredje er støtten til Præsident Obama faldet drastisk til nu omkring 46 pct. Her skal det dog siges, at Obamas popularitet fortsat er markant større end Bushs popularitet i hans sidste tid, og på niveau med både Clinton og Reagans ved midtvejsvalgene to år efter de blev valgt som præsident – og to år før de begge blev genvalgt. Men det er nok alligevel en ringe trøst for Obama.

For det fjerde viser alle målinger, at det er de republikanske vælgere, der er mest motiverede for at stemme. Ikke mindst ’Tea Party’ bevægelsen har bidraget til dette med deres mobiliserende negative tale om frygt og mistillid. Det vil være katastrofalt for Demokraterne, hvis de mange vælgergrupper (sorte, latinoer, unge, progressive osv.), der i høj grad bragte Obama til magten bliver hjemme i dag.

For det femte viser målingerne, at svingvælgerne for første gang er blevet den største gruppe på omkring 40 pct. af vælgerkorpset (Demokraterne 30 pct. og Republikanerne 30 pct.), og at et markant flertal af svingvælgerne ved dette valg hælder til at støtte Republikanerne. Ved præsidentvalget i 2008 var det især afgørende, at Demokraterne var den største registrerede del af vælgerkorpset. Opgaven dengang for Obama var, at få dem til at møde frem og stemme. Denne gang bliver det vældig interessant at se, om Republikanerne formår ikke blot at aktivere deres egen base, men også få de utilfredse svingvælgere til stemmeboksen. Noget tyder på det, da ”frygt”, ”mistillid” og ”vrede” åbenbart får en del amerikanere op af sofaen.

Der er ingen tvivl om, at det bliver et historisk valg. Imidlertid må Demokraterne tro på, at økonomien vender og jobbene kommer tilbage. Der er historiske fortilfælde med både Reagan, der tabte midtvejvalget i 1982, men kom stærkt tilbage pga. bedre økonomi i 1984. Det samme kan man også sige om Clinton, der kom stærkt tilbage i 1996 efter skidt midtvejsvalg i 1994.

Derfor må ”håb” og ”forandring” stadig være yderst relevante budskaber for Demokraterne.