Vi kan vel alle være enige om, at ”det arabiske forår”, som det folkelige oprør i Mellemøsten og Nordafrika bliver betegnet, er utvetydig positivt for os, der ønsker mere demokrati og frihed i verden.

Det er inspirerende at opleve de arabiske befolkninger rejse sig mod tyrannerne og kræve den frihed, som alt for mange her i Vesten desværre tager for givet.

Imidlertid har jeg fra tid til anden oplevet en, efter min opfattelse, sørgelig tendens i debatten, der baserer sig på et forfærdeligt og forsimplet menneskesyn. Ja, en form for morderne racisme, som viser sig både fra højrefløjen, men også fra den yderste venstrefløj.

Racismen kommer til udtryk, når nogen siger, at det kan være, at befolkningerne i Mellemøsten slet ikke ønsker demokrati, eller ikke er i stand til at forvalte et demokrati.

Der siges, at mange befolkninger måske er tilfredse med at leve i et verdsligt eller religiøst diktatur. Der siges, at de slet ikke deler vores ønske om at kunne tale, tænke og forsamles frit. Der siges, at forsøg på at hjælpe friheden på vej er imperialisme eller utidig indblanding. Der siges, at menneskerettigheder og demokrati er Vestlige værdier, som vi ikke skal pådutte andre.

Det er udtryk for sørgeligt politisk plat, der ligger bag sådanne ytringer i debatten. Og det er nedladende og racistisk over for de mennesker, som har sat eller sætter livet på spil i kampen for frihed i den arabiske verden i disse dage. Selv om vi lever i forskellige lande og har hver sin kulturelle baggrund, har vi ønsket om friheden tilfælles.

Jeg græmmes over Morten Messerschmidt, Søren Espersen og andre, der fnyser med foragt, når man taler om arabisk demokrati. Det synes som om, at tankesættet bag foragten er, at de ”undermennesker” hverken fortjener eller ønsker samme frihed som os. Sikken en gang vrøvl.

Det er tankevækkende, at man også kan høre argumentet om umuligheden af en demokratisering af Mellemøsten fra islamistiske fanatikere i Al Qaeda såvel som fra præstestyret i Iran. Lad mig derfor konstatere, at ekstremisterne gladelig løber hinandens ærinder. Det arabiske forår er ikke truet af folkelig arabisk uvilje mod frihed, men af fanatikernes kamp at forhindre den folkelige vilje sker fyldest.

Man finder lignende synspunkter på den yderste venstrefløj, blot iklædt (åndeligt eller fysisk) hønsestrik og sandaler. Jeg er ofte blevet stillet spørgsmålet, hvorfor vi skal pådutte andre demokrati og menneskerettigheder, hvis de ikke vil have det. Jamen, hvad er det for en bedrevidende attitude?

Selvfølgelig ønsker mennesker frihed og retten til at bestemme over eget liv. Jeg opfatter det som et universalt, grundlæggende menneskeligt ønske, der stikker dybere end alverdens bras af religion og kultur.

Jeg savner et opgør i den danske udenrigspolitik med vores hjemlige ekstremisters racisme. Vi skal slå fast, at menneskerettigheder, frihed og demokrati er noget som alle mennesker – i kraft af, at de er mennesker, bør nyde.

Vi lever på en klode, og der er ikke et ”dem og os”, når det gælder ønsket om menneskelighed og demokrati. Der er kun os – mennesker, der ønsker frihed!