Jeg tror, de fleste mennesker har det ligesom jeg. Det er svært at finde ord for tragedien i Norge. Det er endnu sværere at forstå, hvorfor det skulle ske. Var det en syg mands værk inspireret af højreradikalismen i vores del af verden? Eller var det bare en syg mand, der blev terrorist? Under alle omstændigheder begriber jeg ikke, at det kunne ske.

Derfor skal ingen heller påstå, at der findes et enkelt svar på spørgsmålet “hvorfor?” Til gengæld føles episoden under alle omstændigheder som et overgreb på medmenneskeligheden, empatien og respekten for mennesker. Det føles stærkt ubehageligt, og jeg tør kun gisne om, hvor elendigt de berørte familier og venner har det i disse dage.

Norges statsminister Jens Stoltenberg har taklet tragedien med en værdighed, som skaber respekt. Tid til chok og sorg. Forsvar for demokratiet, det politiske engagement og det frie samfund. Forsvar for Norge mod det unorske. Han får mennesker til at stå sammen i sorgens og tragediens stund.

Allerede nu eksploderer spekulationerne og analyser af, hvorfor det skete. Godt støttet af terroristens højreradikale manifest. Det er helt nødvendigt, at de frie samfund tager en åben debat om den norske tragedie og baggrunden for denne.

Ja, debattonen både i Norge og Danmark er alt for rå og ukonstruktiv. Respekten for det gode argument eller analyse bliver stadig oftere fejet af bordet med hadske, personlige angreb og grove generaliseringer. Det vil eksempelvis være en grov generalisering at påstå, at terroristens erklærede højreradikale ideologi gør, at alle højreradikale er terrorister eller er med til at anspore voldshandlinger. Det vil være det samme som at insinuere, at alle muslimer er terrorister eller har terroristiske sympatier.

Det må være tid til eftertænksomhed, og ingen hurtige overfladiske konklusioner. Og det må være tid til en ordentlig tone i debatten i respekt for det demokratiske samfund, som fredagens tragedie var et angreb på.