Det er desværre sket før. Og det sker igen, hvis ikke vi passer morderlig godt på: Politiken er blevet bondefanget af medicinalindustrien.
Nå, siger De så, kære læser, og vender skråen: »Sku’ det nu være noget særligt?«.
Det er det. Jeg vil gerne forklare hvorfor.
Historien stod på toppen af forsiden 25. august, og overskriften lød ’Kolesterolpatienter får forkert medicin’. Overlæge Kristian Korsgaard Thomsen, der har ledet den danske del af en international undersøgelse af kolesterolsænkende medicin, sagde, at »der er flere, der dør, når man gør det på den her måde«.
Det er jo stærk tobak. 100.000 danskere behandles ikke godt nok, siger overlægen. Kritikken gælder standardmidlet Simvastatin, der er det mest udbredte lægemiddel her i landet. Så Politiken fik spredt frygt hos læserne den morgen.
(Danmarks Radio havde sin egen udgave af samme historie, men det gør kun ondt værre – og indslagene er blevet kritiseret af min kollega i DR, Jacob Mollerup).
Umiddelbart ser det ud til, at Politikens reporter havde gjort sit arbejde ordentligt. Foruden overlægen bag undersøgelsen var formanden for Praktiserende Lægers Organisation, Michael Dupont, og en specialist fra Lægemiddelstyrelsen kilder til artiklen. Der var ingen direkte fejl. Journalisten havde ikke bare skrevet en pressemeddelelse af.
Men der manglede to vigtige oplysninger om undersøgelsens finansiering og om den store videnskabelige usikkerhed om nytten af at sænke kolesterolindholdet yderligere.
Den researchmodel, der er holdbar i langt de fleste sager, slår ikke til, når vi står over for den særlige journalistiske jiu-jitsu, som medicinalindustrien – her med hjælp fra pr-firmaet Cohn & Wolfe – praktiserer.
Medicinalbranchens pr-folk kender de journalistiske arbejdsmetoder til fingerspidserne og kan lægge tingene til rette, så historien lander, hvor de vil have det. I dette tilfælde lykkedes det at bondefange to ellers stærke redaktioner – Politiken og DR.
Glemte vigtigt spørgsmål
For Politiken var det en elementær smutter, at reporteren ikke havde spurgt, hvem der finansierede undersøgelsen. Det var – surprise, surprise – en af branchens giganter, Merck & Co., der gerne vil sælge et nyt og dyrt kolesterolsænkende middel.
Artiklen var ifølge indlandschef Jacob Fuglsang ikke kommet på forsiden, hvis redaktionen havde været klar over, at Merck & Co. var sponsor for undersøgelsen.
Jeg skrev 26. august i Fejl og Fakta, at oplysningen om Merck & Co. burde have været med. Jeg savnede oplysningen, allerede mens jeg læste artiklen.
Da jeg afleverede den dags Fejl og Fakta, arbejdede redaktionen med en opfølgende artikel baseret på bl.a. en erklæring fra Institut for Rationel Farmakoterapi (IRF) – et statsligt institut, der skal holde øje med, at vi her i landet får den bedste medicin billigst muligt.
Den opfølgende artikel, hvor vi kunne have skrevet, at der foreløbig ikke findes sikkert videnskabeligt belæg for overlægens påstand, blev dog droppet. Jeg læste også erklæringen fra IRF, og den fik ikke straks alle røde lamper til at lyse. Den var stilet til læger, holdt i fagsprog og næsten uforståelig for journalister. Det har jeg opfordret IRF til at tænke over næste gang. For næste gang kommer sikkert.
Vi burde have fulgt sagen op og belyst den videnskabelige uenighed. Der er godt videnskabeligt belæg for, at nye og dyre kolesterolsænkende midler sænker kolesterolindholdet i blodet. Men de hidtil offentliggjorte undersøgelser viser ikke, om de også medfører et så stort dyk i antallet af blodpropper, at det er prisen værd. De dyre midler koster 50-60 gange mere end Simvastatin.
Sagt på en anden måde: Lægerne er internationalt enige om, at patienternes kolesterolindhold skal længere ned. Men de ved ikke, om det virkelig får has på blodpropperne.
Unægtelig en vigtig oplysning.
Politikens største forsømmelse er efter min mening, at vi ikke fulgte op med sagkyndige, der mener, at overlæge Kristian Korsgaard Thomsen går alt, alt for langt i sine konklusioner.
Også pr-n ummer med angst
Jeg har allerede en gang i år efterlyst bedre journalistisk håndværk netop i research af budskaber fra medicinalindustrien. 29. april bragte vi – også på forsiden – en artikel om, at 350.000 danskere burde have piller for at dæmpe deres angst. Hvis den manøvre lykkes, er der virkelig mange penge at tjene for pilleindustrien. For hvem er ikke en lille smule bange en gang imellem?
I begge tilfælde spiller branchens pr-folk på temaer, journalister elsker. Overset problem – angst. Forkert medicin – blodpropper. I begge tilfælde kommer det mange mennesker (læsere/lyttere) ved, og pr-folkene er klar med specialister, der er begejstrede for deres forskningsområder og imødekommer pressens ønske om ekspertkilder.
Bedre håndværk er vores eneste mulighed for at hamle op med de folk. Vi er begyndt. En ung journalist opstillede forleden på Politikens efterkritik en minimumsliste, så vi undgår de værste fælder.
Undersøgelsen af kolesterolsænkende midler er i mellemtiden blevet offentliggjort. Den viser bl.a., at en pæn andel af de patienter, der får kolesterolsænkende medicin, slet ikke har brug for den behandling. Lyder interessant.
Som sagt. Politiken har ladet sig bondefange. Det er beklageligt. Men det er utåleligt, hvis vi ikke lærer af vores fejl.