I morgen kommer nye vigtige nøgletal for vores økonomi, men fortæller de sandheden? I USA har forskere åbnet en iPod og fundet overraskende svar.

Jeg skulle udskifte min mobiltelefon forleden. Den gamle var slidt op, og jeg havde anskaffet mig en ny. Fint nok.

Da jeg skulle skifte simkortet, begyndte tingene imidlertid at drille lidt. Jeg er ikke praktisk anlagt, og det viste sig komplet umuligt for mig at få simkortet ud. Nå ja, tænkte jeg, den skal alligevel smides ud, så jeg stak en kniv i den. Efterhånden fik jeg den gamle telefon splittet ad; de små dele fløj om ørerne på mig, men det lykkedes mig ikke at få simkortet ud. Ret fjollet. Jeg følte mig som Kjeld i Olsen-Banden, i scenen på en landingsbane i lufthavnen, hvor han finder en plastikpakke med flymad og forgæves forsøger at åbne den. Til sidst er han helt grædefærdig af raseri. Sådan havde jeg det.

Det endte med, at jeg måtte have hjælp, og jeg fik simkortet ud til sidst. Da det var overstået, lå der en masse smådele foran mig. Eller rettere – vidste jeg, fordi jeg lige havde læst en sjov artikel på nettet – sad jeg og kiggede på et billede af den globale økonomi.

Min ødelagte telefon var en Sony Ericsson, men de mange dele foran mig var hverken fra Japan eller Sverige, snarere fra ukendte steder i Sydøstasien. I vore dage er det umuligt at finde ud af, hvor tingene kommer fra – og lige så svært at måle, hvem der skaber produkternes værdi. Interessant? Ja, bestemt. Tag for eksempel de løbende handelstal som vores økonomer og politikere træffer deres beslutninger ud fra. Kan vi stole på dem?

De kommende dage byder på flere vigtige tal. I morgen kommer der betalingsbalancetal. Den globale økonomi er efterhånden så hurtig, at tallene måske giver et overfladisk billede af vores økonomi? Min Sony Ericsson for eksempel, hvem laver den? Hvor laves den? Hvad indeholder den? Hvis man skiller sådan et produkt ad, får man overraskende svar på de spørgsmål.

Intet kommer fra Apple

I USA har forskere på University of California gjort det samme som mig, dog under mere kontrollerede forhold og så valgte de en iPod frem for en telefon. Forskerne brugte en Video iPod fra Apple, en model, som blev sendt på markedet for to år siden til en pris på 299 dollar. De åbnede den og fandt 451 små dele, og så forsøgte forskerne at spore de vigtigste dele bagud til producenten. De forsøgte altså at kortlægge hele den såkaldte værdikæde bag en iPod. Hvem skaber værdien, og hvem får fortjenesten? Du kan finde analysen på www.pcic.merage.uci.edu, søg på Papers. Jeg fandt analysen via en omtale som en af universitetets professorer, Hal Varian, har skrevet, linket ligger på www.freakonomics.com.

Resultatet er overraskende. Intet af indholdet kommer fra Apple. Men hvor kommer det så fra? Det er ikke helt nemt at svare på. Tag for eksempel iPod’ens processor. Den laves af en virksomhed på Taiwan og har en konkret værdi. Umiddelbart bør man derfor godskrive Taiwans økonomi disse penge, men det viser sig, at Taiwan-virksomheden har sendt dele af produktionen videre ud i verden, hvor lønningerne er endnu lavere. Forskerne forsøger at følge sporet, men må give op. De nøjes med at konstatere, at flere af de store it-producenter på Taiwan har lagt deres produktion ud til fabrikker i lavtlønsområder i Kina og Østeuropa. Regnestykket for processoren bliver derfor, at Taiwan-virksomheden godskrives et mindre beløb, mens resten godskrives ukendte virksomheder længere ude i værdikæden. Sådan gennemgår forskerne de næste komponenter i iPod’en. Flere af dem er produceret af amerikanske firmaer, men kommer helt andre steder fra. Selv om forskerne møder modstand, især virksomhedernes forsøg på at holde deres fortjenester hemmelige, og selv om nogle omkostninger ikke kan kortlægges, er det alligevel muligt at drage interessante konklusioner.

Apple tjener mest

Et ukendt antal producenter, måske hundrede, bidrager til at lave en iPod, men Apple tjener mest. Hver gang Apple sælger en iPod for 299 dollar, tjener de 80 dollar. Det er et ganske pænt beløb, når man tænker på, at Apple hverken producerer iPod’en eller i det mindste samler den. Urimeligt? Nu er dette ikke et spørgsmål om rimeligt og urimeligt, den slags er der ligesom ikke rigtig plads til i den globale økonomi; vi kan konstatere, at det var Apples ide. Det er deres brand og deres design. Apple er langt fra de eneste, der arbejder på denne måde. Tag Nike for eksempel. Det er almindelig kendt, at en Nike-sko aldrig har været i nærheden af en Nike-medarbejder. Nike har fået ideen og skabt et stærkt brand. I vore dage går den store belønning til den gode ide. Det er endnu en konklusion fra Apple-analysen: De virksomheder, som bidrager med de unikke ting, for eksempel display og mikrochips, tjener mest.

De virksomheder, som blot samler tingene, konkurrerer i et umenneskeligt hårdt marked med lave lønninger og tjener mindst. For eksempel bliver de mange komponenter i Apples iPod samlet i Kina, og værdien af det arbejde er ganske lav, nogle få dollar. Alligevel – endnu en konklusion – optræder den færdige iPod som en eksportvare fra Kina til USA og belaster på den måde det følsomme handelsforhold mellem de to lande. Forskerne opgør tallet sådan, at hver gang en – amerikansk – iPod til en værdi på knap 300 dollar sendes som eksport fra Kina til USA, belaster det USA’s handelsunderskud med cirka 150 dollar. Alligevel er det altså aktionærer og ansatte hos Apple i USA, der scorer den største gevinst, hvorfor analysen viser, at sådanne handelstal ikke fortæller den fulde sandhed.