Regeringen er klar til et indgreb. Når konflikten er slut, vil der komme opgør i fagbevægelsen og på Christiansborg

Det har stået klart siden sidste sommer, at konflikten ville komme. Først var der demonstrationerne, hvor social- og sundhedsassistenter krævede mere i løn. Dernæst kom meldingen fra Dansk Folkeparti, at partiet ville give fem milliarder kroner til de lavest lønnede. Det pressede Socialdemokraterne og SF til at bakke kravet op.

Og så havde vi balladen. Allerede i august sagde fagbevægelsen nej til indblandingen fra politikerne. Afvisningen kom fra KTO – Kommunale Tjenestemænd og Overenskomstansatte – som er en paraplyorganisation for de 48 fagforbund, der har medlemmer ansat i kommuner og regioner. Men hos FOA brød de med vennerne i KTO for at gå selv. Fra det øjeblik har det stået klart, at FOA var på vej ud i en konflikt. De satser simpelthen på at få mere ud af at gå alene, især for kvinderne. FOA-formanden Dennis Kristensen var faktisk chefforhandler for KTO, men forlod posten og udtalte:

»Jeg ville ikke være i stand til at forsvare over for mine medlemmer, hvis jeg ikke kæmpede for at få gjort noget særligt for de allerdårligst lønnede, men jeg erkender, at jeg kortslutter den danske model«.

Oveni kommer Sundhedskartellet, som ikke er med i KTO-forhandlingerne. De har også valgt at strejke.

Hvem har ret?

Har han ret, Dennis Kristensen, i det med lønforskellen? Det spørgsmål er umuligt at svare på, i hvert fald præcist. Der er et hav af særlige forhold: tillæg, alder, geografi, anciennitet, uddannelse, kompetence og arbejdstider. Taler vi gennemsnitsløn eller lønspredning i en gruppe?

I går kom det frem, at Norge har haft en lønkommission, og at dens rapport viste et lønefterslæb for kvinder på cirka 3 milliarder kroner. Et stærkt budskab. Læser man imidlertid den norske rapport, fremgår det, at den er lavet af forskere, ikke af parter fra arbejdsmarkedet. Det gør en stor forskel.

Rapporten forudsætter, at parterne skal aftale, at lønstigningen i den offentlige sektor kan være højere end i den private. Og at nye lønforhold mellem grupperne ikke udløser krav om kompensation. Det er usandsynligt, at det vil ske. Hverken i Norge eller i Danmark. Det vil kræve, at aftalemodellen sættes ud af spil. Men derfor kan FOA og Sundhedskartellet fint bruge den norske rapport i den danske debat, især forslaget om at få undersøgt lønforskellene mellem mænd og kvinder til bunds er effektivt.

Hvad sker der nu?

Konflikten starter i nat, og den bliver kort, men smertefuld. Allerede fredag aften så vi de første hjerteskærende tv-billeder af hjælpeløse syge mennesker, som nu kommer til at mangle deres pleje. Sådanne billeder vil vi få at se døgnet rundt de næste dage; de vil være overalt i nyhedsudsendelserne, tænk bare på TV 2 News. Umiddelbart skulle det være en fordel for de strejkende, men selv om deres konflikt vil ramme samfundet hårdt, får de ikke sympatistrejker fra den øvrige fagbevægelse, og netop fordi de rammer de syge, kan politikerne ikke holde til en lang konflikt.

Hvor lang tid vil konflikten vare?

Højst en god uges tid. For regeringen handler det om timing. Det er ikke sjovt for en regering at gribe ind i en overenskomstforhandling; det er mere bekvemt, at parterne forhandler en aftale på plads selv. Regeringen er i dette tilfælde beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen. Analysen for Claus Hjort Frederiksen lyder sådan: Han skal respektere aftalesystemet, derfor er han nødt til at lade konflikten køre et stykke tid. Han skal imidlertid også tage hensyn til de mennesker, der bliver ofre for konflikten, derfor griber han ret hurtigt ind.

Hvordan vil indgrebet se ud?

Claus Hjort Frederiksen har utvivlsomt indgrebet liggende på bordet foran sig. Et lovforslag, der ophæver KTO-aftalen til lov. Alle detaljer bortset fra lønnen er på plads, så aftalen er nem at bruge. Hvis regeringen giver de strejkende fra FOA noget ekstra, vil det være en provokation over for de 99,8 procent fra KTO, der har sagt ja og ladet være med at strejke. Det sandsynlige er derfor, at Claus Hjort Frederiksen tager de aftaler, der er lavet af KTO, og ophæver dem til lov. Og så lægger han en symbolsk ting ovenpå, men det bliver ikke ret meget og slet ikke løn. Måske en lønkommission.

Kan regeringen få flertal?

Det afhænger af Dansk Folkeparti. Partiet har et medansvar for konflikten; det var Pia Kjærsgaard, der lovede de lavtlønnede en masse penge sidste år. Kan Dansk Folkeparti holde til at gribe ind i en konflikt, som partiet har været med at skabe? Endda lige før arbejdernes kampdag 1. maj? Svaret bliver formentlig ja, trods alt. Men det bliver en svær kamel at sluge.

Får vi så ro på arbejdsmarkedet?

Ikke lige med det samme, men efterhånden. Først får vi nogle uger med protestmøder, måske også nogle mindre strejker. Folk vil være vrede over, at de ikke fik lov til at bruge deres lovlige strejkevåben i en lønkamp. Senere kan det komme til alvorlige opgør både i fagbevægelsen og på Christiansborg. I brede kredse i fagbevægelsen og blandt politikere i flere partier er der frustration over forløbet.

Den såkaldte danske model bygger på, at arbejdsgivere og lønmodtagere forhandler løn, uden at politikerne blander sig. Den model har vist sig at være i stand til at nå to mål på samme tid: Den skaber en høj velfærd og en stærk konkurrenceevne i virksomhederne. Hvis politikerne blander sig, risikerer de at ødelægge modellen. Når strejken er slut, vil der derfor komme et efterspil: Vil vi beholde den danske model?