Tør du købe en aktie i en grønlandsk virksomhed? Hvis du tør, så får du mulighed for det nu. I går oplyste selskabet NunaMinerals, at det går på Fondsbørsen – kaldet OMX Copenhagen – for at tegne nye aktier. Manøvren skal indbringe selskabet i omegnen af 275 millioner kroner.

I sig selv er en børsnotering sjælden i en tid, hvor aktiernes kurs er under pres. Og selv om NunaMinerals børsnotering ikke er kæmpestor, så er den interessant ud fra et særligt perspektiv:

NunaMinerals skal finde guld i den grønlandske undergrund. Men hvis den virkelig finder guld, er det spørgsmålet, om de grønlandske politikere kan holde fingrene fra virksomheden?

Problemerne med nepotisme i Grønland har fyldt meget i medierne i årenes løb. I flere omgange har den store koncern Royal Greenland været i stormvejr, blandt andet i 2001, hvor bestyrelsesformanden, Uffe Ellemann-Jensen, blev smidt på porten, efter at han havde forsøgt at ruske op i tingene.

For nylig kom sagen om grønlandske politikeres salg af billige boliger til sig selv. Og her i foråret stod topchefen for Air Greenland, Michael Binzer, frem med hårde anklager mod de grønlandske politikere. Her i avisen udtalte Michael Binzer:

»I hjemmestyreejede virksomheder har nepotismen kostet i hundredvis af millioner af kroner, og man kan gå tilbage til flere sager, hvor f.eks. tidligere landsstyreformand Lars Emil Johansen har været involveret, hvor de politiske vennetjenester har kostet rigtig mange penge. Tag bare KNI (tidl. Kgl. Grønlandske Handel), hvor der blev tabt 250 millioner kroner«, sagde Michael Binzer for et par måneder siden.

Nepotisme bekymrer formand

På NunaMinerals’ pressemøde i København i går fyldte emnet nepotisme ikke meget. Det handlede mere om minedrift og virksomhedens store potentiale. Men da NunaMinerals havde afsluttet de officielle indlæg, kom det følsomme emne op. Spørgsmålene blev rettet til bestyrelsesformanden, Anton Christoffersen:

Kan investorer, som skal satse deres sparepenge på jer, være sikre på, at Hjemmestyret ikke blander sig eller udøver nepotisme?

»Det tror jeg, at jeg kan sige, at det gør de absolut ikke«, svarede Anton Christoffersen. »Vi har i flere år været et børsnoteret selskab (på den lille vækstbørs, Dansk AMP, red.). Vi er glade for, at vi har Hjemmestyret med som storaktionær, og i øvrigt regner vi med, at Hjemmestyrets ejerandel kommer ned under en tredjedel«.

Er I bekymrede for, om diskussionen om nepotisme kan skade jeres troværdighed?

»Det er klart, at det bekymrer os, når vi hører påstandene om, at den slags eksisterer. Men vi kan klart sige, at vi vil efterleve reglerne for corporate governance (god selskabsledelse, red.). De steder, hvor der har været problemer, har været de steder, hvor Hjemmestyret har ejet 100 procent af virksomheden«.

Det særlige ved NunaMinerals er, at Hjemmestyret ikke har en altdominerende aktiepost i virksomheden, og at det endda er sandsynligt, at ejerandelen bliver mindre. I dag ejer Hjemmestyret cirka 43 procent af aktierne, og der sidder ikke politikere i bestyrelsen.

Det er en vigtig pointe i en af de store aktionærer, Lønmodtagernes Dyrtidsfond (LD). LD ejer knap 18 procent af selskabet og investment manager i LD, Hans Jørgen Madsen, var med på pressemødet i går. På spørgsmålet om risikoen for nepotisme hos NunaMinerals svarer Hans Jørgen Madsen:

»Vi har været aktionærer sammen med Hjemmestyret i to år, det er gået fint. Vi har også mødt Hjemmestyret, dog kun embedsmændene, ikke politikerne. Fremover skal de efterleve de normale regler, der gælder for børsnoterede virksomheder, og det blive generalforsamlingen, der vælger bestyrelsen. Det vil være godt, hvis de kommer under en tredjedel, så kan de ikke blokere for noget, for eksempel for vedtægtsændringer eller kapitaludvidelser«.

Tegningsperioden begynder 9. juni og slutter 17. juni. Den bliver interessant at følge: Kan NunaMinerals genoprette tilliden til Grønlands erhvervsliv? Trods bestyrelsens smukke ord på pressemødet i går bliver det sandhedens time, når aktietegningen går i gang. Når store og små investorer køber aktier, tæller kun én ting, nemlig troen på, at investeringen kan betale sig.