Det kræver både et godt boldøje og stærke nerver, når man skal styre sit lands valuta og rente i denne tid. I går stod chefen for Den Europæiske Centralbank imod et massivt politisk pres.

De danske banker holdt lukket på grundlovsdagen i går. Til gengæld var der masser af aktivitet i Frankfurt, hvor chefen for Den Europæiske Centralbank, Jean-Claude Trichet, var i ilden. Han og ECB skulle afgøre, om den europæiske rente skulle ændres. Alle de europæiske cheføkonomer sad og fulgte med i begivenhederne i Frankfurt i går ved 14.30-tiden. Trichet valgt at holde renten i ro. Det var en beslutning, som vandt respekt blandt økonomer, men som var meget upopulær hos statsministrene i Frankrig, Spanien og Italien. De havde lagt pres på ECB, for at de skulle sænke renten. De sydeuropæiske lande og deres økonomier har det skidt, så en rask lille sænkning af renten ville være et velkomment skub for at få gang i hjulene.

Jean-Claude Trichets opgave er imidlertid ikke at tage hensyn til landenes politikere, men at holde inflationen i ro. Og som alle andre kan han se, at inflationen er på vej op. Det bekymrer ham mere end presset fra de forskellige lande, hvad han også har pligt til. ECB skal være uafhængig i forhold til politikerne.

Men selv om Trichet altså stod fast i går, så sidder han og hans kolleger i centralbankerne rundt om i verden på en knivsæg.

Flere steder, både i USA og i Europa, er det gamle spøgelse fra 1970’erne – inflationen – dukket op. Dengang i 1970’erne var inflationen tårnhøj, og de vestlige lande sad fast i en klemme med høj inflation og lav økonomisk vækst. Selv om meget er anderledes i dag, diskuteres dilemmaet hidsigt i denne tid. Når man kæmper imod en stigende inflation og en lav økonomisk vækst på samme tid, hvad i himlens navn stiller man så op? Det er svært at gøre noget ved begge problemer.

Skal man holde renten oppe for at dæmpe inflationen – og til gengæld risikere at sætte den økonomiske vækst endnu mere i stå? Det mener Trichet hos ECB. Han er som sagt fast besluttet på at kæmpe imod inflationen. Eller skal man gøre, som den amerikanske Centralbank har gjort det, prøve at holde en lav rente for at holde liv i økonomien under finanskrisen – og risikere, at inflationen stiger?

Kamp mod den forkerte fjende

Det går diskussionen på i øjeblikket. Der er ingen lette løsninger. Den nye chef for USA’s Centralbank, Ben Bernanke, har fået ros for sin krisestyring de seneste måneder, men hans kritikere mener, at han kæmper mod den forkerte fjende: Han kæmper imod finanskrisen frem for at kæmpe mod inflationen. Hvis Bernanke vakler under kritikken og laver fejl, kan finanskrisen i USA hurtigt komme ud af kontrol.

To skandinaviske centralbanker og deres chefer frygter, at netop det vil ske. I tirsdags kom alvorlige advarsler fra Sveriges Riksbank og Norges Bank. Den svenske Riksbank skrev i en analyse, at risikoen for at blive ramt af finanskrisen er øget det sidste halve år. Finanskrisen er fortsat, og den har bredt sig til nye markeder og aktører. Usikkerheden vil vare længe, og det kan ikke udelukkes, at problemerne forværres yderligere.

Hos Norges Bank lyder de samme toner: »Selv om uroen skulle aftage, må vi regne med, at risiciene fremover vil være noget højere end før. Husholdninger og virksomheder må være forberedt på, at det kan blive dyrere at låne«, sagde vicenationalbankdirektør Jan F. Qvigstad.

Netop det sidste udsagn er det, som alle spørger sig selv om: Hvornår skifter krisen fra at være en finanskrise til at være en økonomisk krise? Altså fra at være en krise, som især trives internt i det finansielle miljø, til i stedet at udløse højere renter og på den måde gøre det sværere for virksomheder og private forbrugere at låne penge. Når det sker, risikerer økonomien at gå i stå. Eller næsten i stå.

Nogle økonomer slår koldt vand i blodet. De vurderer, at en lille krise nærmest kan være et sundt pusterum for økonomien. Den danske økonomi har haft masser af fart på de seneste år, og virksomhederne oplever mangel på arbejdskraft, så det vil være fint med et lavere tempo og en lidt højere arbejdsløshed et stykke tid. Det vil betyde, at økonomien ikke bliver overophedet, og at inflationen ikke begynder at stige.

Omvendt er der masser af trusler rundt omkring. I USA kæmper de ikke kun med finanskrisen, de er også hårdt ramt af den høje oliepris. Krisen i USA er blevet kraftigt forværret af olieprisen. Ikke kun i regulær økonomisk forstand, men også psykologisk. Hos almindelige amerikanske familier har den høje oliepris betydet, at de ikke kører nær så meget i bil, som de plejer, og de ansatte i fly- og bilindustrien er hunderædde for at få en fyreseddel.

Det er dette dilemma, som cheferne for de forskellige centralbanker sidder i. Deres situation er meget sværere, end den plejer at være. Det skyldes dilemmaet med høj inflation og lav vækst på samme tid. Lidt ligesom dengang i 1970’erne. Et udtryk som ’stagflation’ optræder igen på avisernes erhvervssider, det var ellers gået i den økonomiske glemmebog for 20-25 år siden.

»ECB er fanget. Vi har et problem med genstridig inflation, der bliver ved med at være høj, mens væksten bliver svagere«, sagde cheføkonom i Commerzbank, Jörg Krämer, i går.

Det var ikke muligt at få en kommentar fra den danske Nationalbank i går. Nationalbankens direktør Nils Bernstein har dog udtalt for nylig, at den danske finanssektor ser ud til at være robust. Og for nogle uger siden viste Bernstein, at han er parat til at forsvare kronen over for finanskrisen på den hårde måde. Han hævede renten uafhængigt af de øvrige eurolande. Det var første gang i mange år, at Nationalbanken tog det skridt.