Forsøgene på at udstyre DR og TV 2 med professionelle formænd er endt i fiasko. Kravene til den nye chef for DR bliver høje.

Kunne du tænke dig at blive bestyrelsesformand for Danmarks Radio? De skal bruge en ny formand i Ørestaden, og det må godt gå lidt stærkt. Forleden blev den hidtidige formand, Mogens Munk Rasmussen, fyret, og nu er kulturminister Brian Mikkelsen (K) gået i gang med at finde en ny formand for bestyrelsen.

Jobopslaget er ikke kommet endnu. Måske trækker det lidt ud. De seneste dages begivenheder har givet stof til eftertanke blandt embedsmændene i Kulturministeriet og medieordførerne på Christiansborg. Måske skal profilen justeres lidt? Hvad skal en formand kunne?

Den kritiske revisionsrapport om byggeriet af DR Byen kom torsdag eftermiddag, og Mogens Munk Rasmussens dage var i praksis talte samme dag. Til almindelig undren blandt politikerne valgte reserveofficeren Munk Rasmussen at dø stående. Lige til det sidste nægtede han nemlig at spille efter de uskrevne politiske spilleregler, der sagde at han selv burde gå. Det gjorde bestyrelsesmedlemmerne Finn Aaberg og Erling Aaskov, de tog endda bagtrappen fra bestyrelsesmødet om torsdagen for at undgå pressen.

Ret ydmygende. Munk Rasmussen ville ud gennem fordøren, og det kom han så. Kritikken mod de forskellige bestyrelser og direktioner i DR er hård i rapporten. Især er kritikken hård ved de mennesker, der sad i bestyrelsen tidligt i forløbet: Finn Aaberg fra 1991, Erling Aaskov fra 1988 og Peter Hvid Jensen fra 2001.

Men hvorfor skulle Munk Rasmussen ud? Han blev formand så sent som i efteråret 2004. Problemerne var skabt lang tid forinden. Mogens Munk Rasmussen kunne støtte sig til flere tilsyneladende blanke påtegninger fra Rigsrevisionen, og da han blev formand, skulle han først i gang med at finde en ny generaldirektør. Det blev Kenneth Plummer, som satte sig i den varme stol i 2005. Året efter fratrådte to chefer, og der skete i øvrigt en klar forbedring af den ledelsesmæssige styring af byggeprojektet fra sommeren 2006.

I det politiske liv er naturlovene imidlertid sådan, at når Kulturministeriet bruger adskillige millioner på at få lavet en kritisk undersøgelse, så skal der kun ganske få barske formuleringer til, før hovederne ruller. Og der er klar kritik af ledelsen i Munk Rasmussens tid som bestyrelsesformand. Det hedder i rapporten, at hvis ledelsen havde grebet ind i 2004-05 og igen i 2006, så var et større millionbeløb ikke gået tabt. Eftersom politikerne kun kunne fyre bestyrelsesformanden og ikke direktøren, så betød den formulering, at Munk Rasmussen var færdig.

Hvis nu Mogens Munk Rasmussen havde været mere trænet i den politiske verden, kunne han så have overlevet? Måske. Han skulle have kastet en håndgranat ind i ledelsen, da han ankom. Det er politisk børnelærdom. Det længste, enkelte medieordførere vil strække sig til at sige uden for citat i dag, er, at »det havde da gjort en forskel«. Det gjorde han ikke. I stedet gjorde Munk Rasmussen sig sårbar som bestyrelsesformand. Han var tavs udadtil, nærmest usynlig, og han lod sin nye generaldirektør tage alle tæskene, også de politiske opgør. Læg dertil, at han forsømte at netværke med medieordførerne. På Christiansborg er det to alvorlige synder.

Politisk indflydelse koster tid

Endnu i dag undrer det flere medieordførere, at de kun mødte bestyrelsesformanden for DR yderst sjældent. Han dyrkede dem ikke, han drak ikke kaffe med dem, ringede ikke til dem i ny og næ. Det står på side et i grønspættebogen for bestyrelsesformænd i statsejede kulturinstitutioner, at de skal holde sig gode venner med politikerne på Christiansborg. Politisk indflydelse er ikke specielt svært at få, blot koster det masser af tid.

De har lært det ovre hos konkurrenten på TV2. Den nye TV2-ledelse med formanden Lars Liebst og direktøren Merete Eldrup i spidsen ved god besked med politik. Da Merete Eldrup blev direktør og siden, da Lars Liebst blev formand, rev de straks skeletterne ud af skabet og slog fast, at der var hul i pengekassen.

Eldrup er vokset op med politik. Liebst lærte i sin tid som formand for Kunstrådet, at hvis han skulle have politiske resultater – penge – så måtte han være venner med de politiske kulturordførere. Tilsyneladende har Lars Liebst og Merete Eldrup fundet en arbejdsdeling: Direktøren udtaler sig om driften, formanden udtaler sig om de politiske ejerforhold.

Mogens Munk Rasmussen har sin baggrund i erhvervslivet, han var i mange år topchef hos Nykredit. I det job behøvede han hverken at drive politik eller at være særlig synlig i offentligheden. Det er skæbnens ironi, at udnævnelsen af Mogens Munk skulle være tegn på en ny tid i dansk tv. Først var der en lang tradition for politiske formænd hos DR og TV 2. Forgængere var socialdemokraten Finn Aaberg og venstremanden Jørgen Kleener i DR og den radikale Jens Bilgrav Nielsen hos TV2. Så ville man have professionelle formænd. Det gav plads til Niels Boserup og Lars Nørby Johansen hos TV2. Og altså Mogens Munk Rasmussen hos DR. Resultatet har været historisk dybe kriser hos både DR og TV2.

Hos flere af de involverede i processen vil de lære af det forløb. Når kulturministeren skal finde den nye formand for DR, skal den pågældende kunne flere ting end politikerne Aaberg og Kleener kunne, og flere ting end erhvervslederne Munk Rasmussen, Boserup og Nørby Johansen kunne: Formanden skal både kunne sætte en strategisk retning for en stor virksomhed og have forståelse for de særlige vilkår i en kulturinstitution.

Han eller hun skal også kunne kommunikere og påtage sig en rolle med at forsvare DR i den offentlige debat. En opgave, som ikke er for sarte sjæle for nu at sige det mildt. Blot den mindste ting i en udsendelse kan udløse voldsomme opgør i bestyrelsen.

I fuld offentlighed. Slet ikke noget en erhvervsleder er vant til. Eller gider. Og så skal den nye formand kunne netværke med de politiske medieordførere på Christiansborg. Et tidkrævende arbejde, som kun få erhvervsledere har tålmodighed til. Men det er vigtigt. Sidst på dagen i går fik TV2 godkendt et fortroligt aktstykke i Folketingets finansudvalg, så de kan optage et lån af en ukendt størrelse. Gad vide, hvor mange liter kaffe Lars Liebst har måtte drikke for at hive sådan en sag i land?