Roskilde Bank humper videre, indtil den kan blive solgt, men aktionærernes penge er formentlig tabt. Nationalbanken balancerer på en knivsæg.

Krisen i Roskilde Bank er endnu værre end hidtil antaget. Ingen vil købe banken, og i stedet må den overtages af Nationalbanken og et branchefællesskab af de øvrige danske banker. De dramatiske begivenheder udspillede sig i weekenden og blev først offentligt kendt sent søndag aften. Alt tyder på, at aktionærernes penge er tabt.

Det er efterhånden sket en del gange, at en dansk bank har smidt håndklædet i ringen. Som hovedregel er det lykkedes at redde stumperne ved, at en større bank samler den kriseramte bank op. Disse bankredninger har sjældent fået en høj kunstnerisk karakter, indimellem er det sket med hiv og sving og opslidende retssager bagefter. Fordelene har imidlertid været store, især at staten har undgået at blive viklet ind i drift af en privat bank. Den slags prøvede de i Norge og Sverige i 1990′erne, og de slap dårligt fra det.

Derfor er Roskilde Bank en helt speciel sag. Ikke blot er bankens kollaps stort og spektakulært, det viser sig nu, at banken er så syg, at ingen andre banker vil løbe risikoen ved at overtage den.

Ikke en gang en såkaldt strategisk køber, som kunne bruge banken til at vokse sig større, har meldt sig. Her er nogle af de oplagte spørgsmål oven på de dramatiske begivenheder i Roskilde Bank i weekenden:

Hvorfor er det gået så galt?

Det har længe været kendt, at Roskilde Bank har været en aggressiv bank med risikable engagementer i ejendomme. I juli smed bankens nye ledelse håndklædet i ringen og fik en aftale med Nationalbanken. Aftalen blev, at Nationalbanken spændte en garanti ud under banken, som til gengæld skulle finde en køber, der ville overtage Roskilde Bank helt eller delvist.

Det nye er nu, at banken har vist sig endnu mere syg end først antaget. Da de mulige købere fik set nærmere på bankens bøger, trak de sig tilbage. Og den eksterne revision, som skulle forberede halvårsregnskabet, krævede, at regnskabet skulle nedskrives med en milliard kroner. Det betød, at banken var insolvent.

Hvem har ansvaret?

Det har banken selv, hvad banken erkender i flere fondsbørsmeddelelser. Bestyrelsen har været svag og har ikke været hård nok i sin kontrol af direktionen. Tværtimod har bestyrelsen godkendt et program for aktieoptioner, som motiverede direktionen til at løbe store risici for at hæve aktiekursen. Allerede i bankens fondsbørsmeddelelse i juli erkendte bestyrelsesformanden, Peter Müller, at banken ikke havde været dygtig nok. I går skærpede den nye direktør, Søren Kaare-Andersen, selvkritikken og sagde, at banken havde haft en »dårlig kreditkultur«. Nationalbankdirektør Bernstein kaldte bankens kreditpolitik »lemfældig«.

Hvorfor gør Nationalbanken dette?

Nationalbanken frygtede, at sagen kunne udvikle sig til en krise for hele den danske finansverden. Hvis Roskilde Bank gik ned, ville det smitte af på andre danske banker. Det kunne få uoverskuelige konsekvenser for landets økonomi. Og så håber Nationalbanken på, at der ikke er tale om en fejl i selve banksystemet, men at det er et isoleret ledelsessvigt i Roskilde Bank.

Er det en klog løsning?

Nationalbanken havde næppe noget valg, men løsningen rummer store problemer og dilemmaer. Det er helt usædvanligt, at den danske stat overtager en kriseramt bank - ganske vist sammen med et fællesskab af landets øvrige banker. Nu skal staten til at drive bank, det vil være konkurrenceforvridende over for de andre banker. Og hvad vil det komme til at koste skatteyderne? Det mest giftige dilemma er, at Nationalbanken - måske - sender et uheldigt signal til andre banker: I kan roligt løbe store risici og tjene lette penge og samtidig regne med, at Nationalbanken samler jer op, hvis det går galt. Nils Bernstein erkendte dette dilemma på pressemødet i Nationalbanken i går. Men så heller ikke mere. Mange års træning i politik har lært Bernstein at balancere på en knivsæg, og det gjorde han i går. Sandheden er, at redningen af Roskilde Bank udstiller det kendte tabu: Nogle banker er simpelthen for store til, at de kan få lov til at gå ned.

Hvilke konsekvenser får dette?

Sagen vil trække lange spor. Økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen varslede i går i TV 2, at han vil overveje, om loven skal laves om. Der vil også komme et indædt opgør om ansvaret, og de frustrerede aktionærer overvejer nu, hvad de kan gøre. Kritikken retter sig især mod bestyrelsen og den tidligere direktion, måske har de handlet ansvarspådragende. Et forslag som dukkede op fra professor Anders Drejer, Handelshøjskolen i Århus, i går, var at få testet de nye regler om god selskabsledelse. De såkaldte corporate governance-regler er ikke for alvor blevet prøvet af en domstol endnu, dette kunne være en lejlighed. Også Finanstilsynet står for skud. De har pligt til at føre løbende tilsyn med de danske banker, hvorfor opdagede Finanstilsynet ikke at der var krisetegn i banken? Sov de i timen?

Er der noget positivt i sagen?

Ikke ret meget, men en lærestreg, trods alt. Over hele landet findes der lokalsamfund som Roskilde. Små og mellemstore byer, hvor banken har folk i bestyrelsen uden særlig indsigt i bankdrift. Man må gå ud fra, at aktionærerne i disse banker har fået sig et gigantisk wake-up call og får sat nogle dygtige og uafhængige folk ind i deres bestyrelser hurtigst muligt.