I en ny bog kritiserer Esplanadens tidligere topchef Jess Søderberg sin gamle chef, og på teatret Camp X tegnes et nyt portræt af Hr. Møller. Mange års mytedannelse nærmer sig sin afslutning.

På Camp X i København spilles i disse uger et usædvanligt teaterstykke. Det er et stykke om landets største virksomhed og især om ejeren, Mærsk Mc-Kinney Møller.

I løbet af halvanden time fortæller Camp X den fantastiske historie om virksomheden, som blev skabt i Svendborg i 1904 og voksede til at blive en global koncern med omkring 110.000 ansatte. Det er historien om en enestående succes. Det er også en historie om en virksomhed, som har været på vej til at overleve sig selv, som langsomt udviklede en selvtilstrækkelighed, og hvor det afgørende krav om loyalitet føltes tungere og tungere for de ansatte.

Teaterstykket tegner et kritisk portræt af Mærsk Mc-Kinney Møller. En figur, som er parat til at ofre alt for sin families livsværk, og som stiller ekstreme krav til folkene omkring sig. Men Camp X fortæller også om et ydmygt og sårbart menneske, som ikke forstår, at tiden har udviklet sig, og som føler sig oprigtigt krænket over kritik - bedst fortolket i stykkets afsluttende scene, hvor Jannie Faurschou i Hr. Møllers skikkelse synger det gamle Louis Armstrong-nummer ‘All of me’.

Det er teater, men det er ikke kun fiktion. Stykket har afsæt i de hårde realiteter, hvor Esplanaden i de seneste år har oplevet en historisk krise, og hvor virksomhedens kongelige status i offentligheden er ved at være væk. Virksomheden er stadig magtfuld; den er helt uden for kategori i forhold til dansk erhvervsliv i øvrigt, men den er ikke urørlig længere. Den er ikke hævet over kritik. Den er ikke ufejlbarlig. Den er bare stor.

Glimt af et andet menneske

I næste uge udkommer en ny portrætbog om Mærsk Mc-Kinney Møller.

Bogen er skrevet af journalisterne Thomas Larsen og Finn Mortensen og er blevet til i et delvist samarbejde med Hr. Møller selv og hans nærmeste, blandt andre datteren Ane Uggla og bestyrelsesformanden, Michael Pram Rasmussen. I bogen forsøger interviewpersonerne at opretholde det traditionelle billede af en nærmest overmenneskeligt dygtig leder, en slags vorherre, men i et enkelt interview får vi nogle små glimt af noget andet.

Esplanadens mangeårige topchef, Jess Søderberg , stiller op til interview i bogen og fortæller om sine oplevelser med Hr. Møller. Som altid er den loyale Jess Søderberg forsigtig, han har så vidt vides aldrig givet et officielt interview før, men her fortæller Søderberg , at han forlod Esplanaden, før han ønskede det i 2007, og at han ikke fik et ord til tak fra Hr. Møller. Efter 37 års hårdt slid og tæt samarbejde.

Søderberg fortæller om den manglende tak fra chefen ved afskeden i 2007: »Det gør man ikke, når man er Hr. Møller, og slet ikke når han var så utilfreds med det, der var sket. Jeg havde heller ikke forventet, at Hr. Møller ville holde en takketale. Det kender jeg ham godt nok til«.

De øvrige interviewpersoner i bogen gør, hvad de kan for at holde fast i myten. Tiden er tydeligvis ikke inde til, at folkene omkring Hr. Møller taler kritisk om hovedaktionæren. For så vidt heller ikke i medierne, hvor mange journalister nærmest synker i knæ i ærefrygt, når de en sjælden gang kommer i nærheden af Hr. Møller. Hvorfor? Hvordan har denne myte kunnet opstå?

Formentlig skyldes det den historiske lukkethed som har præget Esplanaden. Myter trives bedst i lukkethed, ikke i åbenhed.

Uomtvisteligt har Mærsk Mc-Kinney Møller præsteret en enestående indsats som skaber af det moderne A.P. Møller - Mærsk. Også målt med en international målestok. Med til sandheden hører imidlertid, at i takt med virksomhedens kraftige vækst op igennem 1990′erne blev det stadig mere umuligt at lede virksomheden, som Hr. Møller var vant til. Det forstod Jess Søderberg og folkene omkring ham, men når de ønskede at bryde op i virksomhedens kultur og ledelse, blev de begrænset af Hr. Møller. Selv om han overlod det daglige ansvar til Søderberg i 1993, fortsatte han med at blande sig i stort set alt.

Han holdt virksomheden i et jerngreb, og i Søderbergs mund er følgende citat udtryk for en hård kritik:

»Jeg tror godt, Hr. Møller vil skrive under på, at tillid er godt, men kontrol er bedre i denne sammenhæng«.

Medansvar for krisen

Resultatet blev en selvtilstrækkelighed og en topstyring, som gjorde det svært at lede virksomheden på en moderne måde.

Ansvaret for krisen på Esplanaden de seneste år kan derfor ikke lægges på Jess Søderberg og de øvrige skibsredere alene. Mærsk Mc-Kinney Møller har et medansvar, hvad han næppe er indstillet på at erkende.

Efterhånden er det formentlig kun et spørgsmål om tid, før myten revner og et almindeligt menneske viser sig. Søderbergs udtalelser vil blive fulgt op af nye udtalelser fra andre aktører. Det vil ske naturligt og i kølvandet på den åbning, som er i gang på Esplanaden, hvor arbejdet mod mere åbenhed blev indledt af Jess Søderberg og føres videre af Nils Smedegaard Andersen.

De kommende år vil vi derfor blive meget klogere på, hvordan Hr. Møller har udøvet sin ledelse. Måske vil det blive en smertefuld proces for ham selv og hans nærmeste, men for os andre vil erkendelsen blive lærerig.

Under alle omstændigheder lever myten på lånt tid, og tankevækkende er det, at manuskriptforfatterne på Camp X og den mangeårige Group CEO, Jess Søderberg , har fælles iagttagelser af lederen og mennesket Mærsk Mc-Kinney Møller. Om end deres udtryksmåder er vidt forskellige.