En dag i 1847 tog bryggeren J.C. Jacobsen sin søn Carl i hånden og forlod hjemmet og bryggergården i Brolæggerstræde i det indre København. De to vandrede ud af byen; de fulgte den nye jernbane og nåede til sidst Valby ude på landet.

Herude opførte J.C. Jacobsen sit nye bryggeri, og i årene der fulgte, vandrede far og søn turen dagligt. En skønne dag traf brygger Jacobsen den uundgåelige beslutning; han forlod bryggeriet i Brolæggerstræde for altid.

En hård negl var han, J.C. Jacobsen, helt anderledes end den bløde og påvirkelige Carl. Han traf de nødvendige beslutninger, han gjorde det med stor konsekvens, og i nutidens Carlsberg-ledelse er ingen i tvivl om, at den gamle brygger ville have støttet beslutningen om at lukke bryggeriet i Valby. For ham talte forretningen, ikke følelserne.

Forleden blev den sidste bryg sat over i Bryghuset, og bortset fra husbryggeriet Jacobsen er det snart helt slut. For mange bryggeriarbejdere var det en vemodig dag i torsdags.

En af de få store københavnske arbejdspladser er snart ikke mere, og det er naturligvis trist for de mennesker, det går ud over, selv om de ansatte har vidst i mange år, at det trak op til en lukning.

På sin vis er lukningen i Valby imidlertid også en god nyhed. Snart bliver hegnet rundt om Carlsberg pillet ned, så københavnerne får fri adgang til det historiske miljø og til de to smukke, men hidtil lukkede parker, som J.C. Jacobsen og Carl Jacobsen opførte. Og endnu mere vigtigt: For Carlsberg er lukningen af Valby en rigtig god nyhed. Selv om den er følelsesmæssig tung, er den udtryk for, at det danske bryggeri er blevet en succes. Vel at mærke efter en international målestok.

Faktisk er Carlsberg en interessant case, ikke mindst i disse tider. Virksomheden har været udskældt i mange år, den har haft et gammelt og støvet image, og den britiske erhvervsavis brugte for nogle år siden Carlsbergs kendte slogan til at ydmyge virksomheden, da avisen kaldte bestyrelsen for »Probably the weirdest board in the world«.

Og nu? Nu er Carlsberg med helt i toppen blandt verdens største og mest magtfulde bryggerier. Carlsberg er blevet Fondsbørsens kæledægge. Kort sagt: Et mysterium.

I disse tider, hvor kapitalismen er udskældt og leder efter nye udtryksformer, tilbyder det danske bryggeri et uventet perspektiv. Hvis den rendyrkede kapitalisme ikke er så uovervindelig, som vi gik og troede, hvilken form for kapitalisme vil vi se i fremtiden?

I Financial Times i denne uge har diskussionen blandt andet handlet om kapitalismen, som den kommer til udtryk i Asien. Flere kommentatorer har gjort opmærksom på, at især de tre stærke økonomier i Kina, Indien og Japan har reageret med ansvarlighed og forsigtighed under disse ugers finanskrise, som især udspiller sig i den vestlige verden. Ja, de har ikke en gang prøvet at gøre sig lystige over for de vestlige lande, der under krisen i Asien for ti år siden belærte de trængte tigerøkonomier om, at usunde finansielle institutioner burde have lov at gå konkurs …

I Asien tror de ikke på, at markedet ved bedst, og at staten skal holde sig væk. Snarere driver de deres kapitalisme ud fra det grundlæggende synspunkt, at markedets usynlige hånd skal kombineres med statens synlige hånd. Meget taler for, at det synspunkt vil have fremtiden for sig, men måske behøver Financial Times ikke at rejse til Asien for at studere den version af kapitalismen. De kan tage til Valby.

Hvad er hemmeligheden bag Carlsbergs succes i de senere år? Den er virksomhedens særlige ejerforhold. Selv om bryggeriet er noteret på Fondsbørsen og har tusindvis af aktionærer, så ligger magten i det særlige Carlsbergfondet, hvor fem professorer er sat til at tage vare på bryggeriet. I praksis betyder det, at direktøren i Carlsberg hele tiden bliver holdt i kort snor.

Gennem årene har samarbejdet ofte været præget af frustration og uenighed. Det har været en møllesten om halsen på den daglige ledelse. Men det har vist sig at skabe et overraskende resultat.

Den kommercielle direktør og den akademiske formand har været så forskellige som dag og nat; den ene har været utålmodig og ivrig efter at skabe økonomisk vækst, den anden har følt sig forpligtet på historien og identiteten. De to har imidlertid været bundet sammen i et skæbnefællesskab. I de vigtigste år - årene 2003-2007 - hed de to mænd Nils Smedegaard Andersen og Povl Krogsgaard-Larsen. De to personer har begge mange kanter og stærke meninger, og det ekstremt krævende arbejde sled det personlige forhold mellem de to mænd ned til sidst. Men resultatet var uomtvisteligt.

I dag kan alle se, at Carlsbergs vej til succes fulgte en strategisk plan, og at arbejdet rummede en stærk indre logik. Det er en særlig pointe i disse dages finanskrise, at mens arbejdet stod på, forstod kun få uden for Carlsberg, hvad der foregik. Omverdenen havde kun hovedrysten, hånlatter og skældud til overs for bryggeriet i Valby.

Det gjaldt især aktieanalytikerne. Undervejs gav de ikke udtryk for anerkendelse af Carlsberg. Tankevækkende er det, at de mennesker, som frem for nogen burde forstå, hvorfor en børsnoteret virksomhed gør, som den gør, de forstod ikke Carlsbergs strategi og forretningsmodel.

Først da bryggeriets succes stod lyslevende foran næsen på alt og alle, forstod aktieanalytikerne, at bryggeriet var blevet et mønstereksempel på, hvordan en virksomhed skaber værdi for sine aktionærer. Det var først i forbindelse med regnskabet 2006, at flere års kritik blev afløst af klapsalver.

Det hedder sig, at markedet altid har ret. Det passer ikke. Indimellem tager markedet fejl, og genopretningen af Carlsberg er et eksempel lige til lærebøgerne.

For så vidt er det skæbnens ironi, at en 161 år gammel virksomhed som Carlsberg har vist sig at have et moderne bud på, hvilken kapitalisme vi kan stræbe efter i fremtiden. Man forstår godt, at selvtilliden er stor i Valby, og som en af kommentatorerne i Financial Times bemærkede forleden i Asien-diskussionen: Troen på fremtiden er et stort aktiv i disse tider.