Roskilde Bank-direktørens store pension har vakt forargelse. Hvorfor det? Den slags er helt normalt i de danske banker, hvor aktionærerne ikke har noget at skulle have sagt.

Forleden kom det frem, at den udskældte eksdirektør for Roskilde Bank, Niels Valentin Hansen, får en årlig pension på 3,6 millioner kroner. Endda selv om han har stået i spidsen for bankens nedtur.

Stor forargelse.

På Christiansborg var flere ordførere oppe i det røde felt, og Finn Østrup, professor i finansiering, kaldte beløbet »helt vanvittigt« på TV 2 Finans i lyset af bankens krak.

Senere oplyste Niels Valentin at det rigtige tal er mindre. Trods alt.

Men er sagen om Niels Valentin kun sort og hvid? Forargelse er en dejlig følelse at lune sig ved, men har sagen et perspektiv?

Lad os se koldt på tingene.

1. Direktøren har aftalefrihed

Det står enhver frit for at søge et job, hvor man kan forhandle sin løn. Niels Valentin Hansen forhandlede med formanden for bankens bestyrelse, og det lykkedes ham at forhandle en stor kontrakt hjem. Det er svært at bebrejde en mand, at han er dygtig til at forhandle. Hvis Valentin har overtrådt loven, kan man komme efter ham, ellers ikke.

2. Bestyrelsesformanden har aben

Hvis man vil være forarget, bør man rette sin forargelse mod bestyrelsens formand. I Roskilde Bank har der været tale om en svag formand, senest Peter Müller. Han sagde ja til Valentins kontrakt.

3. Aktionærerne er uden indflydelse

I mange banker og i øvrigt i realkreditten har ejerne kun en ringe indflydelse. Aktionærerne er mange og spredte. En typisk dansk bank er forankret i lokalsamfundet, og derfor har banken kun små aktionærer.

4. Magten ligger hos direktøren

Derfor ligger magten ikke hos aktionærerne og faktisk heller ikke i bestyrelsen. Snarere har man en stærk direktør og en svag formand. Folkene i bestyrelsen er sammensat af lokale mennesker, som sikkert er vellidte og hæderlige, men sjældent har forstand på bankdrift. Måske heller ikke på ledelse. Måske er de endda private venner med direktøren. Og så er vejen banet for, at direktøren kan få en fantastisk lønpakke, uden at aktionærerne kan gennemskue den, selv om de betaler for den. Forleden kom det frem, at tidligere topchef i Unibank, Thorleif Krarup, har en pensionsordning som løber op i over 100 millioner kroner, hvis blot Krarup bliver gammel nok. Og han er ikke den eneste, flere bankdirektører får en svimlende pension.

5. Åbenhed er vejen frem

For et år siden tvang en ny lov virksomhederne til, at særlige lønaftaler skal godkendes på generalforsamlingen. Derfor kan en grådig direktør komme langt alligevel, men loven gør det i det mindste synligt, hvad der foregår. Det må være sin sag at skulle lægge en absurd stor ordning frem til godkendelse foran generalforsamlingen med tusinde mennesker i den lokale gymnastikhal.

Perspektivet? Når forargelsen over Niels Valentin Hansen har lagt sig, hvad så?

De danske banker fik en stor redningspakke for godt en måned siden, og nu efterlyser de endnu en pakke. Måske endda med staten som medejer af flere danske banker. Behovet er ikke akut, men vil opstå i løbet af 2009. Hm.

I de seneste ti år har bankerne tjent styrtende på opsvinget. I ly af opsvinget har bankernes direktører udviklet en kultur uden moralske skrupler, når det gælder deres lønpakker.

Nu kalder bankerne på skatteyderne for at få hjælp. Det må man kalde en indviklet moralsk ligning. Hvis den skal gå op, vil det nok være klogt af bankerne at starte et nyt og ydmygt liv. Gigantiske pensioner til direktørerne vil næppe være det smarteste signal at sende til Christiansborg den kommende tid.