Denne uge bød på tre lærerige eksempler på den svære kunst at være leder: En rigspolitichef, en bestyrelsesformand og en fodboldtræner. To fiaskoer og en succes.

Foto: Torsten Hesselbjerg, Asger Jensby, Tom Køhlert

Ledelse er svært. Det er også spændende. Nogle gange hårdt. Nogle gange sjovt. Og så er det ofte lærerigt for os andre at kigge på. Således også i denne uge, hvor tre topledere var i vælten. De er alle tre forhenværende nu. De tre er vidt forskellige, men alligevel interessante at se på i sammenhæng.
Jeg tænker på Tom Køhlert, fodboldtræner i Brøndby, Torsten Hesselbjerg, rigspolitichef og Asger Jensby, bestyrelsesformand i IT Factory. Lad os se på de tre pædagogiske cases Køhlert, Hesselbjerg og Jensby. De tre illustrerer hvert sit tema, når det gælder ledelse.

Tom Køhlerts tema: Værdier

Den mest succesfulde leder i denne uge, ja faktisk i hele efteråret er ubestridt fodboldtræneren Tom Køhlert. Han overtog et Brøndby-hold i dyb krise, holdet lå i bunden af Superligaen, ledelsen var gået i stå, tilliden var væk og humøret var i bund. Klubben blev endda udsat for et kupforsøg fra en flok kulørte rigmænd med den tidligere Brøndby-spiller Peter Schemichel i spidsen. Det var sidste år. Da Tom Køhlert forlod sit job i mandags, kunne han aflevere et hold på førstepladsen i Superligaen (se her). Da Politiken forleden satte efterårets hold var der flest Brøndby-spillere på holdet (se her).
En forbløffende præstation.
For så vidt er det ledelse på trods, han har udøvet, Tom Køhlert. Han er bestemt ikke en udpræget ledertype, han er dårlig til kommunikation, faktisk hader han vist nok medierne, han surmuler nærmest. Han meddelte også sin afgang ud lang tid i forvejen, det er helt i strid med god ledelse, der siger at en leder der har bebudet sin afgang, mister autoritet straks.
Køhlerts styrke er hans værdier. Det er vigtigt for en leders troværdighed at han eller hun matcher virksomhedens værdi
er. Det gør Køhlert. Brøndby er et kollektiv, det er ikke en hierarkisk og elitær klub som ærkerivalen FCK. Det er en fodboldklub, ikke en virksomhed. Det er et folkeligt fælleskab.
Brøndbys motto lyder »Supra societatem nemo«, det betyder »Ingen over fællesskabet«. Derfor passer den selvudslettende Køhlert som leder ind hos Brøndby, men sikkert ikke andre steder. Og da slet ikke hos FCK.
Køhlert er ikke en fodboldprofessor, han har ikke udviklet en genial taktik. Når Brøndby har haft succes her i efteråret er
det kollektivets triumf. På banen har det ikke været smuk fodbold, men hårdt slid for at hente små marginaler hjem. Kampene er typisk blevet vundet i anden halvleg på fight. Ofte smalle 1-0-sejre. Klubben er kommet tilbage - en slags turnaround - med rod i virksomhedens værdier med hårdt arbejde og sammenhold.
Oven på de værdier har klubben skabt en ny vindermentalitet. Internt har klubbens nye direktør Hermann Haraldsson brugt et billede som han har lært af sin fem-årige søn: Når man strækker sine arme i vejret, er det fysisk umuligt at trække mundvigene nedad.

Torsten Hesselbjergs tema: Ansvar

Torsten Hesselbjerg blev gået som rigspolitichef i torsdags (se her). Hvorfor? Det står ikke helt klart, men tålmodigheden slap vel op. Politireformen er endt i fiasko, det ved alle. Det er slemt nok i sig selv, men endnu værre - for Hesselbjerg - var hans håndtering af sagen.

Selv om kritikken haglede ned over ham, kunne han ikke få sig selv til at tage imod kritikken. Det var en alvorlig ledelselsmæssig fejl. Når en leder afviser at der er problemer, selv om alle kan se problemerne, så kommer folk i tvivl om lederens dømmekraft.
Toplederen har altid ansvaret. I hvert fald udadtil. Det gælder alle ledere og for en offentlig topleder gælder den særlige finte, at han har en politisk chef. Det vil sige en sårbar chef som tænker på sig selv først. Som rigspolitichef har Hesselbjerg haft den utaknemmelige opgave at holde kritikken væk fra justitsministeren, men det har han ikke formået.
Måske har toplederne i det offentlige stadig noget at lære på den konto i forhold til ledere i de private virksomheder.
Som topleder står du i forreste linie, du står på mål og må tage alle øretæverne. Også de uretfærdige øretæver.
Hvis Torsten Hesselbjerg føler sig dårligt behandlet, bør han glæde sig over at han kun blev degraderet og ikke fyret. Det
er endnu en forskel på offentlig og privat ledelse.

Hvis han føler sig dårligt behandlet, Torsten Hesselbjerg, kan han tage en snak med Jens Alder. Da Jens Alder blev fyret som topchef i TDC i sidste måned skete det oven på glimrende resultater. Bestyrelsen ønskede blot et nyt strategisk fokus og vurderede at Jens Alder derfor ikke var den rigtige leder. Ud med ham efter kun to år. Koldt, men rationelt. Jeg skrev en analyse om Jens Alders skæbne her og en analyse om Jens Alders kloge håndtering af sin ydmygelse (se her). Også i den sammenhæng lever toplederne i den offentlige sektor stadig i en beskyttet verden.

Asger Jensbys tema: Integritet

Asger Jensby, den tidligere bestyrelsesformand for IT Factory har oplevet den helt store nedtur i den sidste uge og Jensby har givet udtryk for stor forbitrelse over medierne (se her).
Det afgørende er imidlertid ikke så meget de giftige historier om Jensbys mulige skattesager (se her) og mystiske placering af sine aktiviteter på Jomfruøerne (se her) eller om Jensby har gjort noget ulovligt eller ej (se min analyse her). Det afgørende er derimod bestyrelsesformanden Asger Jensbys tætte forhold til direktøren Stein Bagger.

Jensby har haft Bagger siddende med i bestyrelsen hos IT Factory selv om bestyrelsen skulle kontrollere Stein Bagger.
Jensby har kun holdt ganske få møder i bestyrelsen. Han har overhørt advarsler. Han har haft sin hustru ansat virksomheden. Han har haft et tæt privatøkonomisk forhold til Stein Bagger. Et lån, en lejlighed, en bil viklet ind i hinanden. Det er alt sammen ting som modarbejder Jensbys fornemmeste opgave som bestyrelsesformand, nemlig at kontrollere direktøren.
Det er mangel på dømmekraft. Det er et svigt i rollen som uafhængig bestyrelsesformand. Derfor kan de tunge drenge i Danske Bank og FIH Erhvervsbank ikke have tillid til Asger Jensby længere.

Morale

I søndags lavede avisens Rasmus Bech et stort interview med Tom Køhlert. Det fremgik til min overraskelse at selv om Tom Køhlert har været træner for Brøndby i tre omgange, så er han ubesejret på den mest frygtede udebane af dem alle: Parken. Også dengang banen hed Idrætsparken.

Det tidligere overpostbud som slet ikke havde ønsket at blive leder, sluttede den lange samtale med denne betragtning:
»Jeg tror og håber, at foreningslivet er ved at blive genetableret. At det sociale er ved at få betydning, også for forældrene
og at vi er ved at komme egoismen til livs. At være med i en forening er dansk kultur, det er sundt, og det er et godt liv«.

Er der en morale oven på Køhlert, Hesselbjerg og Jensbys skæbner? Egentlig er de tre eksempler forskellige. Og dog. Det
er set før, at den leder der slet ikke ønskede at blive leder, kan vise sig at blive den bedste af alle.

Ville Tom Køhlert have overlevet en jobsamtale? Næppe.