På Christiansborg står politikerne i kø for at kæmpe mod den voksende arbejdsløshed. Her er de fem tabuer om arbejdsløsheden som politikerne ikke har lyst til at tale om

Når statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) vågner om morgenen, så tænker han på landets arbejdsløse. Det fortalte statsministeren forleden på sit ugentlige pressemøde. Helle Thorning-Schmidt (S) siger det samme. Og Villy Søvndahl (SF). Og Kristian Thulesen Dahl (DF). Måske mener de det, måske mener de det ikke.

I løbet af få uger er den økonomiske dagsorden vendt rundt på Christiansborg. Nu handler det om kampen mod arbejdsløsheden. Ikke om mangel på arbejdskraft. Mange økonomer vurderer ganske vist, at arbejdsløsheden er så lav, at det er usundt for landets økonomi, fordi den lave arbejdsløshed presser lønnen og inflationen op.

I går fik de ren besked af beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V): »Jeg kan bare glæde mig over, at vi ikke har lyttet til økonomerne,« sagde Claus Hjort Frederiksen til Berlingske.

Hvad er op og ned i den diskussion? Her er fem kolde iagttagelser:

1. Arbejdsløsheden er lav.

Arbejdsløsheden stiger, men den er stadig meget lav. Faktisk historisk lav. De fleste prognoser taler om, at arbejdsløsheden kan stige fra cirka 50.000 i dag til cirka det dobbelte om et år. Måske endda over 100.000 i løbet af næste år. Til sammenligning var tallet cirka 300.000, da daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen kom til i 1993.

Der kommer i øvrigt nye tal fra Danmarks Statistik i overmorgen. De vil vise endnu en stigning i arbejdsløsheden og hælde benzin på diskussionen.

2. Kulturkampen er afgjort.

Venstrefløjen vandt kulturkampen om arbejdsløsheden. Det mest tydelige udtryk for det er Fogh Rasmussens og Hjort Frederiksens udtalelser. De ved begge, især Fogh Rasmussen, som er uddannet økonom, at en ekstremt lav arbejdsløshed kan være usund. Helle Thorning-Schmidt ved det også. Hun har en eksamen i statskundskab.

I gamle dage ville politikerne på Christiansborg i øvrigt have forholdt sig til arbejdsløsheden ud fra deres holdninger og ideologi. I dag er politikerne snarere advokater for deres vælgergrupper og eftersom den store vælgergruppe på midten er bekymret for den voksende arbejdsløshed, må politikerne tage bekymringen alvorligt.

3. Udfordringen er der stadig

På længere sigt - 10-15 år - kommer truslen ikke fra arbejdsløsheden, men fra manglen på arbejdskraft. Det er blot politisk umuligt at komme igennem med det synspunkt nu. Det er ikke nemt at foreslå indgreb mod efterløn og dagpenge, mens arbejdsløsheden er på vej op.

4. Her er spillereglerne

Hvis politikerne vil være med i diskussionen om arbejdsløsheden, skal de kende de skjulte dagsordener:

Arbejdsgiverne har som strategisk mål at have en stor arbejdsstyrke og gerne så veluddannet og så billig som muligt. Derfor vil arbejdsgiverne altid presse på for at få flere mennesker ud på arbejdsmarkedet. Det betyder, at arbejdsgiverne siger det samme, uanset om arbejdsløsheden er høj eller lav.

Fagbevægelsen har som strategisk mål at beskytte deres medlemmers løn- og arbejdsvilkår. Derfor vogter fagbevægelsen ikke kun over deres overenskomster, men også over a-kasserne, som er fundamentet for fagbevægelsens organisationer. Nogle mennesker tror ligefrem, at de får deres dagpenge fra fagforeningen og ikke fra a-kassen.

5. Spillereglerne skal overholdes

Hvis Socialdemokratiets arbejdsmarkedsordfører, Thomas Adelskov, havde kendt disse enkle spilleregler, var han ikke kommet galt af sted i weekenden. Adelskov foreslog søndag, at folk, som ikke er i a-kasse, skal have lov til at melde sig ind på en måde, så de hurtigt kan få dagpenge, når de bliver arbejdsløse (se her). Samme dag blev forslaget skudt ned af S-toppen (se her). Hvis Adelskovs forslag var blevet til virkelighed, ville det sende et klart signal fra Christiansborg til landets lønmodtagere: I behøver ikke at melde jer ind i en a-kasse. Når krisen kommer, giver vi jer en smutvej ind. Hm.

Fremtidens store udfordring for fagbevægelsen bliver at overbevise folk om, at de skal melde sig ind i en fagforening, selv om manglen på arbejdskraft betyder, at risikoen for arbejdsløshed vil være meget lille. Det er ikke ligefrem forslag som Thomas Adelskovs, fagbevægelsen har brug for nu.

Arbejdsgiverne tav i søndags. I realiteten ville de også være imod forslaget. Arbejdsgiverne og fagbevægelsen har en fælles interesse i at holde folk på kontanthjælp væk fra dagpengene. Det ene opfattes som et bøvlet B-hold, det andet som et veluddannet A-hold.

Det er er mest bekvemt at have de to verdener skilt ad.