Nedtællingen er startet til et af de vigtigste topmøder i efterkrigstiden. I weekenden blev de sidste forberedelser gjort forud for det økonomiske topmøde torsdag 2. april i London, men USA og Europa er uenige om dagsordenen

Toppen af verdensøkonomien mødtes i den lille sydengelske by Horsham i weekenden. De 20 finansministre og deres centralbankdirektører kom fra verdens største økonomier og de skulle gøre de sidste forberedelser forud for det uhyre vigtige G20-topmøde i London torsdag 2. april.

Du kan læse mødets sluterklæring her og dagsordenen for G20-topmødet 2. april her.

På mødet i London skal stats- og regeringscheferne følge op på det globale krisemøde som blev holdt i Washington tilbage i november (se min analyse fra dengang her). Dengang var krisen endnu »kun« en finanskrise, men siden har krisen udviklet sig til en rigtig økonomisk krise som tåler sammenligning med recessionen i 1930erne. Mødet i London vil vise om verden kan samles om at tackle den globale økonomiske krise. Kan de 20 mægtigste lande i verden se bort fra deres egne interesser?

Dagsordenen for mødet i London rummer tre punkter:

1. Finansmarkederne skal stabiliseres, så husholdninger og virksomheder kan komme gennem krisen,
2. Det internationale finansielle system skal moderniseres og styrkes,
3. Den globale økonomi skal styres mod en sund vækst.

Efterhånden som krisen er blevet værre har det vist sig at verdens mægtigste lande har svært ved at samles om den dagsorden. Hvad er vigtigst?

I dagene op til weekendens møde i England blev det tydeligt at der er store indbyrdes uenigheder. Uenigheden står især mellem USA på den ene side og de store EU-lande, Tyskland og Frankrig på den anden side. Kort fortalt, så presser USA på for at G20-landene skal være endnu mere offensive i deres kamp mod krisen, for eksempel ved at pumpe flere penge ud i deres økonomi. I stedet, mener den franske præsident Nicolas Sarkozy og den tyske bundeskansler Angela Merkel, har vi allerede gjort meget for at bekæmpe krisen. Nu bør vi koncentrere os om at sikre at ulykken ikke kommer igen, derfor er det vigtigste at sikre en effektiv regulering af finansverdenen.

Konflikten er logisk

Konflikten skyldes, at USA er hårdere ramt af krisen end Europa. Oven i kommer at USA ikke har samme tradition som Europa for at regulere de finansielle virksomheder.

I slutdokumentet fra weekendens møde forsøgte parterne at slå den forsonlige tone an. Tilsyneladende er finansministrene enige om at,

»…tage et hvilket som helst nødvendigt skridt indtil økonomisk vækst er genskabt.«

Det hedder også at den vigtige prioritet nu er at genskabe bankernes udlån blandt andet ved at fortsætte med at støtte med likviditet, ved at rekapitalisere bankerne og ved at håndtere dårlige lån. Sådanne formuleringer var imidlertid hvad man som minimum måtte forvente i et slutdokument fra et møde hvor verdens stærkeste finansministre er samlet. Intet tyder på at den fundamentale uenighed er ryddet af vejen.

Centralbankcheferne udtalte sig også oven på mødet. I de seneste måneder har centralbankerne rundt om i verden forsøgt at hjælpe politikerne med at imødegå krisen. Det har de gjort ved at sætte deres renter ned, så det bliver billigere at låne penge for virksomheder og forbrugere. I erklæringen fra mødet udtalte centralbankcheferne at at de ville fastholde deres ekspansive politik så længe den er nødvendig. Det er en stærk erklæring, men i praksis, hvad betyder den så?

Centralbankerne rundt om i verden kan dårligt gøre mere end de allerede har gjort, snarere er den ubehagelige sandhed at deres værktøjskasse - rentenedsættelser - er ved at være udtømt.

Topmødet kan forlænge krisen

Der er godt to uger til G20-topmødet i London. Allerede nu følger økonomer og finansverdenens topchefer intenst med i det politiske slagsmål om mødets dagsorden. Vækst eller regulering?

Hvis uenigheden mellem USA og Europa får lov at fortsætte op til topmødet torsdag 2. april, vil det svække mødets muligheder for at blive en succes. Resultatet kan blive at den globale økonomiske krise bliver forværret og forlænget.