Når statsminister Anders Fogh Rasmussen er rejst til Nato, sidder politikerne på Christiansborg tilbage med et fælles problem. Landets økonomi hænger ikke sammen og hos økonomerne vokser frustrationen, men tiden vil tvinge politikerne til at gøre noget.

Når den megen ståhej om Anders Fogh Rasmussen (V) og hans Nato-job er overstået, så vender hverdagen ubarmhjertigt tilbage til regeringen og politikerne på Christiansborg. Det drejer sig om politikernes store tabu som de på tværs af partierne er enige om at lade være med at tale om:

Der er hul i statens pengekasse.

Det har længe været kendt, at hvis den offentlige økonomi skal hænge sammen i fremtiden, så mangler vi penge. Det er fastslået flere gange, blandt andet i Finansministeriets såkaldte 2015-plan. Vi kommer til at mangle cirka 14 milliarder kroner årligt og de penge skal findes på den ene måde eller på den anden måde.

Politikerne kan dreje på tre håndtag:

• De kan skaffe flere indtægter til statskassen, det vil sige hæve skatterne. Det vil politikerne ikke.
• De kan skære ned på udgifterne. Det vil politikerne heller ikke.
• De kan få folk til at arbejde noget mere og de kan få flere mennesker ud på arbejdsmarkedet. Den er politikerne med på. Det er bare ikke så nemt.

Tag sygeplejerskerne. Vi mangler sygeplejersker og de første historier er dukket op i pressen om at manglen på sygeplejersker kan koste menneskeliv. Derfor har vi brug for at sygeplejerskerne arbejder mere. Der er kun få veje at gå og ingen af dem er særligt behagelige.

Man kan vælge at holde sygeplejerskerne længere på arbejdsmarkedet, for eksempel ved at stramme adgangen til efterløn. Eller man kan vælge at hyre sygeplejersker ind fra udlandet, det er blot svært eftersom de også mangler dem i resten af verden. Eller man kan ansætte folk som har en lavere uddannelse end sygeplejersker. Det vil udfordre vores allesammens tryghedsfølelse og i øvrigt også de faglige organisationer som Dansk Sygeplejeråd. Ikke nemt.

Politikerne på Christiansborg er helt klar over problemet. Ingen af dem ønsker imidlertid at træde de vigtige midtervælgere over tæerne. Ingen har noget at lade hinanden høre, hverken regeringen eller oppositionen.

Politikerne ved også godt at de ikke har så mange skud i bøssen. Faktisk har politikerne kun tre chancer inden for en overskuelig årrække og de to chancer er endda allerede brugt. Den første kom sidste efterår da Jørgen Søndergaards arbejdsmarkedskommission kom med forslag til hvordan man kan få folk til at arbejde mere. Det var barske forslag. De gik ud på at forkorte perioden hvor arbejdsløse kan få dagpenge og på at stramme adgangen til efterlønnen.

Forslagene fik en brat død en aften i november da Lars Løkke Rasmussen (V) og Helle Thorning-Schmidt (S) gik fra hinanden i vrede. Dig kan jeg ikke stole på, sagde de til hinanden for rullende tv-kameraer. Faktisk kunne forslagene fra Jørgen Søndergaard have lukket hele hullet på 14 milliarder kroner. Nu faldt det alt sammen til jorden i stedet.

Det næste forsøg var Carstens Kochs skattekommission som kom med sit forslag i sidste måned. De forhandlinger førte imidlertid til et nyt brud mellem regeringen og oppositionen. Derfor måtte regeringen lave en smal skattereform med støttepartiet Dansk Folkeparti og det betød at kun cirka en tredjedel af hullet kan lukkes. I alt cirka fem mia. kroner.

Det betyder at cirka 9 milliarder kroner stadig mangler.

Inden for en overskuelig tid har politikerne derfor kun én mulighed tilbage. Den får de til august når den sidste rapport kommer fra Arbejdsmarkedskommissionen.

Problemet for politikerne er at hvis folk synes at forslagene fra Carsten Koch var uretfærdige - lettelser af topskatten for at få folk til at arbejde mere - så bliver det endnu værre når forslagene fra Jørgen Søndergaard dukker op til august. Jørgen Søndergaard vil utvivlsomt gentage nogle af forslagene fra sidste gang som blev jordet af politikerne. Det vil sige stramninger af både dagpenge og efterløn.

Intet tyder på at regeringen kan få et bredt flertal for sådanne forslag. Brikkerne på Christiansborg er stillet sådan op, at netop den økonomiske politik er udset til at være slagmarken til næste valg.

Blandt landets økonomer ser de med voksende frustration på at dette - bogstavelig talt livsvigtige - emne ikke fylder ret meget på dagsordenen på Christiansborg. Måske har politikerne ligefrem en fælles forståelse af at lade være med at tale om det. Et slags tabu.

Et er imidlertid sikkert. Hvad enten politikerne kan lide det eller ej, kommer de til at bide til bolle. Jo længere tid, der går, jo mere brutale bliver løsningerne nødt til at være. Uanset om vi får en ny eller en gammel statsminister den kommende uge, så råber denne udfordring efter ham som den største.

Og hvis vi en dag får Helle Thorning-Schmidt som ny statsminister, så ændrer det ikke noget.

Vi vil stadig have et hul i statskassen.