Hovsa: Hvis Danske Bank får brug for det, så er staten klar til at blive storaktionær i banken. Det er et højst uventet resultat af arbejdet med Bankpakke 2 og i strid med regeringens politik. Alligevel holder oppositionen lav profil.

Mens G20-topmødet i London dominerede den økonomiske dagsorden i denne uge, skete noget usædvanligt i København.

I tirsdags fortalte Danske Bank, at banken har søgt staten om at låne 26 milliarder kroner. Nyheden var en udløber af den såkaldte Bankpakke 2 fra januar. Men senere i meddelelsen hed det, at »Banken har samtidig ansøgt om mulighed for, at den kan konvertere sit ansvarlige lån til aktiekapital…«.

Aktiekapital? Kan staten nu blive aktionær i Danske Bank? Endda en stor aktionær? Sådanne spørgsmål turde være utænkelige. Vi lever imidlertid i utænkelige tider og svaret er - ja.

Forløbet er sådan:

Oven på Bankpakke 2 dukkede et uventet og giftigt problem op. Problemet kom udefra. Det viste sig at de internationale ratingbureauer, for eksempel Moody’s og Standard & Poor’s, havde strammet deres krav til bankers sundhed. De var derfor kritiske over for den danske Bankpakke 2 som omfatter en såkaldt hybrid kernekapital, frem for en mere solid egenkapital.

Det var et problem. Når ratingbureauer giver en bank en dårlig karakter, bliver det dyrere at låne for banken. Derfor gjaldt det for danskerne om at skrue en model sammen så den hybride kernekapital kommer til at »ligne« egenkapital så meget som muligt.

Løsningen blev at man åbnede for at bankerne kan konvertere lånet til aktiekapital. Dog under visse betingelser. Udover en konkret forhandling om prisen, skal banken være børsnoteret og uden såkaldte stemmeretsbegrænsninger. Du kan se bekendtgørelsen her.

I realiteten er der tale om en Lex Danske Bank. Nordea klarer sig selv via en klassisk aktieudvidelse. Jyske bank og Sydbank samt de fleste øvrige banker har såkaldte stemmeretsbegrænsninger. Hvis de skal have staten ind som aktionær, skal de først afskaffe denne beskyttelse. Dermed gør de sig sårbare for en overtagelse, hvilket i øvrigt er regeringens dagsorden: Færre banker.

Populært sagt: Landets største bank er så vigtig for samfundet, at regeringen er villig til at sluge en gigantisk ideologisk kamel for at holde hånden under banken. Sagen har flere perspektiver:

Regeringen hopper fra tue til tue…

Krisen har bragt os så langt ind i mørket at vi er i helt ukendt terræn nu. Ingen kan længere hævde at regeringens politik over for de kriseramte banker følger en klar strategi. Der er ikke en rød tråd i håndteringen af Roskilde Bank, EBH Bank, Løkken Sparekasse, Fionia Bank og nu Danske Bank. Økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen (K) har bevæget sig væk fra sin grundholdning om at staten ikke skal eje eller drive banker. Nu gælder det praktiske løsninger på praktiske problemer.

Hvis staten en dag står som stor aktionær i Danske Bank vil det åbne utallige dilemmaer for både staten og finansverdenen. I øvrigt siger erfaringen fra udlandet, at det tager lang tid for staten at komme ud igen, når først staten er blevet aktionær i en bank. Den svenske stat er endnu i dag aktionær i Norden mere end 15 år efter at staten trådte ind i aktionærkredsen. Disse dilemmaer kommer imidlertid i anden række er holdningen. Her og nu gælder det krisestyring.

…men oppostionen tier stille

Trods denne historiske situation, så sidder oppositionen på hænderne. Oppostionen har valgt at kanten til regeringen skal være det klassiske slagsmål om økonomien: Arbejdsløshed, vækstpakke, velfærd. Den slags.

Derimod hviler både Bankpakke 1 og Bankpakke 2 på brede politiske flertal og flere politikere fra oppositionen giver udtryk for tilbageholdenhed. Selv de hårde drenge i forligskredsen, ordførerne Morten Bødskov (S) og Ole Sohn (SF) udviser forsigtighed. Ingen ønsker at skubbe til en mulig kritisk situation for landets største bank. For meget står på spil, simpelthen. I øvrigt har oppositionen lært at de let kan brænde fingrene på det følsomme aktiemarked.

På den måde flyttes de tungeste ideologiske hegnspæle i landets økonomi i stilhed.