Den danske stat er på vej ind som aktionær i en række danske banker. Det har udløst en diskussion for og imod staten som aktionær. Her er nogle af de centrale spørgsmål og nogle bud på svar.

(Sagen var i øvrigt til debat i Deadline torsdag aften, du kan eventuelt se klippet, hvor jeg var med her).

Her i landet er diskussionen især blusset op, efter at det tirsdag aften kom frem at den danske stat er blevet aktionær i Skælskør Bank. Den sag var ikke offentligt kendt, men kom frem, fordi banken sendte en fondsbørsmeddelelse om, at statens selskab, det såkaldte Finansiel Stabilitet, ejer over fem procent af aktiekapitalen.

Her er de centrale spørgsmål i disse dages diskussion.

Hvad er forskellen på USA’s og Danmarks politik over for bankerne?

Der er mange forskelle, men den vigtige principielle forskel handler om statens rolle. Danske politikere som tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) og økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen (K) har flere gange afvist, at staten skal eje eller drive banker. Nu sker det alligevel.

I USA og i Storbritannien har regeringerne længe været i gang med at redde finansvirksomheder med direkte hjælp fra staten. I USA har staten blandt andet gjort det med kreditinstitutterne Freddie Mac og Fannie Mae, mens den britiske stat gjorde det med banken Northern Rock.

Men USA lod Lehman Brothers gå konkurs?

Ja, det skete i september sidste år. Det viste sig imidlertid, at Lehman Brothers-konkursen var så stor, at den sendte chokbølger gennemi hele verdens finansielle system. Her i landet blev blandt andre Danske Bank ramt hårdt. Siden konkursen i Lehman Brothers har alle vestlige lande uanset ideologi været optaget af at redde deres kriseramte banker. Et moderne samfund har ikke råd til at lade en stor bank gå konkurs.

Hvad er fordelen ved, at staten er aktionær i bankerne?

I en krise sender det et signal om styrke og troværdighed, når en bank får staten i ryggen som aktionær. Netop det signal kan være afgørende, når en presset bank skal ud på det internationale kapitalmarked for at låne penge.

… og hvad er ulempen?

Ligesom hos Goldman Sachs i USA, frygter de danske bankdirektører, at politikerne vil straffe dem endnu mere, end de allerede har gjort, med indgreb mod bonus og optioner.

Staten som aktionær kan også skabe ulige konkurrence mellem bankerne. Erfaringen viser, at det kan tage lang tid for staten at komme ud igen. Den svenske stat er fortsat aktionær i Nordea, selv om det er mere end 15 år, siden, staten trådte til som aktionær.

Hvordan er den danske stat så blevet aktionær alligevel?

Den første bankpakke kom i oktober sidste år. Den grundlæggende ide var, at bankerne som branche skulle klare problemerne selv. Staten ville ikke fedtes ind i at være aktionær.

Bankpakke 1 var en forsikringsordning, hvor bankerne betaler en præmie til staten. Men bankerne fik lov til at vælge mellem flere forskellige måder at betale på, blandt andet kunne de betale med aktier. Det viser sig nu, at det har nogle danske banker valgt at gøre. Derfor er den danske stat nu aktionær i et ukendt antal danske banker. Foreløbig kender vi kun til Skælskør Bank, men der er tale om flere. Antallet er foreløbig hemmeligt foreløbig.

…. og hvordan med Bankpakke 2?

Den danske Bankpakke 2 blev vedtaget i januar. Den skal »polstre« de danske banker, så de får kræfter til at låne penge ud igen. Den såkaldte polstring skal ske ved, at staten låner den enkelte bank penge.

Det viste sig imidlertid undervejs i processen, at de internationale ratingbureauer strammede kravene, når de vurderede bankernes sundhed. Ratingbureauerne har ikke særlig stor respekt for styrken af lånene i den danske bankpakke, de foretrækker, at staten hjælper med regulær aktiekapital. Derfor har den danske regering nu gjort det muligt for de danske banker at søge om at konvertere deres lån fra staten til aktier – og så bliver staten aktionær. Den manøvre er især besluttet for at kunne hjælpe landets største bank, Danske Bank.