A.P. Møller – Mærsk er ramt endnu hårdere af krisen, end det har været kendt hidtil. Det kom frem på generalforsamlingen i dag. Nu skal virksomheden klare sig igennem krisen med de gamle dyder, som Mærsk Mc-Kinney Møller står for

Solen skinnede, folk smilede, og mange hilste hjerteligt på hinanden. De flere tusinde aktionærer klappede i hænderne, som de plejer på generalforsamlingen i landets suverænt største virksomhed, og også hovedaktionæren var i godt humør.

Som sædvanlig dukkede Mærsk Mc-Kinney Møller op omgivet af livvagter, og han indtog generalforsamlingen badet i blitzlys som en rockstjerne. Imens kappedes aktionærer og journalister om at slå et ord af ham eller måske ligefrem få en autograf.

Humøret er imidlertid ikke til solskin hos A.P. Møller – Mærsk. Snarere er humøret til det modsatte. Humøret er til storm, og det skal forstås bogstaveligt. Topchefen, Nils Smedegaard Andersen, kalder virksomhedens vigtigste strategiske prioritet i 2009 for ’Weathering the storm’. På godt dansk kan udtrykket oversættes til en blodig og global sparerunde med fokus på virksomhedens lønsomhed.

Krisen var det altdominerende tema på generalforsamlingen i formiddags. Krisen har kostet aktionærerne dyrt, og den har især ramt virksomhedens livsnerve – containerforretningen Maersk Line.

I nyere tid har en Mærskformand ikke udtalt sig så dystert, som det skete i dag. Bestyrelsesformanden, Michael Pram Rasmussen, sagde:

»Vi oplever i dag et historisk ringe marked med faldende mængder i et niveau ikke tidligere set, samtidig med at høj tilgang af ny tonnage resulterer i et uhørt pres på raterne. Denne ubalance er uholdbar, men forventes ikke at ændre sig på den korte bane«, sagde formanden.

To livssyn på Esplanaden

Nu handler det om krisestyring. Alle kræfter sættes ind på at få styr på drift og økonomi. Nye opkøb sættes på ’hold’, omkostninger skæres ned, flere tusinder ansatte fyres, og fokus rettes stift mod kunderne, som skal fastholdes for enhver pris. Hvis der overhovedet er kræfter til at vokse, skal det ske ved såkaldt organisk vækst. Det er slut med opkøb.

Dermed skærper krisen den strategi, som virksomheden har fulgt, siden Jess Søderberg og to øvrige skibsredere forlod Esplanaden i 2007.

Den tidligere ledelse med topchefen Jess Søderberg i spidsen ville vokse ved at købe op blandt andre rederier. Ideen var, at branchen var i gang med en såkaldt konsolidering, hvor størrelse var vigtigt. For enhver pris skulle man være stor, og den hurtigste måde at vokse på var at købe op blandt andre rederier. Tankegangen førte blandt andet til det problematiske køb af rederiet P&O Nedlloyd i 2005.

Det synspunkt var imidlertid i strid med Mærsk Mc-Kinney Møllers livssyn. Han har altid været skeptisk over for opkøb; han har foretrukket at vokse ved såkaldt organisk vækst. Hurtig vækst fører til bureaukrati, og så risikerer man, at man taber den tætte kontakt til kunderne.

Med fyringen af Jess Søderberg og ansættelsen af Nils Smedegaard Andersen gjorde rederiet op med tanken om at vokse via opkøb og vendte tilbage til de gamle dyder: lønsomhed og fokus på kunderne.

Alt sammen noget af en intellektuel balancegang for en Michael Pram Rasmussen, som fuldt ud støttede Jess Søderberg og de daværende skibsredere i, at de skulle købe op. Nu står Pram og Smedegaard skulder ved skulder i synspunktet om lønsomhed.

Se eventuelt to tidligere analyser af de to forskellige livssyn på Esplanaden her og her

I øvrigt forløb generalforsamlingen fredeligt set med Mærsk8øjne. Der var ganske vist mere kritik end normalt. Enhedslistens Frank Aaen kritiserede ledelsen, Ip Pui Yu fra den kinesiske organisation Globalization Monitor kritiserede forholdene for de kinesiske ansatte, og flere aktionærer efterlyste mere åbenhed i regnskabet, især om direktionens lønninger. Som sædvanlig blev kritikken pakket ind i venligheder uden indrømmelser fra Michael Pram Rasmussen.

Kontrol over generalforsamlingen

Vigtigere for Mærskfolkene var det utvivlsomt, at de praktiske ting klappede. I en virksomhed, hvor ejeren stiller ekstreme krav til form og præcision, betyder den slags alt.

Sidste år blev generalforsamlingen holdt i Svendborg. Det betød kaos, trafikken brød sammen på de små veje omkring Valdemars Slot, og generalforsamlingen måtte udsættes.

I dag var der anderledes styr på tingene. Det var i Bella Center ved København. Masser af plads til de store biler, og Mærsk8ansatte var udkommanderet i stort tal for at få tingene til at glide. Herrerne var alle i klassiske jakkesæt med et mørkt rødt slips med små Mærsksymboler, mens kvinderne alle var udstyret med et fikst tørklæde i blå og hvide farver og med et maritimt motiv.

Helt anderledes var det med de ansattes gamle chef i dag. Til almindelig overraskelse dukkede Jess Søderberg op. Vistnok første gang han viste sig i en officiel Mærsksammenhæng, siden han røg ud. Jess Søderberg gik smilende rundt, og han hilste på den bestyrelse, der sendte ham ud i mørket for to år siden. Jess Søderberg var solbrændt, og han bar – i strid med alle Mærskregler – lys blazer, sorte cowboybukser og intet slips. Han lignede en mand, der glæder sig over, at han slap ud fra Esplanaden, før krisen brød løs.