Selv om sammenbruddet i IT Factory mere var en kriminalsag end en erhvervsskandale, så har sagen gjort stort indtryk i erhvervslivet.

Stein Bagger fik syv år. Hvis ikke sagen ankes, så sagen er slut og efter tre hæsblæsende dage i retten i Lyngby og et mediecirkus uden fortilfælde, så lad os gøre status. Set med erhvervslivets øjne var de vigtigste spørgsmål før retssagen disse:

1. Angrer Stein Bagger?

Nej. Intet tyder på det. Hvis hans mange ofre havde set frem til at få en undskyldning, så fik de en lang næse. Stein Bagger spillede snarere rollen som en celebrity og stillede storsmilende op til fotografering. Måske synes Bagger at han er sej, men vejen tilbage til erhvervslivet er helt lukket med den attitude. I erhvervslivet vil headhunterne tænke: Hvis manden ikke angrer, så kan han vel finde på at gøre det igen?

2. Hvad var Stein Baggers motiv?

Motivet var primitiv grådighed - det gjaldt om at få penge til at finansiere et absurd forbrug i form af biler, armbåndsure, smykker, malerier og en lystyacht. Sikkert også et behov for anerkendelse. I hele Stein Baggers karriere har han haft et stort behov for anerkendelse som erhvervsleder, men vi ved nu at han aldrig lykkedes med noget i sine mange virksomheder. Stein Bagger har aldrig skabt værdi eller skabt en holdbar forretningsmodel. I retten forsøgte Stein Bagger at skabe et billede af at han var blevet truet af gangstere. Det har ikke kunne bevises eller sandsynliggøres.

3. Var IT Factory sund?

Det hævdede forsvareren Lars Kjeldsen i sit forsvar for Bagger. »IT Factory var jo ikke en kulisse – IT Factory var en rigtig levende virksomhed,« sagde Lars Kjeldsen.

Nej, IT Factory var varm luft og bedrag, en virksomhed som ikke fik nye kunder i årevis og hvor indtægterne ikke var reelle. De mange ansatte blev holdt i uvidenhed af direktøren og brugte deres tid på at udvikle nye og fremtidige produkter.

4. Hvad nu?

Nu kommer det økonomiske opgør. Kuratoren - advokat Boris Frederiksen - vil forsøge at kræve nogle af de tabte penge hjem til kreditorerne. Især fra revisorerne hos KPMG, men også fra bestyrelsen med formanden Asger Jensby og den tidligere TDC-topchef Henning Børgesen. Danske Bank og IBM har tabt mange millioner kroner på IT Factory og er på krigsstien.

Rigtig mange penge står på spil i det opgør og det er sikkert grunden til, at Danske Bank, IBM og KPMG har været særdeles fåmælte de seneste dage, trods de grove anklager om lemfældighed. Et forkert ord eller en uheldig indrømmelse vil blive udnyttet i det kommende opgør. Så hellere tåle ydmygelsen i retten.

Hvis Boris Frederiksen skal lykkes med at tvinge penge ud af for eksempel revisorerne, så skal han bevise at de har begået alvorlige fejl. KPMG har ingen interesse haft i at give ham ammunition i form af eventuelle indrømmelser.

5. Hvad har erhvervslivet lært?

Alle har fået en lærestreg. Overalt er arbejdsgange strammet op og procedurer er blevet indskærpet. Især har erhvervslivet lært den lektie, at hvis man bliver snydt, så taber man ikke bare en masse penge, man risikerer også at tabe på imagekontoen. Store virksomheder er blevet udstillet i retten i Lyngby de seneste dage.

Tag blot Danske Bank som i disse dage kører en stor kampagne i medierne, hvor banken viser ydmyghed og rækker hånden frem til kunderne. Kampagnen skyldes ikke kun Stein Bagger-sagen, men hele finanskrisen - alligevel viser kampagnen at selv landets mest magtfulde bank er sårbar når det gælder bankens image.

Der er i øvrigt enighed om at reglerne er gode nok. Politikerne på Christiansborg er ikke på vej med nye regler på grund af denne sag.

6. …og hvad med revisorerne?

Ikke kun KPMG, men hele revisorbranchen har fået sig en forskrækkelse. Det er gået op for revisorerne at folk har nogle forventninger til revisorer som revisorerne ikke selv har. I et større indlæg i dagbladet Børsen forleden skrev formanden Kurt Gimsing og direktøren Charlotte Jepsen fra Foreningen af Statsautoriserede Revisorer om det paradoks:

»Der er simpelthen en forventningskløft mellem, hvad offentligheden forventer revisor gør, og det revisor rent faktisk skal gøre. Offentligheden forventer, at revisor er ansvarlig for at finde besvigelser. Men revisor er rent faktisk alene ansvarlig for at lede efter besvigelser.«

For det utrænede øje kan den sproglige forskel på de to udsagn forekomme beskeden, men den er temmelig fundamental. Hvis udsagnet står til troende, kan man ikke bebrejde KPMG at de ikke opdagede bedrageriet i IT Factory. Men hvem skulle så have opdaget bedrageriet?

Ingen?

Hvis den konklusion bliver udgangen på det økonomiske opgør, kan sagen alligevel få et efterspil blandt politikerne på Christiansborg.