Selv om den normalt fredelige agurketid står for døren, så viser de seneste dages nyheder, at sommeren vil tilbyde flere interessante opgør i erhvervslivet. Hvis man vil følge med, er her en introduktion.

Erhvervslivets topchefer er så småt på vej ud i sommerlandet, og vi nærmer os agurketiden, hvor det er småt med nyheder. Også for os erhvervsjournalister.

Tingene kommer imidlertid ikke til at gå helt i stå hen over sommeren. Tværtimod. I de seneste dage er brikkerne blevet stillet op til flere interessante opgør, som vil udspille sig de kommende uger og måneder. I hvert fald fem kan vi se frem til:

1. EQT mod Danske Bank

I onsdags gik den store møbelproducent Bodilsen konkurs. Forud gik et bittert opgør mellem ejeren, – den svenske kapitalfond EQT –, og virksomhedens bankforbindelse –, Danske Bank. Hæderkronede Bodilsen på Mors med 400 ansatte var efter nogle hårde år presset helt i knæ, og EQT kunne kun føre virksomheden videre ved at skyde mere kapital ind. Det ville EQT godt, men kun hvis Danske Bank ville hjælpe med.

»Vi fremlagde et forslag til bankerne, hvor vi ville tilføre Bodilsen yderligere kapital, mod at bankerne var klar til at konvertere en stor del af bankgælden til aktier. Men det ville bankerne ikke være med til«, sagde partner i EQT, Samir Kamal til borsen.dk.

Hos Danske Bank, sagde direktør Per Skovhus: »Långiverne i Bodilsen havde en forventning om et tilfredsstillende forslag fra ejerne«. Man behøver ikke at være spindoktor for at forstå, hvad den høflige Danske Bank-direktør forsøger at sige: De er rasende i Danske Bank, og de fandt tilbuddet fra EQT komplet håbløst. En provokation: Hvis en virksomhed er presset, er det vel op til ejeren at redde virksomheden?

I pressens dækning af sagen er skurkerollen foreløbigt landet hos Danske Bank, der ikke ville hjælpe ejeren med til redde Bodilsen.

Det er en overfladisk betragtning.

I virkeligheden illustrerer magtkampen mellem EQT og Danske Bank et vigtigt dilemma i tidens erhvervsliv: Når en kapitalfond får problemer i en virksomhed, så forsøger den at presse bankerne til at hjælpe med penge. I de kommende måneder vil flere kapitalfonde få problemer som følge af finanskrisen, og vi vil se flere af den slags magtkampe. Det skal blive interessant at se, hvor skurkerollen lander. Hos kapitalfondene eller hos bankerne?

2. Kommuner mod fagbevægelse og arbejdsgivere

Forleden kom en glad nyhed fra Kommunernes Landsforening (KL). Det viser sig, at de såkaldte kommunale jobcentre er rigtig dygtige i kampen mod arbejdsløsheden. Faktisk så dygtige, at overskriften på hjemmesiden hos KL lyder sådan: »Kommunale jobcentre bedst til at holde ledigheden nede«.

I artiklen glæder borgmester Erik Nielsen sig. Han er formand for KL’s arbejdsmarkeds- og erhvervsudvalg: »Det er fint og glædeligt. For det viser, at kommunerne er klar til 1. august at overtage det samlede ansvar for alle ledige«.

Herregud.

Når man læser tallene lidt nøjere, viser det sig, at otte ud af 14 kommunale jobcentre har en mindre stigning i ledigheden end i de jobcentre i landsdelen, hvor opgaven varetages af statsansatte. Otte ud af 14. Mere spinkelt kan grundlaget for nyheden ikke være.

Det er spin.

En klassisk magtkamp. Kampen står mellem kommunerne på den ene side og arbejdsmarkedets parter på den anden side: Hvem skal have magten over den lokale arbejdsmarkedspolitik? Om en måned flytter magten til kommunerne, hvad arbejdsgiverne og fagbevægelsen er rasende over. Man forstår godt, at kommunerne i disse uger gør, hvad de kan, for at overbevise alle om, at de er gode til at hjælpe de arbejdsløse i arbejde. Se min tidligere analyse af magtkampen her.

Hvis arbejdsgiverne og fagbevægelserne kender deres besøgelsestid, så lægger de maksimalt pres på kommunerne hen over sommeren for at stresse dem i takt med, at arbejdsløsheden vokser.

3. DI mod LO

Forleden oplyste DI, landets mest magtfulde erhvervsorganisation, at de ansatte i hovedsædet på Rådhuspladsen i København ikke får lønforhøjelse i år. Det skyldes krisen, fortalte administrerende direktør Hans Skov Christensen til Jyllands-Posten. Tilsyneladende i solidaritet med DI’s hårdt pressede medlemsvirksomheder. Det er rent symbolsk, naturligvis. DI henter sine indtægter via kontingenter, og de indtægter er konstante trods den økonomiske krise. Men signalet er stærkt. Og tidspunktet er utvivlsomt valgt med omhu.

Lige nu skal topfolkene i fagbevægelsen til at forberede deres strategi forud for de vigtige forhandlinger om nye overenskomster til vinter.

For så vidt er signalet fra DI primitivt. Men det øger presset på fagbevægelsen her i sommervarmen: Når landets eksport er i nærmest frit fald, hvad i alverden skal fagbevægelsen så kræve i de nye overenskomster? Den er svær. Foreløbig træder de vande i fagbevægelsen og siger ikke rigtigt noget. Arbejdsgiverne, derimod, vil derimod sikkert forsøge at hente masser af nemme point i agurketiden. Vil fagbevægelsen se passivt til, eller vil den slå tilbage?

4. Banker mod virksomheder

På tirsdag udløber fristen for, at landets banker kan søge om hjælp fra bankpakke 2. Langtfra alle banker ser ud til at søge, og det kan udløse en hidsig diskussion i sommervarmen.

Hele ideen med bankpakke 2 var som bekendt at polstre bankerne. Og – håbede virksomhederne – så ville bankerne begynde at låne penge ud igen.

Foreløbig lyder det fra virksomhederne og deres lobbyister i DI, Dansk Erhverv og Dansk Byggeri, at det ikke er sket. Tværtimod. Vi har stadig en såkaldt kreditklemme.

Hvis det viser sig, at alle de mange penge i bankpakke 2 ikke bliver brugt, vil det politiske pres på bankerne vokse igen. Imens kæmper bankernes forening, Finansrådet, og formanden, Peter Schütze, topchef i Nordea, for at forklare journalister og lobbyister, at kreditklemmen slet ikke findes.

Det mest sikre bud på det tungeste slagsmål i erhvervslivet hen over sommeren.

5. LD mod sig selv

I onsdags trak formanden for fagforbundet FOA, Dennis Kristensen, sig ud af bestyrelsen hos Lønmodtagernes Dyrtidsfond (LD). Det skete i protest mod forholdene i LD, hvor den mangeårige topchef, Jeppe Christiansen, er udsat for hård kritik for både habilitetsproblemer og store bonusser.

I den øvrige fagbevægelse ryster de på hovedet af Dennis Kristensen, som har gået enegang før. Især under overenskomstforhandlingerne sidste år. En løs kanon på dækket.

Omvendt nyder Dennis Kristensen anerkendelse for sin næse, når det gælder holdningen i folkedybet og i fagbevægelsens bagland. Hans udtræden af LD-bestyrelsen lægger et stort pres på Jeppe Christiansen og de øvrige medlemmer af bestyrelsen. LD-affæren var ellers på vej til at blive lagt død i form af en grundig og langsom undersøgelse, men nu har Dennis Kristensen sørget for at give magtkampen nyt liv. LD-affæren kan køre hele sommeren og ligner et godt bud på det mest spektakulære af sommerens opgør