På Christiansborg er fronterne trukket hårdt op i den økonomiske politik. Derfor venter alle, at den vigtige rapport fra Arbejdsmarkedskommissionen bliver skudt ned, når den kommer i næste måned. Kan man forestille sig et alternativt forløb? Teknisk set er svaret ja.

Den økonomiske dagsorden for efteråret er allerede klar: Politikerne på Christiansborg skal tage sig af to ting:

1. De skal styre landet igennem den økonomiske krise.

2. De skal tage imod den vigtige rapport fra Arbejdsmarkedskommissionen i næste måned. Den kommer med forslag, der skal få os til at arbejde noget mere.

.
Foreløbig tyder alt på, at de to sager vil få hvert sit forløb. Politikerne vil bruge masser af tid på at diskutere, om vi skal have en vækstpakke eller ej. Derimod vil politikerne ikke røre ved rapporten fra Arbejdsmarkedskommissionen med en ildtang. Den er politisk død på forhånd.

Kan man forestille sig et alternativt forløb? Det kan man faktisk godt. Især hvis man ser bort fra de politiske intriger og kun ser teknisk på tingene.

Politisk naivt? Ja.

Lad os for diskussionens skyld forsøge alligevel.

Diskussion 1: Vækstpakke eller ej

Masser af penge er på vej ud i den danske økonomi. Håbet er, at danskerne vil bruge løs af dem. Især pengene fra skattereformen og de såkaldte SP-penge. Foreløbig vil regeringen vente og se, hvordan de mange penge virker, før de beslutter, om der skal sendes endnu flere penge ud i økonomien.

Hos oppositionen er sagen klar allerede: De vil gerne have en vækstpakke. Helle Thorning-Schmidt (S) & Co får endda en slags moralsk opbakning fra erhvervslivet. I hvert fald indirekte. Mange virksomheder klager over, at bankerne ikke vil låne dem penge til nye projekter, trods de to store bankpakker. Risikoen, ved at politikerne sender flere penge ud i økonomien, er, at de skubber for hårdt. Hvis tingene får for meget fart på, vil det give flaskehalse og lønpres og inflation. Det vil også belaste statsbudgettet.

Selv om regeringen gerne vil vente så længe som muligt med at tage stilling, så bliver de nødt til snart at komme med et nyt bud på situationen. Allerede i næste måned skal finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) komme med både en økonomisk redegørelse og et forslag til finansloven for 2010.

Diskussion 2: Arbejdsmarkedsreform

Om ret kort tid, allerede torsdag 20. august, kommer Arbejdsmarkedskommissionens rapport. Dens forslag skal få os til at arbejde mere, så vi undgår et stort hul i de offentlige finanser om nogle år.

Se en tidligere analyse af det problem her.

Formanden, Jørgen Søndergaard, har allerede varslet, at han vil gentage de upopulære forslag fra sidste års rapport om en kortere dagpengeperiode og indgreb i efterlønnen. I efteråret forsøgte daværende finansminister Lars Løkke Rasmussen (V) og Helle Thorning-Schmidt at forhandle om forslagene. Men forhandlingerne brød sammen.

Nu kommer Jørgen Søndergaard med de upopulære forslag endnu en gang. En slags æresrunde. Simpelthen fordi det er de store håndtag, man kan dreje på, hvis danskerne skal til at arbejde mere.

Alle venter, at rapporten får et meget kort liv. Måske en formiddag. På Christiansborg vil politikerne holde rapporten ud i to strakte fingre. Brutale indgreb mod dagpenge og efterløn har ingen gang på jorden, sådan som det politiske klima er på Christiansborg. Slet ikke midt i en krise med voksende arbejdsløshed. Hvorfor skal vi straffe de arbejdsløse, vil folk spørge.

Jørgen Søndergaard har i øvrigt ingen planer om at være politisk smart ved at lave lidt lobbyarbejde. Han vil ikke gøde jorden hos politikerne på forhånd, sådan som formanden for Skattekommissionen Carsten Koch gjorde det, før han kom med sin rapport i vinter. På den måde opnåede Carsten Koch, at politikerne tog nogenlunde venligt imod rapporten, frem for at jorde den omgående.

Tilsyneladende forlader Jørgen Søndergaard sig på det enkle forhold, at han har ret.

Problemet med manglen på arbejdskraft vil vokse støt og roligt, og det vil i løbet af nogle år blive en alvorlig trussel mod vores velfærd. På et eller andet tidspunkt vil politikerne ikke have andet valg end at gøre noget ved problemet. Langt de fleste økonomer er enige med Jørgen Søndergaard. Når vi er kommet gennem krisen, så falder arbejdsløsheden igen, og så står vi med den alvorlige dagsorden, at virksomhederne mangler arbejdskraft. Men altså: Lige nu er sagen politisk død.

Et økonomisk columbusæg

Hvis man imidlertid ser på sagen med de økonomiske, frem for med de politiske briller, så ligger et kompromis lige for. Man kan slå to fluer med ét smæk. Man kan lave en vækstpakke og en arbejdsmarkedsreform i én og samme manøvre.

En bekymring imod en vækstpakke er, at den fører til lønpres – den bekymring kan en arbejdsmarkedsreform neutralisere. Hvis man sørger for at gøre arbejdsmarkedet endnu mere fleksibelt end i dag, så bliver risikoen for flaskehalse mindre. På den måde bliver det mindre farligt at lave en vækstpakke.

De økonomiske vismænd vurderer, at det er muligt at sætte ekstra fart på vores økonomi. Helt konkret foreslår vismændene at øge de offentlige investeringer midlertidigt i 2010.

Sagligt set er det muligt både at stimulere økonomien og at gøre arbejdsmarkedet mere dynamisk. På samme tid.

Måske kan man endda tage uddannelse med. Der er en voksende bekymring blandt politikerne på Christiansborg over, at mange unge ikke får en ungdomsuddannelse. Regeringens officielle mål er, at 95 procent af en årgang skal have en ungdoms8uddannelse, og det går den forkerte vej i øjeblikket.

Hos spindoktorerne på Slotsholmen vil de ryste på hovedet af denne politiske enfoldighed. Men, som sagt, teknisk set er det en mulighed. Et nationalt kompromis, en vej ud af den økonomiske krise. Både med et kort perspektiv og med et langt perspektiv. Måske som en trepartsaftale.

I øvrigt ville sådan en aftale have endnu en gevinst: Til vinter skal arbejdsgiverne og fagbevægelsen forhandle nye overenskomster. På forhånd ser de forhandlinger nærmest umulige ud på grund af krisens økonomiske usikkerhed. En afklaret økonomisk dagsorden på Christiansborg kunne gøre den usikkerhed mindre.