Tre ugers intense forhandlinger i SAS sluttede brat i dag. Nu vil ledelsen diktere besparelser for en milliard svenske kroner, mens færre og færre vil tro på et selvstændigt SAS.

Se tidligere SAS-analyser her i bloggen:

30. oktober 2008: Priskrigen fortsætter trods Sterlings krak

15. august 2008: Er SAS på vej til Lufthansa?

20. juni 2008: Krisen sender SAS i frit fald

.
Flere års arbejde på at redde det skandinaviske flyselskab SAS led et alvorligt knæk i dag. Først på eftermiddagen sendte ledelsen i Stockholm en kort pressemeddelelse ud og konstaterede, at de seneste tre ugers forhandlinger med fagforeningerne er slut. Uden resultat. Nu vil ledelsen placere besparelser på en milliard svenske kroner på egen hånd uden at søge en aftale med de ansattes fagforeninger.

Det skarpe hjørne hedder onsdag 12. august, når det næste regnskab ventes offentliggjort. I den forbindelse holder SAS et bestyrelsesmøde og ventes at sætte adresse på besparelserne.

Færre og færre passagerer

Den seneste store runde i den endeløse række af besparelser i SAS skulle være nået i mål for en lille uge siden, men selv om fagforeningerne var i tæt dialog med ledelsen, nåede de ikke til enighed. Hele 39 fagforeninger var med i forhandlingerne, og alene det store tal komplicerede forhandlingerne.

I SAS arbejder de i øjeblikket efter en strategiplan, der kaldes Core SAS. Den kom i februar og er en barsk plan, som blandt andet skal nedlægge hele 3.000 stillinger. Helt konkret har Core SAS-planen fem hovedpunkter:

1. Fokus på hjemmemarkedet i Skandinavien.

2. Fokus på forretningsrejsende og på de profitable ruter.

3. Besparelser.

4. Udvikling af en kundeorienteret kultur.

5. Tilførsel af ny kapital.

Tilsyneladende går arbejdet med planen fornuftigt. Men så alligevel ikke. Siden Core SAS-planen blev lagt frem, har krisen forværret situationen for SAS yderligere. Især i de seneste måneder, hvor passagertallene er raslet ned. Det gjaldt især i maj, og når de nyeste tal offentliggøres i morgen, ventes juni også at vise store fald. I øvrigt var det seneste regnskab blodrødt, og pengene fosser nærmest ud af kassen.

Det var årsagen til de nye sparekrav, der kom frem i maj, og som blev lagt oven i sparekravene i Core SAS-planen.

SAS-kommunikationsdirektør, Claus Sonberg, udtalte i dag, at ledelsen nu vil komme med et regulært diktat, og at han ikke vil udelukke fyringer. Den udtalelse kan man roligt oversætte til, at der helt sikkert vil komme fyringer. Og lukning af ruter. Ellers når SAS-ledelsen aldrig i nærheden af at spare en milliard svenske kroner.

I øvrigt lagde Claus Sonberg i dag et tungt ansvar for sammenbruddet på de danske fagforeninger, frem for på de norske og svenske fagforeninger, se her. Udtalelsen blev ikke kommenteret af de danske fagforeninger i dag, men fik tilsyneladende støtte via det norske erhvervssite e24.no, se her.

Det skandinaviske flyselskab er klemt af endnu en grund ud over de nævnte. Markedet presser SAS både oppefra og nedefra. Oppefra presses SAS af de store flyselskaber som British Airways og Lufthansa, der er bedre rustet til at tjene penge på de lange oversøiske ruter. Nedefra presses SAS af de små aggressive lavpirisselskaber, som flyver på de korte ruter i Europa.

Norwegian har haft en vækst i antallet af passagerer, det samme har Ryanair og Easyjet. Man kan diskutere, hvor lønsomme de nye kunder er, som de små selskaber samler sammen, men foreløbig fortsætter de med at tage passagerer fra SAS.

To livssyn

I arbejdet med at redde SAS står to livssyn stejlt over for hinanden: Ledelsen vurderer, at de stærke fagforeninger er et endnu større problem end markedet og finanskrisen – helt konkret at forskellige grupper af ansatte får en for høj løn, og at de har for attraktive pensionsordninger. Dertil kommer, at virksomheden er alt for bureaukratisk med gammeldags regler og normer – for eksempel at en pilot forfremmes efter tur og ikke efter ledelsens afgørelse.

Omvendt ser de på det hos fagforeningerne. De mener, at krisen hos SAS skyldes ledelsen. Eller rettere sagt de mange skiftende ledelser, hvor en stribe topchefer har været inde i virksomheden i en kortere eller længere periode blot for at forlade den igen. I øvrigt mener fagforeningerne, at ledelsen er for defensiv frem for at tænke offensivt i krisen.

En kulturel turnaround

I de senere år er ledelsen og fagforeningerne ellers kommet tættere på hinanden. Da Mats Jansson trådte til som SAS-chef i januar 2007, varslede han en såkaldt kulturel turnaround.

Da Mats Jansson senere, i august 2008, fremlagde endnu en strategiplan, kaldet Strategi 2011, sagde han:

»Vi har et problem med vores kultur. Vi har den særlige arv i vores rygsæk, at vi ikke er kundeorienterede. Derfor har vi haft så mange strejker«.

Faktisk har antallet af strejker i SAS været faldende i de seneste år, og den vigtige punktlighed er vokset. Men nu ser det ud til, at afstanden øges igen.

Hos SAS-ledelsen er holdningen klar. Forhandlingerne er afsluttet og bliver ikke taget op igen. I praksis kan det dog stadig lade sig gøre, at parterne finder hinanden. Det forekommer udsigtsløst for alle, hvis krisen ender med et diktat fra ledelsen. Det vil blive en udgang på forhandlingerne, hvor begge parter taber, mens færre og færre vil tro på et selvstændigt SAS.

Nødplaner? De findes ikke sådan officielt. I realiteten er der imidlertid kun én mulig nødplan, den går ud på et salg. Storfavorit til at overtage stumperne af et opgivet SAS er Lufthansa.