Toppen af dansk erhvervsliv styres af kynisme og følelser, hævder den nye film ’Headhunter’. Filmen lægger sig tæt op ad landets største virksomhed, men hvor meget ligner det rigtige rederi A. P. Møller -– Mærsk og det fiktive rederi Sieger hinanden?

Når filmen Headhunter  har gallapremiere i Imperial torsdag aften, ruller en opvisning i brutalitet hen over lærredet.

Kort fortalt handler filmen om det store, gamle rederi Sieger. Den magtfulde skibsreder, spillet af Henning Moritzen, beslutter, at sønnen, spillet af Flemming Enevold, ikke skal efterfølge ham som topchef, som det ellers var planlagt. Derfor hyrer skibsrederen en headhunter, spillet af Lars Mikkelsen, som i hemmelighed skal finde rederiets nye topchef. Derefter går det løs, og filmen tegner et billede af et erhvervsliv, som styres af kynisme og følelser.

Er det et sandt billede af erhvervslivets top?

Svaret er – nej. Der er imidlertid masser af interessante paralleller, så lad os forsøge at holde filmen op mod filmens forlæg – som tydeligvis er A.P. Møller – Mærsk. For en god ordens skyld: Dette er ikke en anmeldelse af filmen, den tager avisens Kim Skotte sig kyndigt af i avisen fredag.

Brutalitet er tilladt i toppen

I erhvervslivets top siger den sociale norm, at brutalitet er tilladt, når den udøves inden for bestemte etiske rammer. Når magtkampen er slut, og man har tabt, så bider man ydmygelsen i sig og holder sin kæft. Som belønning for sin tavshed får man lov til at blive i det pæne selskab. Vi så det for nogle uger siden, da topchefen for Mærsk Olie & Gas, skibsreder Thomas Thune Andersen, blev fyret efter 32 år. Han tog det med et smil. Udadtil.

Filmen ’Headhunter’ er usædvanlig, fordi vi får magtkampen at se, mens den foregår.

Forleden diskuterede jeg filmen med instruktøren Rumle Hammerich i Deadline på DR 2, og hans påstand var ikke, at filmens intrige rent faktisk finder sted, men at den kan finde sted. Afvise Rumle Hammerichs påstand kan man ikke. Men selv om brutalitet er hverdag i erhvervslivet, også på Esplanaden, så er filmens skruppelløshed noget andet.

Et hurtigt realitytjek vil i øvrigt rette kritik mod filmens indledende plot, hvor skibsrederen hyrer en fremmed headhunter til at finde sin afløser. Tanken om at sætte en headhunter, som ikke kender virksomhedens indre liv, til at finde en ny topchef i dyb hemmelighed, er ikke realistisk. Risikoen ville være, at headhunteren fandt en ny topchef, som måske nok var fagligt dygtig, men som ikke var i harmoni med virksomhedens værdier.

Følelser findes i erhvervslivet

Filmen fortæller om de særlige følelser, der er i familieejede virksomheder. Hvis en virksomhed er ejet af kapitalfonde som TDC eller er børsnoteret som Danisco, så drives de kun af kommercielle hensyn. I en familievirksomhed er der derimod masser af følelser. Tag Mærsk. Det har været kendt i årevis, at Lindøværftet var dømt til lukning, men ejeren, Mærsk Mc-Kinney Møller, holdt liv i værftet.

Hvorfor? Fordi værftet var etableret af faderen, og fordi loyaliteten over for faderens livsværk er stor. De følelsesmæssige bånd mellem familien og virksomheden er stærke, og uden at røbe filmens plot har skibsrederen N.F. Sieger i Henning Moritzens figur mindst lige så stærke følelser.

Faktisk har Mc-Kinney Møller haft sin egen kongerække, som han endda valgte at bryde. Det har altid været en livsdrøm for ham, at familien skulle lede virksomheden, og for cirka 20 år siden testede han sine to svigersønner, Leif Arnesen og Mikael Olufsen, men han stillede så kolossale krav til de to, at de valgte at forlade virksomheden, hvorefter Jess Søderberg kom til.

Livsdrømmen brast, men nu er den vendt tilbage. Måske. For nylig blev familiens barnebarn, 31-årige Robert Mærsk Uggla forfremmet, og straks voksede spekulationerne om, at han er udset til at få topposten. Den slags kan skabe uro hos de øvrige ambitiøse chefer i virksomheden: Har jeg overhovedet en fair chance i forhold til ejerens barnebarn, må de tænke.

Krisen presser de gamle værdier

I filmen forsøger Lars Mikkelsen at holde hovedet koldt i intrigerne i skibsrederens familie, men det er svært. En gammel virksomhed som Sieger rummer værdier, som kun de indviede forstår. Kravet om loyalitet, for eksempel.

Mc-Kinney Møller skal en gang have sagt til sine nærmeste medarbejdere: »Når I dør, og de åbner jeres bryst, så skal de finde en syvtakket hvid stjerne der, hvor andre mennesker har deres hjerte«.

Loyalitet er godt, naturligvis, men over tid risikerer loyalitet at udvikle sig til lukkethed og selvtilstrækkelighed, sådan som Esplanaden var på vej til det for år tilbage. I slutscenen får vi N.F. Siegers opfattelse af loyalitet at se i Henning Moritzens fortolkning. Forbindelsen til virkelighedens skibsreder strækkes til sidst ud over bristepunktet. Mc-Kinney Møller vil utvivlsomt støtte, at hensynet til virksomheden gør brutale beslutninger nødvendige, men ikke med filmens mangel på etik.

I øvrigt har filmen et relevant budskab til tidens erhvervsliv: Flere ejere vil blive nødt til at bryde deres kongerække. Fremtidens voksende krav til topchefens kvalifikationer vil simpelthen trumfe ejerens drøm om at se børnene tage over.