På tirsdag er det et år siden, Lehman Brothers gik konkurs i USA. Dengang mente mange, at konkursen var et sundt signal til de grådige spekulanter, men konkursen skabte panik og gjorde krisen endnu værre.

For et år siden lignede finanskrisen en traditionel krise. Bevares, det var en alvorlig krise, men en krise, der var til at håndtere.

I USA havde de lige reddet realkreditinstitutterne Fannie Mae og Freddie Mac, i Storbritannien var Northern Rock overtaget af staten, og herhjemme var Roskilde Bank samlet op af Nationalbanken. Det var alvorligt, bestemt, men indtrykket var stadig, at der var tale om enkelte banker, som var syge på grund af de amerikanske subprimelån. Eller om banker, som havde været for grådige.

Så kom 15. september.

Den dag gik Lehman Brothers konkurs i USA, og fra den dag var intet det samme længere. Ingen troede for alvor på, at amerikanerne ville lade en stor bank gå ned, men Lehman Brothers fik lov at falde. De første dage klappede mange i deres hænder. Det var et stærkt signal til de ryggesløse spekulanter. Så kan I lære det: Hvis I vil tjene penge, så kan I også få lov at gå konkurs. De to erhvervsaviser Financial Times og Wall Street Journal støttede, at banken fik lov at gå konkurs.

Jeg indrømmer blankt, at jeg også støttede synspunktet, se en af mine analyser fra de dramatiske dage her.

Resultatet viste sig hurtigt: Konkursen i Lehman Brothers blev en katastrofe.

Banken var så stor, at konkursen udløste tab i banker over hele verden. Der udbrød panik. Bankerne turde ikke låne penge til hinanden, for hvem ville blive den næste? I løbet af to uger frøs finansverdenen fast, og bankerne gispede efter vejret, fordi de manglede likviditet.

Panikken bredte sig i september

Herhjemme sank de danske banker i knæ, og under et ekstremt tidspres forhandlede danske politikere og danske banker en redningsplan sammen. Det skete de sidste dage af september.

I de dage forsvandt fire danske banker: Forstædernes Bank, Lokalbanken, EBH Bank og Bonusbanken. Så stort var presset, at hvis ikke Bankpakke 1 var kommet i hus den søndag aften 5. oktober, så havde adskillige danske banker ikke turdet åbne dørene næste morgen. Deres kunder ville have stormet banken og trukket alle pengene ud.

Som journalist var det interessante dage og timer. Normalt elsker politikere at snakke med journalister og også at fortælle, hvad der foregår bag de lukkede døre. Sådan var det ikke, mens de skruede Bankpakke 1 sammen. Politikerne holdt deres kæft, både i regeringen og i oppositionen. Det var en national krise. Vores banker stod over for et muligt kollektivt sammenbrud. Ved den lejlighed viste vore politikere på Christiansborg, at når det virkelig brænder på, så kan de lægge deres primitive skænderier til side og sætte sig sammen i et lukket rum for at træffe tunge beslutninger under et stort tidspres.

Jeg lavede flere analyser i de hektiske dage, for eksempel denne her.

Resten af historien kender vi. Det lykkedes at stoppe panikken både her i landet og i udlandet, men krisen mellem bankerne blev til en rigtig økonomisk krise. Store værdier er væk, pensioner er smuldret, folk er blevet arbejdsløse, og vi skubber en gigantisk regning for de mange vækstpakker foran os. Historiens store pendul er ved at svinge, og et robust Kina vinder ind på et gældsat USA.

I Danmark er staten i dag havnet som aktionær i 64 pengeinstitutter. Det er et resultat stik imod regeringens erklærede politik, men i realiteten var det umuligt at lade en dansk bank gå ned. Det ville have svækket udlandets tillid til de danske banker, og det var faktisk tæt på at ske, da Roskilde Bank kom på forsiden af de udenlandske aviser.

Vi får en ny finanskrise en dag

Kan det ske igen? Ja, naturligvis. Lige nu har alle ganske vist fået sig en gevaldig forskrækkelse, og en sand flodbølge af nye regler er på vej, men en bankmands hukommelse er kun syv år, siger man jo.

Forud for årsdagen for konkursen i Lehman Brothers blev den tidligere centralbankdirektør i USA, Alan Greenspan, interviewet af BBC. Hans iagttagelse var ganske kølig. Menneskets natur skabte krisen, sagde Alan Greenspan og forklarede årsagen til krisen sådan:

»Det er menneskets ukuelige evne til at antage, at det vil vare ved, når vi står i en periode med længerevarende velstand«. Senere uddybede Greenspan det:

»Det er den menneskelige natur, og medmindre nogen kan finde en måde at ændre den på, så får vi flere kriser, og ingen af dem vil se ens ud, for ingen kriser har noget til fælles ud over den menneskelige natur«.

Tænk blot på vores banker her i landet og på selveste Danske Bank, som tabte stort på Lehman Brothers og oplevede en historisk ydmygelse.

Tænk på vore politikere: For godt ti år siden forudsagde daværende finansminister Mogens Lykketoft (S) her i avisen, at den tids opsving kunne vare i 25 år. Kort efter blev opsvinget stoppet af den bristede it-boble.

For få år siden sagde daværende finansminister Thor Pedersen (V), at Danmark snart kunne købe hele verden. Forleden kom regeringen med et forslag til finanslov med et gigantisk underskud.

Vi får helt sikkert en ny finanskrise igen. Tro det eller lad være, men en dag har vi glemt konkursen i Lehman Brothers.