Efter næsten et års tilløb mødes verdens mest magtfulde ledere torsdag og fredag for at træffe konkrete beslutninger. De skal rejse verdens økonomi op igen, men stærke kræfter arbejder imod hinanden.

Først mødtes de i noget nær panik i Washington sidste år. Så mødtes de midt i en dyb økonomisk krise i London i april. Nu mødes de i Pittsburgh i USA, og selv om krisen stadig er alvorlig, så er optimismen så småt ved at vende tilbage.
G20-topmødet omfatter stats- og regeringschefer fra verdens rigeste lande, og mødets vært er den amerikanske præsident, Barack Obama. Hvis mødet skal blive en succes, så hænger ansvaret først og fremmest på ham. Både når det gælder klima, og når det gælder økonomi.

I det følgende handler det om G20-topmødets økonomiske dagsorden, og den kan meget forenklet deles i to udfordringer:

1. Opgøret med bankerne

Det mest synlige tegn på mødets succes eller fiasko bliver, hvad G20 gør ved bankerne. Rigtig mange konkrete initiativer er klar til at blive vedtaget, men derfor er det ikke givet, at det alt sammen lykkes.

Stærke kræfter i finansverdenen kæmper imod, og et klassisk problem er dukket op: Nu ser det ud til at gå bedre rundt omkring i bankerne. De tjener penge igen, og forskrækkelsen er ved at tage af. Menneskets hukommelse er kort, som bekendt. Et gammelt ord siger, at en bankmands hukommelse er syv år. Og humøret er på vej op.

Husk blot Jyske Banks direktør, Anders Dam, der sendte et regnskab på gaden for to måneder siden med dette jubelskrig:
»Forholdene taget i betragtning er det et af de bedste regnskaber, jeg har fremlagt for Jyske Bank. Og jeg har immervæk fremlagt 49 af slagsen«.

I USA er de forkætrede bonusser ved at dukke op på Wall Street igen. Til stor provokation for mange, både politikere og vælgere. Da Barack Obama i sidste uge talte dunder til finansfolkene på Wall Street, gav han udtryk for frustration over, at lovgivningen i USA går langsomt.

Som tiden går, letter presset på bankerne. Bankernes lobbyister, også dem herhjemme i Finansrådet, bruger mange kræfter på at overbevise politikerne om, at hvis de strammer reglerne for meget, så kan det bremse den økonomiske vækst, som alle ønsker skal komme igen.

Konkrete beslutninger skal nu nok komme i Pittsburgh, for eksempel om øgede krav til bankernes robusthed. Og indgreb mod skattely. Sikkert også et indgreb mod de mest absurde bonusser. Sådan et indgreb vil være nødvendigt, et symbolsk opgør med en af årsagerne til krisen.

Men måske bliver det vigtigste resultat, når det gælder bankerne, et helt andet end de nærliggende stramninger. Nemlig mere gennemsigtighed på internationalt plan. Altså at bankerne får pligt til at give flere oplysninger til deres kunder. Det er på vej herhjemme, og allerede nu offentliggør det danske Finanstilsyn flere pinlige og følsomme oplysninger om banker og finansielle virksomheder end tidligere. For eksempel at en bank har udvist dårlig etik, eller at en bank mangler tilstrækkelig med kapital. I realiteten kan den slags oplysninger eller bare truslen om, at sådanne oplysninger kommer ud i offentligheden, blive et effektivt værktøj til at få de værste kynikere til at opføre sig ordentligt.

2. En fælles økonomisk fremtid

G20-topmødet har en endnu større opgave end opgøret med de grådige banker. Deltagerne i Pittsburgh skal forsøge at skrue en ny økonomisk forståelse sammen. Allerhelst, naturligvis, et tættere globalt samarbejde end i dag, men i hvert fald en fælles forståelse.

Hvis verden for alvor skal rejse sig igen, hvis vi skal have en mere stabil økonomi i de kommende år, så kræver det en bedre balance mellem landene.

En af årsagerne til krisen var, at nogle lande havde et stort handelsoverskud, mens andre lande havde et stort underskud.
Den globale økonomi tippede nærmest, især fordi USA gældsatte sig selv for at kunne købe flere og flere varer til sit høje forbrug. Det skal rettes op. Eller mere konkret: Kina, men også Japan, Tyskland og flere olieeksporterende lande hviler på en massiv eksport til andre lande, og den ubalance skal laves om. De skal imødekomme resten af verden, og det bliver ikke nemt. For nu at sige det mildt.

Tyskland er imod. Japan er skeptisk. Det lader imidlertid til, at der er en svag, men begyndende forståelse for det i Kina, og som den økonomiske kommentator Martin Wolf skrev i Financial Times i dag, så er det på tide, at de i Kina begynder at nyde livet lidt. De må i gang med at importere. Efterhånden er Kina ved at få en velhavende middelklasse, de vil snart få lyst til at købe varer i Vesten. Først når det begynder at ske, vil verdens økonomi få en bedre balance, og vi vil kunne se frem til en stabil økonomisk fremtid. Kan Obama presse sådan et konkret løfte ud af Kinas præsident?

Vi får se i Pittsburgh torsdag og fredag.