Landets mest magtfulde interesseorganisation holder årsmøde i dag. Fra talerstolen vil Dansk Industris topchef, Hans Skov Christensen, kræve økonomiske reformer, men mødet handler om mere end det …

I dag mødes flere end 1.000 topchefer fra erhvervslivet til årets møde i Dansk Industri (DI). Et regulært træf. Traditionen tro er programmet lagt, så der er godt med luft. Det handler ikke kun om at lytte til taler, det handler også om at hænge ud og om at møde hinanden. En slags Roskilde Festival.

Topmødet handler om de langsigtede udfordringer for dansk økonomi. DI og især topchefen, Hans Skov Christensen, vil i dag rette skytset mod politikerne på Christiansborg, sådan som man gør det på et årsmøde. Lad os benytte lejligheden til et alternativt kig på mødet. Lad os se på tre udfordringer, som dagens vært står over for selv. Og som ikke vil blive nævnt fra talerstolen.

1. DI’s strategi

I løbet af nogle få måneder starter forhandlingerne om de nye private overenskomster. De bliver historisk vigtige her i den økonomiske krise, og alle venter på, hvilken strategi DI vil vælge.

Der er to muligheder:

- 1. DI kan gøre, som de plejer. De vil så styre efter, at arbejdsgiverne laver et gennembrud på minimallønsområdet i industrien. Det skal sikre, at eksporterhvervene får billige overenskomster, fordi eksporten er mest udsat for konkurrence fra udlandet. Når industriens over8enskomster er i hus, kan hjemmemarkedets øvrige brancher følge efter.

- 2. I år har DI fået et nyt hensyn. DI fusionerede sidste år med organisationen HTS og har fået et stort såkaldt normallønsområde ind under sig. Derfor vil DI være under pres fra nye medlemmer til at tage mere hensyn til hjemmemarkedet, end DI er vant til. Vil DI det?

I øvrigt vokser forskellene mellem landets virksomheder, fordi de store koncerner bliver mere og mere internationale. Se en tidligere analyse af de store koncerners livssyn her. Krisen øger endda denne forskel. Kan DI skrue en strategi sammen, der kan rumme arbejdsgivernes indbyrdes forskelle? Hvis svaret bliver et nej, kan resultatet blive en konflikt.

2. DI’s lobbyisme

Det er svære tider for erhvervslivets lobbyister. Landets økonomi er under pres, og i Folketinget er de store reformer aflyst. Regeringens handlefrihed er nærmest lig nul.

Måske derfor er regeringen og erhvervslivet ved at være ret trætte af hinanden. Forleden kom erhvervspakken med fire milliarder kroner, men erhvervslivet vil have endnu mere. Da DI tog imod pakken kom de med et nyt krav: en forlængelse af fristerne for indbetaling af A-skat og moms. I regeringen synes de, at erhvervslivets lobbyister er forudsigelige, og at de nærmest er begyndt at tigge her i krisen.

Se en tidligere analyse her i bloggen af forløbet om kreditpakken her og af erhvervslivet som tiggere her.

Omvendt er frustrationen stor i erhvervslivet over, at de økonomiske reformer er gået i stå. Forud for topmødet i dag har DI sendt et oplæg på gaden med 24 konkrete forslag. For så vidt er forslagene fornuftige, set med erhvervslivets briller. Mange af forslagene er imidlertid også velkendte, nogle er gamle travere og vil i øvrigt belaste statskassen, hvis de bliver gennemført. Men okay, DI skal holde fast i sin egen dagsorden, naturligvis.

Tidens udfordring til erhvervslivets lobbyister er imidlertid ikke at slå løs på politikerne på Christiansborg med kendte forslag. Tidens udfordring er at hjælpe politikerne med nye ideer.

I aftes var der møde i regeringens nye Vækstforum på Marienborg. Nu starter det arbejde for alvor, og hvis en Hans Skov Christensen møder frem i Vækstforum og læser højt af de kendte forslag, for eksempel om at efterlønnen skal afskaffes, så får han intet resultat.

På talerstolen på DI-topmødet i dag vil Skov Christensen sikkert pudse profilen af over for medlemmerne med de kendte synspunkter. Fint nok. Men hvis DI vil have indflydelse, bliver de nødt til at sænke paraderne, når de kommer ind i de lukkede rum. For eksempel i Vækstforum.

3. DI’s næste topchef

I DI bestemmer Hans Skov Christensen. Hvis nogen er i tvivl, kan de kigge i den nye årsberetning, der er udarbejdet til dagens møde. Forrest i beretningen byder et foto af Hans Skov Christensen velkommen på side 3, mens formanden, Jesper Møller, koncernchef i Toms Group, først dukker op på et gruppebillede på side 16.

DI-direktøren er imidlertid ved at være oppe i årene. Han er 64 år og har nået en alder, hvor uret for alvor tikker nedad for en topchef. Det ligner noget nær en umulig opgave at efterfølge ham, men nogen skal jo gøre det.

De interne kandidater er de to viceadm. direktører, Kim Graugaard og Ole Krog. De to er forskellige. Kim Graugaard har arbejdet tæt sammen med Skov Christensen i over 20 år og står stærkt internt, men er stort set ukendt uden for DI-bygningen på Rådhuspladsen. Ole Krog står ikke så stærkt som Kim Graugaard internt, men har en bredere erfaring og et langt større netværk, især på Christiansborg. Ingen af de to har imidlertid Skov Christensens personlighed.

Hvis erhvervslivet ønsker en udadvendt ny DI-topchef, kan en outsider blive Mads Lebech, som sidste år blev hentet ind fra posten som borgmester på Frederiksberg til posten som direktør for Industriens Fond, hvor Skov Christensen er næstformand. Et underligt karrierehop. Man må gå ud fra, at et politisk dyr som Mads Lebech keder sig bravt i sådan en fond.

Det kan også ende med en overgangsfigur. Den slags er set før som en pragmatisk løsning, når man ikke har en oplagt efterfølger til en stærk leder. I så fald kan topchefen i Dansk Arbejdsgiverforening, direktør Jørn Neergaard Larsen, være en mulighed. Han er ganske vist 60 år, men vil som en af ganske få kandidater have personlig autoritet til at holde sammen på DI-butikken, mens baglandet finder en varig løsning.