Forløbet om den danske bankpakke 1 sidste år er stadig mørklagt, men i Storbritannien begynder den sande historie at komme frem. Landet var få timer fra et sammenbrud, hvor militæret måtte sættes ind. De nye britiske oplysninger udløser et alvorligt spørgsmål til de danske politikere.

De mest magtfulde politikere, embedsmænd og økonomer her i landet glemmer aldrig søndag 5. oktober 2008. De vil huske den dag resten af deres liv, og det forstår man godt.

Det var den dag, de forhandlede den såkaldte Bankpakke 1 på plads, og det foregik under stor dramatik og et kolossalt tidspres.

Forhandlingerne fandt sted hos økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen (K), og med til forhandlingerne var toppolitikere fra både regeringen og oppositionen. Nationalbankdirektør Nils Bernstein var inde over. Og Lene Espersens embedsmænd med departementchef Michael Dithmer og den nuværende direktør for Finanstilsynet Ulrik Nødgaard i spidsen. Danske Banks topchef Peter Straarup og Nordeas topchef Peter Schütze sad på stand by.

Se analyser her i bloggen fra de dramatiske dage her:

Kommer din hemmelige redningsplan i dag, Lene Espersen? 3. okt. 2008.

Redningsplanen var et kapløb med tiden, 6. oktober 2008.

Sorteper landede hos Peter Straarup & Co., 7. oktober 2008.

Når situationen var så alvorlig, var det, fordi krakket i amerikanske Lehman Brothers nogle uger forinden fik de finansielle markeder til at fryse til is. Bankerne gispede efter vejret, fordi de ikke kunne få likviditet. Selv en forsigtig mand som Peter Straarup sagde senere om ugerne efter krakket i Lehman Brothers: »Der gik den finansielle verden fra frygt til panik«.

Det lykkedes for politikerne at få Bankpakke 1 på plads den søndag, og pakken gav en garanti for folks indskud i deres bank. Det var i sidste øjeblik. Pakken skulle for enhver pris være færdig før mandag morgen, ellers ville en håndfuld danske banker være ude af stand til at åbne dørene. Nervøse kunder ville have stormet deres bank og trukket deres penge ud. Udlandets tillid til de danske banker var svækket, og den danske regering måtte oversætte aftalen til engelsk samme nat og i øvrigt haste aftalen igennem Folketinget på blot fire dage.

I de samme dage blev den danske krone pludselig udsat for pres fra udlandet, og Nationalbanken måtte ud i et hårdt og kostbart forsvar. Det var en finanskrise og en valutakrise på samme tid.

Hvor langt ude var det danske samfund den søndag? Vi ved det ikke. Vi ved kun ovenstående. Det er slemt nok, kan man sige, men hvor slemt var det?

Værste krise i fredstid

Det nye er, at vi nu er blevet klogere på, hvad der skete i de samme dage og timer i London. I netop de dage måtte den britiske regering redde to af landets største banker i en gigantisk redningsaktion.

I onsdags fortalte nyhedsbureauet Bloomberg om forløbet mandag 6. oktober og tirsdag 7. oktober.

David Livingstone, en tidligere rådgiver for den britiske regerings såkaldte Cobra-krisegruppe, sagde, at hvis sammenbruddet var sket, ville massiv uro og panik være brudt ud, og regeringen havde været nødt til at placere politi og soldater på gadehjørnerne i de britiske byer for at forhindre optøjer.

Forskeren Tom Kirchmaier fra den anerkendte London School of Economics sagde det sådan: »Folk ville ikke have været i stand til at købe brød. Konsekvensen for vores økonomi ville have været katastrofal«.

For nylig sagde finansminister Alistair Darling til BBC, at krisen de første dage i oktober 2008 var den værste krise, Storbritannien har oplevet i fredstid.

»To af vores store banker, som havde haft problemer med at få funding, kunne kun rejse penge til en uge, så kun til en dag, og på den mandag og tirsdag var det ikke sikkert for de to banker, at de kunne få penge til resten af dagen«, sagde Mervyn King, direktør for Bank of England.

Det britiske problem var, at hvis de to store banker var gået ned, ville det have ødelagt tilliden til de øvrige banker, og derfor måtte staten holde hånden under dem. Lyder det argument velkendt? Det er det samme argument, som de danske politikere brugte, da de på et pressemøde natten mellem søndag 5. oktober og mandag 6. oktober fremlagde Bankpakke 1.

Dansk hemmelighedskræmmeri

Her i landet er forløbet omkring Bankpakke 1 stadig mørklagt. Det samme er store dele af regeringens krisestyring. Da Bankpakke 2 kom på plads i januar, skete det med et bredt politisk flertal, hvor SF kom med. Siden dengang har de opfølgende møder hos Lene Espersen været omgærdet af stort tys-tys, det er endda fortroligt, hvornår møderne holdes. Den mørklægning har ført til flere underlige forløb.

For eksempel i foråret, da det nærmest ved en tilfældighed gik op for offentligheden, at en udløber af Bankpakke 2 var, at Danske Bank havde bedt om mulighed for at få staten som aktionær. Helt uden forudgående offentlig diskussion blev sådan en gigantisk ideologisk hegnspæl flyttet.

Hvad taler regeringen og oppositionen om i disse dage? Amagerbanken? Vi ved det ikke.

På grund af dette hemmelighedskræmmeri er der stadig meget, som offentligheden ikke ved om forløbet af den danske finanskrise. Vi ved derimod, at de i Storbritannien var nogle få timer fra en national katastrofe.

Derfor hænger spørgsmålet i luften:

Hvis ikke Bankpakke 1 var kommet på plads søndag 5. oktober, havde der så stået soldater på de danske gadehjørner næste morgen?