Kapitalfondene vil gerne være et alternativ til de gamle ejerformer i dansk erhvervsliv, men de har stadig ikke bevist, at de kan skabe værdi i en krise. De næste ugers regnskaber bliver en eksamen for kapitalfondene.

I de næste uger kommer regnskaberne for tredje kvartal, og især én ting bliver interessant at holde øje med: Hvordan klarer kapitalfondene sig?

Kapitalfondene er i krise, og det er nu, at de skal vise, hvad de duer til: Altså om de kan skabe rigtig værdi i form af produktion og arbejdspladser.

I de seneste måneder har vi set flere alvorlige slagsmål mellem kapitalfonde og banker, når en virksomhed er kommet i krise.

Normalt, når en virksomhed er presset, vil ejeren forsøge at hjælpe virksomheden, men sådan er det ikke nødvendigvis for en kapitalfond.

Frem for at komme med yderligere kapital foretrækker kapitalfonden indimellem at »smide nøglerne«, det vil sige at lade virksomhedens bankforbindelse sidde tilbage med ansvaret.

Hvorfor? Fordi det nogle gange bedst kan betale sig for fonden at forlade den kriseramte virksomhed. Til stor frustration for virksomhedens ansatte.

Derfor er det et ideologisk opgør, vi ser i erhvervslivet i denne tid: Hvilken ejerform er den bedste i erhvervslivet?
Sagt forenklet er der tre ejerformer: det klassiske familieejerskab, en børsnotering og en kapitalfond
Der er fordele og ulemper ved alle tre modeller, men tiden arbejder imod kapitalfondene.

Et familieejerskab vil ofte tænke langsigtet og have stærke følelser for virksomheden. Eksempel: A.P. Møller – Mærsk. Risikoen ved et familieejerskab er, at virksomheden kan vokse sig større, end ejeren kan magte. Når det sker, får ejeren brug for at sælge virksomheden. Eksempel: Møbelvirksomheden Vestwood, der blev overtaget af kapitalfondene Polaris og Axcel.

Et børsnoteret ejerskab sikrer en mulig adgang til ny kapital, og omverdenen får en betydelig åbenhed i virksomheden. Eksempel: Danisco. Risikoen på Fondsbørsen er, at aktierne kan være spredt ud på mange aktionærer, så bestyrelsen og direktionen får for meget magt. Måske endda sådan, at de forgylder hinanden, uden at aktionærerne kan stille ret meget op, og at åbenheden svigtes. Eksempel: Roskilde Bank.

Og så er der kapitalfondene. Deres fordel er, at ejerne er tæt på virksomhedens ledelse, og at ejerne sidder med i bestyrelsen. Derfor kan kapitalfondene hævde, at de varetager aktionærernes interesser effektivt, og at de forhindrer en gammeldags indspisthed i ledelsen. Eksempel: Falck, som ejes af kapitalfonden Nordic Capital.

Omvendt er risikoen, at det finansielle grundlag er anstrengt, og at en kapitalfond ikke har lyst til at stille mere kapital til rådighed for en presset virksomhed. Eksempel: Møbelkoncernen Bodilsens konkurs.

Kan en kapitalfond skabe værdi?
I de sidste cirka ti år har kapitalfondene tjent masser af penge. Det er sket i ly af den buldrende højkonjunktur, men den er som bekendt slut. Den økonomisk krise har sat helt nye og brutale spilleregler for fondene.

Nu tvinges de til at holde på virksomhederne i længere tid, end de havde regnet med. Normalt vil en kapitalfond kun eje en virksomhed i nogle få år. I løbet af tre-fem år vender fonden op og ned på virksomheden, fyrer ansatte i bundter, sælger fra, fokuserer virksomheden og svinger rundt med virksomhedens gæld. Til sidst sælger den virksomheden videre med en stor fortjeneste.

Den manøvre kan fondene pludselig ikke lave på grund af krisen. De kan ikke sælge virksomheden, fordi der ikke er nogen købere. I stedet må fondene holde fast i virksomheden, og det giver fondene en stor udfordring.

Når økonomien bliver for anstrengt i en virksomhed, hvad gør kapitalfonden så? Sender den frisk kapital ind i virksomheden, sådan som en ejer traditionelt vil forsøge? Eller kræver fonden, at bankerne stiller med flere penge, eller smider kapitalfonden simpelthen nøglerne på bordet? Det sidste skete, da de to fonde Odin Equity og Dania Capital ikke kunne enes med bankerne om at redde møbelkæden Biva. De to fonde endte med at smide nøglerne, så Biva havnede hos islandske Straumur, som senere krakkede.

Kapitalfondene kæmper i øvrigt på endnu en front i denne tid. Den politiske. Et indgreb er på vej fra EU i form af stram regulering. Fondene stritter imod, så godt de kan, men når de gør, som de gjorde med Biva og Bodilsen, så giver det et stort minus hos politikerne.

I erhvervslivet er det nemt nok at tjene penge i en højkonjunktur, hvor alt går opad. Den virkelige kunst i erhvervslivet er imidlertid en anden: Den er at skabe en varig industriel værdi. Kan kapitalfondene det?

Det er den eksamen, fondene er på vej til, og når vi ser de nye regnskaber, vil nogle fonde bestå eksamen, og nogle fonde vil dumpe. Det sidste bliver ikke noget kønt syn.