Jeppe Christiansen, topchef i Lønmodtagernes Dyrtidsfond, holdt reception i går. Hvem møder op, når en af landets største og mest magtfulde pengetanke inviterer »forretningsforbindelser og venner af huset« til reception? Få svaret her.

En af erhvervslivets mest magtfulde mænd havde rund fødselsdag i går.

Adm. direktør Jeppe Christiansen, Lønmodtagernes Dyrtidsfonds fondsmæglerselskab, fyldte 50 år, og derfor holdt han en stor reception. Ofte er den slags ret kedelig, men indimellem kan man iagttage interessante ting.

Man kan kigge lidt på folks netværk, måske se, hvordan den personlige kemi er mellem folk. Man kan møde nye mennesker og tage et tjek på humøret i erhvervslivet. Hente lidt sladder. Aflevere lidt sladder. Den slags.

Jeppe Christiansen er chef for Lønmodtagernes Dyrtidsfonds fondsmæglerselskab – LD Invest – og styrer en pengetank på cirka 45 milliarder kroner.

En lidt speciel pengetank. For det første er den kæmpestor. For det andet styres den af folk fra fagbevægelsen, men investerer samtidig sine penge i private virksomheder i erhvervslivet.

Hvordan ser en reception ud i sådan et krydsfelt? Jeg tog af sted med to flasker rødvin.

Flemming Østergaard hilste på

Det væltede ind med folk. Naturligvis, Jeppe Christiansen er en vigtig mand at holde sig venner med.

Parkens formand, Flemming Østergaard, og adm. direktør Dan Hammer dukkede op. Klogt. Lønmodtagernes Dyrtidsfond ejer en tredjedel af Parken, og når man kører med røde tal i regnskabet, gælder det om at vise sin respekt for den største aktionær.

Mere interessant var det at se, hvordan gæsterne kom fra toppen af to tilsyneladende forskellige verdener. Fra fagbevægelsen kom Harald Børsting fra LO, Thorkild E. Jensen fra CO-Industri og Bente Sorgenfrey fra FTF. Plus det løse. Plus en stribe gamle kendinge som den tidligere formand Max Bæhring fra Dansk Metal.

Fra erhvervslivet kom tunge folk som Kjeld Kirk Christiansen, hovedaktionær i Lego, Søren Meisling, fast dirigent ved A.P. Møller – Mærsks årlige generalforsamling, Jørgen Worning, formand for industrikoncernen FLS Industries, Henrik Heideby, topchef for PFA Pension og Tommy Pedersen fra Augustinusfonden. Lars Rohde og Bjarne Graven Larsen fra ATP. Plus det løse. Plus masser af folk fra finansverdenen.

Det var som at være til en LO-kongres og i en af erhvervslivets VL-grupper på samme tid.

De ser endda ens ud i vore dage. Både hos fagforeningerne og i erhvervslivet er det efterhånden okay at gå uden slips, hvis bare man har et jakkesæt på.

Faktisk var Harald Børstings sorte jakkesæt meget løst, men alligevel mere stilfuldt end Kirk Christiansens særdeles afslappede jakkesæt, som nærmest lignede fløjl, selv om det vist nok ikke var fløjl.

Kun fordi man vidste, hvem der var hvem i går, kunne man se forskel. Tankevækkende i mere end én forstand, en lille illustration af tidsånden i erhvervslivet.

Da Lønmodtagernes Dyrtidsfond blev oprettet i 1970’erne, skete det med lønmodtagernes penge, og fagbevægelsen ville bruge fonden til et politisk formål, for eksempel at sikre danske arbejdspladser.

Det voksede de fra efterhånden.

I dag arbejder fonden på almindelige kapitalistiske vilkår for at tjene penge til fondens pensionister, og når man iagttog fagforeningsbosserne og erhvervslivets topchefer skåle i går, kunne man se, at det var rigtig gode venner, der var sammen.

Hvad skal man mene om det?

Har den røde kapital sat sig tungt på erhvervslivet og sejret ad helvede til, som salig LO-formand Thomas Nielsen udtrykte det engang? Eller tjener den røde kapital penge ved ydmygt at underkaste sig kapitalismens brutale spilleregler?

Solidaritet og profit på samme tid

Svært at sige. Det interessante er, at gæsterne i går var ligeglade med svaret. De gamle modstandere er holdt op med at slås eller med at være mistænksomme over for hinanden.

Det handler om forretning nu, om at tjene penge til virksomhedernes aktionærer og til fagbevægelsens pensionister, ikke om at se sig tilbage. Eller om at føre opslidende ideologiske kampe. Hvem der kan kalde sig sejrherre, hvem der vandt det gamle slagsmål, det interesserer folk sig ikke for længere.

Når man så Flemming Skov Jensen og Flemming Lindeløv sludre sammen i går, skulle man ikke tro, at de for ti år siden var henholdsvis topchef for Lønmodtagernes Dyrtidsfond og topchef for Carlsberg, snarere lignede de to gamle slyngveninder.

Måske er kapitalismen i krise, men hverken fagbevægelsen eller erhvervslivet har tænkt sig at bruge kræfter på ideologiske skænderier af den grund.

Kapitalismen er kommet for at blive, og den danske version er blevet til et kompromis, der forsøger at skabe solidaritet og profit på samme tid.

Skulle nogen være i tvivl, så skulle de have set fagforeningsbosserne og topcheferne hænge ud sammen hos Lønmodtagernes Dyrtidsfond i går.