Selv om forhandlingerne om de nye overenskomster begyndte fredeligt i dag, kan alt ske de næste uger. Arbejdsgivernes strategi er at lave et gennembrud i industrien, men dramatikken kan komme et andet sted.

Forhandlingerne om de nye overenskomster begyndte i dag. De to topforhandlere, administrerende direktør Hans Skov Christensen, DI, og formand Thorkild E. Jensen, CO-industri, åbnede forhandlingerne, og på et pressemøde talte de alvorligt om landets økonomi.

De to mænd var forsonlige, de undgik omhyggeligt at fornærme hinanden, de nævnte ingen hårde krav og slet ingen konkrete tal.

Kort sagt: Pressemødet gik, sådan som Hans Skov Christensen og Thorkild E. Jensen håbede på, og de fik solgt det ønskede budskab:

Bare rolig, vi har styr på det, det bliver svært, men vi gør, hvad vi kan for at nå et forlig, især hvis folk ikke forventer ret meget.

Godt spin.

Spillet er imidlertid helt åbent. I de kommende uger vil uenighederne blive tydelige, og det kan nemt ende med en konflikt. Fem ting er værd at holde øje med:

1.) Uenigheder på kryds og tværs

Det er svært at sætte tal på afstanden mellem arbejdsgiverne og lønmodtagerne, men uanset hvor stor afstanden er, er handlefriheden lille. Den økonomiske krise betyder, at det bliver en kamp fra hus til hus, fra tiøre til tiøre.

Dertil kommer en lang række interne uenigheder hos både arbejdsgivere og lønmodtagere, som kan få tingene til at køre i grøften. For eksempel HK’s krav om, at den såkaldte 50-procents regel skal væk. I resten af fagbevægelsen er de ret ligeglade, men HK har fremsat kravet i store annoncer i aviserne og på den måde lagt et ubekvemt pres på fællesskabet i LO.

Blandt arbejdsgiverne er der også interne uenigheder, men DI’s muskler er så store, at de ikke spiller nogen rolle.

2.) Hold øje med Jan Villadsen

To store områder skal forhandle nu. I dag startede industriens område med den såkaldte minimalløn. På minimallønsområdet nøjes parterne med at aftale nogle få ting her og nu, mens resten af lønnen forhandles lokalt på virksomhederne senere.

Den forhandling bliver svær.

Omvendt er det med den såkaldte normalløn. På normallønsområdet skal arbejdsgiverne og lønmodtagerne aftale stort set det hele her og nu. Bordet fanger med det samme, også selv om ingen ved, hvordan landets økonomi ser ud om et halvt år.

Den forhandling bliver endnu sværere.

På normallønsområdet indleder de deres forhandlinger på tirsdag klokken 14 og giver i øvrigt debut til en ny forhandler.

Han hedder Jan Villadsen og er ny formand for transportgruppen i 3F. Hvis en enkelt forhandler kan udløse eller forhindre en konflikt, er det formanden for transportgruppen i 3F. Hold øje med ham.

3.) DI har et internt dilemma

Dette års forhandlinger rummer en særlig udfordring for arbejdsgiverne.

De to arbejdsgiverorganisationer, DI og HTS fusionerede forrige år, og derfor skal det nye og store DI forhandle både minimalløn og normalløn. Hvordan DI vil styre sig igennem det interne dilemma, ved kun de selv, ikke engang de øvrige arbejdsgivere ved noget.

For DI’s topchef, Hans Skov Christensen, står der ekstra meget på spil. Et godt resultat for arbejdsgiverne vil vise, at fusionen mellem DI og HTS var rigtigt tænkt. Et dårligt resultat for arbejdsgiverne vil svække Skov Christensens autoritet hos de tunge drenge i industriens bagland.

4). Sådan er arbejdsgivernes plan

Planen er, at arbejdsgiverne vil have industriens aftaler på plads først. Det skyldes, at eksporterhvervene er mere udsatte for konkurrence fra udlandet end de hjemlige brancher. Derfor skal gennembruddet komme i industrien, og først når industrien har et gennembrud på minimallønnen, kommer de reelle forhandlinger om normallønnen i gang.

De forhandlinger kan til gengæld vise sig at blive barske, og hvis Jan Villadsen & Co. i 3F stiller sig på bagbenene, kan arbejdsgiverne få sig en ubehagelig overraskelse.

5.) Ingen ønsker en konflikt, men …

Risikoen for en konflikt er bestemt til stede. Selv om parterne måske kan forhandle et resultat på plads, skal man huske, at der både skal være et forlig på minimalløn og et forlig på normalløn, og at et resultat skal stemmes hjem. Hos 3F har de endda kongres i år, hvor lederne skal genvælges, så de kan ikke leve med et dårligt resultat.

På Christiansborg vil politikerne holde vejret. Hvis vi får en konflikt, skal politikerne stoppe konflikten med et politisk indgreb. Det vil belaste forholdet mellem den borgerlige regering og fagbevægelsen, hvad statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) for enhver pris vil undgå.

Lige så snart de nye overenskomster er på plads, får Lars Løkke Rasmussen brug for at indgå aftaler med fagbevægelsen i regeringens Vækstforum. Lars Løkke vil hade at gribe ind.

Hvad med oppositionen? Som et økonomisk ansvarligt parti plejer Socialdemokratiet at stemme for et indgreb, men SF har aldrig gjort det før. Derfor vil et politisk indgreb i en konflikt sætte det møjsommeligt opbyggede samarbejde mellem Helle Thorning Schmidt og Villy Søvndahl på dets hidtil hårdeste prøve.