Både arbejdsgivere og fagbevægelse ryster på hovedet ad de seneste dages konflikt på Carlsberg. Nu gælder det om at dysse sagen ned, så den ser ud som en lokal konflikt frem for at ligne opskriften på en storkonflikt.

Tidligere indlæg om overenskomstforhandlingerne:

Disse syv mænd afgør de nye overenskomster (14. januar)

Spinguide til de nye overenskomster (10. januar)

Derfor kan vi få en storkonflikt (6. januar)

Indrømmet, det lyder fjollet, at vi måske er på vej mod en storkonflikt på arbejdsmarkedet. Midt i en økonomisk krise, er det ikke ligefrem tab af produktion og værdier, vi har brug for. For nu at sige det mildt.

Alligevel er der en betydelig risiko for, at vi vil opleve den triste situation, hvor fabrikkerne står tomme, lastbilerne holder stille, og landet går i stå. Hvis nogen skulle have været i tvivl, viser de seneste dages konflikt på Carlsberg hvorfor.

Sagen kort:

I fredags fik nogle hundrede ansatte hos Carlsberg Danmark et brev fra ledelsen. Brevet fortalte, at ledelsen ikke vil give lønstigninger ved de kommende lokale forhandlinger, fordi ledelsen vil fastholde bryggeriets konkurrencekraft. De ansatte gik hjem i protest over, at ledelsen kommer med det budskab, længe før de lokale forhandlinger skal starte. I går oplyste ledelsen, at alle 900 ansatte, som har været omfattet af konflikten, er i arbejde igen.

Hvad skal man lægge i det?

Hos Carlsberg ville ledelsen vistnok bare være ærlig og allerede nu fortælle sine ansatte, hvordan landet ligger. Forståeligt, måske. Alligevel ryster de på hovedet hos både arbejdsgivere og fagbevægelse, hvor de lige nu er i gang med de følsomme centrale forhandlinger om de nye overenskomster.

Sådan en uro øger kun presset på forhandlerne og gøre det sværere at indgå et forlig. Det er mangel på politisk fornemmelse hos Carlsbergs ledelse, og derfor har både arbejdsgivere og fagbevægelse travlt med at dysse sagen ned. Det er en lokal sag, forklarer de.

Sagen er imidlertid alt andet end en lokal sag.

Arbejdsgiverne er hårdt presset ….

Carlsberg er ikke hvem som helst. Carlsberg er en stor eksportvirksomhed, og selv om sagen handler om bryggeriets danske forretning, illustrerer balladen, at virksomheden er hårdt presset både af den økonomiske krise og af konkurrencen fra Asien. De internationale virksomheder som Carlsberg, Mærsk, Grundfos og Danfoss ser tilsyneladende mere alvorligt på krisen end arbejdsgiverne i de hjemlige brancher som detailhandel og byggeri.

Forskellen? Forskellen er, at når arbejdsgiverne i de hjemlige brancher fyrer folk i øjeblikket, så regner de med at ansætte dem igen, når krisen er overstået. Når arbejdsgiverne i industrien fyrer folk i denne tid, ansætter de dem ikke igen, når krisen er ovre. Til den tid dukker de nye job op i Asien eller i Østeuropa.

Kort sagt: Carlsberg lavede en fodfejl, men budskabet om krisens alvor er ærligt ment.

Læg dertil, at Carlsberg sidder med i ledelsen i DI. Magten er skruet sådan sammen i DI, at de tunge drenge i industrien bestemmer, hvad deres talerør, topchefen i DI, Hans Skov Christensen, siger og gør.

Carlsbergs topchef, Jørgen Buhl Rasmussen, sidder således med i det prestigefyldte erhvervspolitiske udvalg i DI, hvor kun de helt store koncerner får lov at sidde, og hvor deres direktører i øvrigt kun gider at sidde, fordi de ikke behøver at bruge ret meget tid på arbejdet. Chefen for Carlsberg Danmark, Jesper B. Jørgensen, sidder med i DI’s hovedbestyrelse.

Derfor har Carlsberg et stort ord at skulle have sagt i DI, og derfor illustrerer de seneste dages ballade den opgave, som topforhandleren fra DI, Hans Skov Christensen, på ene side og topforhandleren fra CO-industri, Thorkild E. Jensen, på den anden side, skal løse. De skal lave et forlig, der kan rumme både en kulsort kriseopfattelse hos Carlsbergs ledelse og kravet om en sikring af reallønnen hos industriarbejderne i 3F.

… og det er fagbevægelsen også

Balladen på Carlsberg viser ikke kun, hvorfor vejen er åben til en storkonflikt. Balladen forøger ligefrem risikoen, fordi den lægger et psykologisk pres på forhandlerne.

Hans Skov Christensen og hans højre hånd, Kim Graugaard, har nu fået et ubehageligt vink med en vognstang om, at selv om baglandet er under pres, så er industriens ansatte klar til kamp. Trods krisen.

Thorkild E. Jensen og hans makker, Børge Frederiksen fra industrigruppen i 3F, er også sat under pres.
De to fagforeningsbosser må logisk sige til sig selv, at når industriens arbejdsgivere ikke vil give noget ved de kommende lokale forhandlinger, så bliver de nødt til at hive endnu flere tiører hjem her og nu ved de centrale forhandlinger. På den måde har balladen på Carlsberg gjort det sværere at nå et forlig mellem DI og CO-industri på området for den såkaldte minimalløn i industrien.

Strategien hos arbejdsgiverne er ellers, at de først skal lave et gennembrud i forhandlingerne på netop det her område.
Først når det forlig er på plads, skal der komme et gennembrud i de sideløbende forhandlinger på området for den såkaldte normalløn, det vil sige især transportområdet.

Erfaringen viser, at risikoen for en storkonflikt ligger hos de genstridige chauffører på transportområdet og ikke på industriens område. Forløbet på Carlsberg de seneste dage viser, at risikoen for en konflikt denne gang ligger begge steder.