Luften er iskold mellem LO og den tidligere næstformand Tine Aurvig-Huggenberger. Opgøret i byretten kunne være lukket med et forlig, men meget mere end jura står på spil.

Da LO’s tidligere formand Hans Jensen mødte frem i Københavns byret i går, nægtede han at give hånd til sin tidligere næstformand, Tine Aurvig-Huggenberger. Hun havde ellers rejst sig for at sige goddag.

En ret primitiv fornærmelse. Et symbolsk udtryk for sagens følelser.

Striden mellem Tine Aurvig-Huggenberger og LO står om, hvordan hendes pensionsordning i LO skal fortolkes. Et millionbeløb står på spil, og mens vi venter på den juridiske afgørelse, kan vi allerede nu konstatere at begge parter styrer mod et smertefuldt nederlag.

Aurvig-Huggenberger taber venner …

Tag nu Tine Aurvig-Huggenberger.

For hende er sagen en trist afsked med den fagbevægelse, hvor hun lagde en stor del af sit voksne liv. Hun kæmpede sig op i rækkerne. Aurvig-Huggenberger kom fra et lille forbund og fik intet foræret, men nåede alligevel at blive LO’s første kvindelige næstformand. En mønsterbryder. Hun stod for fornyelse og vandt respekt, men da hun tabte valget om formandsposten i 2007, valgte hun at forlade LO.

Tine Aurvig-Huggenberger kan naturligvis vælge at se på sagen sådan rent principielt. Hun mener, at hun har ret, og derfor står hun fast på sin ret. Respekt for det.

I praksis ser tingene anderledes ud. Tine Aurvig-Huggenberger arbejder nu hos kommunikationsfirmaet PrimeTime. Der lever hun af at rådgive kunder, og på firmaets hjemmeside står der, at hendes specialer er: »Interessevaretagelse, strategisk udvikling, forhandlingsrådgivning og kommunikationsrådgivning«.

Hvis en tidligere topleder behersker alle disse fire krævende discipliner, bør det være næsten umuligt at havne i en opslidende retssag mod sin gamle arbejdsplads. Eller hvad?

Tænk, hvis kunderne hos PrimeTime tænker sådan.

Man må i øvrigt gå ud fra, at PrimeTime tjener penge på samme måde som andre konsulentfirmer. Det vil sige, at PrimeTime lever af de ansattes personlige netværk, når de henter nye kunder ind til firmaet. En naturlig forventning vil være, at Tine Aurvig-Huggenberger skal hente kunder ind fra fagbevægelsen, men hendes netværk i de kredse er nok ret lille fremover. De har en lang hukommelse i fagbevægelsens top.

… og LO taber anseelse …

For LO er sagen nærmest katastrofal. For det første er det ikke smart, at der er tvivl om, hvorvidt landets fagbevægelse har styr på dens egne folks pensionsvilkår.

For det andet åbner sagen den smertefulde diskussion om pamperi i fagbevægelsen endda i en tid, hvor fagbevægelsen taber medlemmer. Ude i skurvognene og i kantinerne skal de endnu en gang høre om topfolk i fagbevægelsen, som har langt bedre forhold, end de selv har.

Af alle tænkelige tidspunkter, så lige nu:

De følsomme forhandlinger om nye overenskomster er i gang, og forleden viste en strejke på Carlsberg, at arbejdsgiverne er på krigsstien. Snart skal fagbevægelsens top med de dejlige pensioner forklare deres medlemmer, at de skal stemme ja til nogle små lønforhøjelser. Puha.

Hvorfor i himlens navn har parterne ikke lavet et forlig?

Tilsyneladende var Tine Aurvig-Huggenberger i flere år uenig med den øvrige LO-ledelse om, hvordan vilkårene for hendes pension skulle fortolkes. Det var, mens Hans Jensen var formand, og han burde have skabt klarhed, men det gjorde han ikke.

Undervejs løb tiden fra ledelsen, fordi Tine Aurvig-Huggenberger og Harald Børsting skulle i kampvalg om posten som formand. Opgøret blev hårdt, og Tine Aurvig-Huggenberger udtalte, at hun ville forlade LO, hvis hun tabte valget.

Et mere forsigtigt gemyt havde ført en rolig valgkamp og sadlet om undervejs og fortsat på posten som næstformand. På den måde havde hun vundet noget tid og kunne så forhandle sin fratræden fra en stærk platform. Hellere true med at blive end med at gå, siger det gamle ord.

I stedet forlod hun LO. Da slagsmålet om pensionen spidsede til, henvendte hun sig hos HK, hvor formanden for HK/Privat, Karin Retvig, tog sagen, og resten af forløbet kender vi. Set i bakspejlet må man undre sig over, at HK ikke trak vejret dybt og sørgede for et forlig med LO. Måske fordi Karin Retvig havde holdt med Aurvig-Huggenberger i opgøret mod Harald Børsting.

Når et indædt kampvalg slutter med stemmerne 406-389, tager det lidt tid, før folk kommer på talefod igen.

… men et forlig er udelukket

Javel, vil nogen indvende, men når to parter ikke kan blive enige, så må de vel mødes i retten? Sandt nok. Sagen er blot, at der her er tale om mennesker, som kender deres politiske ABC.

Det er sjældent klogt at søge en juridisk afgørelse på et politisk slagsmål, og både Tine Aurvig-Huggenberger og LO ved, at en retssag vil skade begge parter langt mere, end den vil gavne. Uanset om de vinder eller taber sagen.

De gør det alligevel. Sandsynligvis fordi sagen slet ikke handler om jura, men om personlige modsætninger, bristede drømme og politiske intriger. Selv dygtige mennesker kan komme i en situation, hvor de lægge fornuften til side og giver sig i følelsernes vold.

Du bør også læse disse indlæg:

Derfor er storkonflikten afblæst

Når de røde inviterer, så kommer kapitalen

Her er taktikken i mæglingsskitsen