I disse uger kæmpes en indædt magtkamp om TryghedsGruppens kolossale pengetank på 24 milliarder kroner. Formanden, Mikael Olufsen, burde være et let offer for oprøreren Jørn Astrup Hansen, men han har fundet en blottelse hos sin modstander.

I disse dage og uger udkæmpes et indædt opgør om en af de største magtkoncentrationer i dansk erhvervsliv: TryghedsGruppen, som forvalter cirka 24 milliarder kroner. I mange år har ledelsen suppleret sig selv, men nu skal 350.000 forsikringskunder vælge nye medlemmer til det såkaldte repræsentantskab.

Umiddelbart ligner den magtfulde TryghedsGruppen og formanden Mikael Olufsen en lækkerbidsken for en opposition. TryghedsGruppens adfærd gennem de seneste år har nærmest været en invitation til kritik. Til oprør.

I årevis har ledelsen lavet om på ejerforholdene; de har undladt at inddrage medlemmerne, de har kun udpeget venligtsindede medlemmer til ledelsen, og blandt bestyrelsens nye kandidater til det aktuelle valg har adskillige selv modtaget store beløb fra Trygfonden.

Her i valgkampen har flere af bestyrelsens kandidater brugt deres magtfulde poster i samfundet til at føre deres valgkamp. For eksempel har Mikael Olufsen ført en personlig valgkamp over for de ansatte i selskabet TrygVesta, og kandidater som Steen Gede og Ulrik Salmonsen udnyttede, at de sidder i DSB’s bestyrelse, og brugte DSB’s personaleblad til at føre valgkamp. Vælgerne får ikke en stemmeseddel automatisk, men skal bede om at få den tilsendt. Og så videre. Det tegner et samlet billede af lukkethed og magtfuldkommenhed.

Frem for at imødekomme kritikken har Mikael Olufsen begået den klassiske fejl at byde kritikerne trods. Han afviser dem. Han forsøger at holde dem uden for indflydelse. Det er ellers børnelærdom for en bestyrelsesformand, at den mest effektive metode til at kvæle et oprør, er at omfavne oprørerne. Luk dem ind i varmen; tilbyd dem indflydelse, og deres kritik vil miste fodfæste.

Oprøreren mod bestyrelsen hedder Jørn Astrup Hansen. Han er tidligere bankdirektør, og det burde være ret nemt at sparke døren ind hos TryghedsGruppen og løbe med al sympatien, men det er ikke rigtig lykkedes.

Sagen er svær at forstå for offentligheden. Dertil kommer, at Jørn Astrup ikke har et stort apparat, som han kan trække på. Bestyrelsens kandidater præsenteres på en flot hjemmeside – tryghedsvalg.dk – mens de uafhængige kandidater ikke har de samme ressourcer. Til sammenligning kan du se Jørn Astrup Hansen og de øvrige kritikeres hjemmeside her.

Jørn Astrup har det også med at være omstændelig, når han redegør for sine synspunkter og indimellem udtrykker han sig hårdt og kan støde folk fra sig.

Sandheden er, at Jørn Astrup har en glimrende sag. Han vil holde TryghedsGruppen fast på, at de skal varetage forsikringstagernes interesser. Han vil have mere åbenhed og demokrati.

Olufsen bruger Astrups blottelse

Frem for at stå fast på det budskab, går Jørn Astrup imidlertid et skridt videre. Han lader sig fange af sn egen logik, som fører ham til et provokerende standpunkt.

Jørn Astrup mener, at TryghedsGruppen har kørt ejerstrukturen så langt ud, at det ikke længere er muligt for bestyrelsen at varetage forsikringstagernes interesser, frem for aktionærernes interesser. Det synspunkt fører logisk Jørn Astrup hen til påstanden om, at TryghedsGruppen derfor bør opløses, og at formuen skal udloddes.

Det synspunkt er en blottelse.

Jørn Astrup Hansen gør sig politisk sårbar, og det har Mikael Olufsen & Co. udnyttet med stor dygtighed. I indlæg efter indlæg har de slået fast, at Tryghedsgruppen deler millioner af kroner ud hvert år til gode formål. Refleksbrikker, undervisning i førstehjælp og hjertestartere. Det er en ren foræring for TryghedsGruppen at kunne gå i valgkamp med det rygstød og fortælle at modparten vil stoppe alt dette.

Hvordan ender kampvalget, når det slutter 10. februar? Umuligt at sige.

Sikkert er det imidlertid, at sagen får konsekvenser. Det er ikke holdbart, at juraen omkring en af landets mest magtfulde pengetanke er omtvistet.

Foreløbig venter vi på en redegørelse, som økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen (K) har bestilt. Senere i år kommer en afgørelse i Højesteret.

Uanset udfaldet heraf, er det lykkedes for Jørn Astrup at rette et kritisk lys mod TryghedsGruppen, og presset mod Mikael Olufsen vil kun vokse.

Det vil ikke længere være muligt for en af landets største magtkoncentrationer at udøve sin indflydelse uden reel indsigt fra offentligheden.