På lørdag klokken 13 gøres det første alvorlige forsøg på at lave et forlig om de nye overenskomster. En mulig vej til et forlig begynder at tegne sig, men risikoen for en konflikt vokser, som dagene går.

Forhandlingerne om de nye overenskomster går ind i en ny fase torsdag. Når adm. direktør Jørn Neergaard Larsen i Dansk Arbejdsgiverforening åbner postkassen torsdag morgen, finder han et brev med et kollektivt konfliktvarsel fra LO’s formand Harald Børsting.

Trods det dystre brev forhandler parterne videre, men deres fælles tidsfrist har hele tiden været fredag 12. februar. Det betyder reelt, at weekenden bliver sidste chance for at nå et forlig, hvis ikke forligsmanden Asbjørn Jensen skal ind over forhandlingerne.

Kort sagt: Nu går det løs for alvor. Her er status, efter at arbejdsgiverne og lønmodtagerne har forhandlet i en måned:

1. Ingen beskidte tricks endnu
Det er lykkedes at holde forhandlingerne bag lukkede døre. Et godt tegn. Fortroligheden viser, at man stadig håber på at nå et forlig. Når oplysninger begynder at lække fra lukkede forhandlinger, er det tegn på, at tingene er ved at køre skævt.

Faktisk er forhandlingerne nu så lukkede, at kun de centrale forhandlere fra DI på den ene side og CO Industri og 3F på den anden side ved, hvad der foregår. Hverken de øvrige arbejdsgivere i DA-familien eller de øvrige lønmodtagere i LO-familien ved noget.

Til almindelig overraskelse har politikerne på Christiansborg i øvrigt holdt deres mund og ladet være med at sige noget dumt, som kan påvirke forhandlingerne. Det gjorde nogle af politikerne under forhandlingerne på det offentlige område for to år siden, og det udløste kaos.

2. Knasten hedder social dumping
Vejen til et forlig begynder at tegne sig. Den går via den såkaldte sociale dumping. Selvfølgelig står den hårdeste strid om løn, men fagbevægelsen ved godt, at pengene bliver små. Derfor gælder det for Thorkild E. Jensen fra CO-Industri og Jan Villadsen fra 3F om at komme med nogle krav, som er billige i kroner og øre for arbejdsgiverne, men som er værdifulde ideologiske indrømmelse for fagbevægelsen.

Lige nu ser det ud, som om det absolut vigtigste krav bliver, at arbejdsgiverne skal forhindre, at uorganiserede arbejdere fra Østeuropa underløber de danske overenskomster. Teknisk er det svært at lave sådan en aftale. Der er problemer med EU-reglerne, der er forskelle på brancher, og der er problemer med, hvordan man kontrollerer den slags.

Imidlertid har arbejdsgiverne erkendt, at dette krav er afgørende vigtigt for fagbevægelsen. Det meget omtalte ultimative krav fra HK/Privats formand, Karin Retvig, om at få den såkaldte 50 procentregel væk, får kun en mindre betydning.

Det samme gør et krav om indrømmelser, når det gælder ligeløn.

3. Carlsberg var en smutter
De fredelige rammer om forhandlingerne er blevet brudt en enkelt gang. For nylig meddelte ledelsen i Carlsberg Danmark deres bryggeriarbejdere, at de ikke skulle regne med at få noget ud af de kommende lokale lønforhandlinger. Arbejderne gik straks hjem. En ualmindelig klodset opførsel midt i en følsom forhandling om nye overenskomster. Både arbejdsgivere og lønmodtagere rystede på hovedet, men alle bedyrer, at det var en lokal sag. Det var det ikke, naturligvis, Carlsberg gør ikke den slags uden koordination med DI. Men nu er sagen i hvert fald dysset ned.

Så er det mere elegant lobbyisme, når arbejdsgiverne sender dystre prognoser på gaden, som fortæller, hvor forfærdeligt landets økonomi har det, og at arbejdsgiverne ingen penge har. Mest markant Dansk Byggeris prognose, der fortalte, at krisen kan koste 45.000 job i byggeriet.

4. Hvordan forløber de næste dage?
Parterne ventes at gøre et forsøg på at nå et forlig i weekenden, især på det såkaldte minimallønsområde, hvor gennembruddet skal komme.

Logikken siger, at det ikke lykkes.

Både arbejdsgivere og fagbevægelse har brug for mere tid. Hvis det ser ud, som om der er blevet kæmpet fra hus til hus lige til sidste øjeblik, så bliver det nemmere at få et forlig stemt hjem hos medlemmerne.

Hvis – når – et forlig ikke kommer i hus i weekenden, kommer næste fase.

DA’s topchef, Jørn Neergaard Larsen, og LO’s formand, Harald Børsting, kan så regne med en opringning fra forligsmand Asbjørn Jensen mandag eller tirsdag. Det bliver i første omgang kun for at mødes over en kop kaffe og en småkage.

Hvis forligsmanden skal træde ind i forhandlingerne, har han brug for nogle brikker, så han kan begynde at lægge et samlet puslespil, og den slags brikker er der ingen af endnu. Derfor vil forhandlingerne fortsætte, men under et hårdere tidspres.

5. Risikoen for en konflikt vokser
Selv om det lyder fjollet med en konflikt midt i en økonomisk krise, så er risikoen stor, og den vokser, efterhånden som der er færre dage til at forhandle. Problemet er, at handlefriheden i en økonomisk krise er lille. Derfor har både arbejdsgivere og fagbevægelse svært ved at bevæge sig, så de kan komme hen til det ledige felt på skakbrættet, hvor de kan nå hinanden med kompromis.