Regeringen skal spare 31 mia. kr. frem til 2015. Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) vil ikke fortælle hvordan, men det kommer han snart til.

Frem til 2015 skal regeringen finde hele 31 mia. kr. for at have styr på de offentlige finanser. Hvordan sparer man så mange penge uden at sende økonomien ned i et nyt sort hul?

Ingen ved det. Ikke engang en økonomisk vismand vil kunne give et klart svar. Ingen har oplevet en krise som denne før. Krisen kom pludseligt og ramte alle lande i EU på samme tid. Alle lande har fået større udgifter og har pumpet rigtig mange penge ud i deres økonomi for at bekæmpe krisen, og derfor har alle lande et underskud i statskassen. Nu skal alle lande til at spare for at lukke hullet igen. Endda på samme tid.

Sådan en manøvre kan få det spirende opsving til at fryse fast igen.

Det er imidlertid en regerings ansvar at løse sådan en opgave, så lad os se nærmere på, hvad den danske regering vil gøre.
Kort fortalt har finansminister Claus Hjort Frederiksen to opgaver.

Den første opgave er kravet fra EU’s konvergensprogram, som betyder, at regeringen skal finde 24 mia. kr. de næste tre år frem til 2013. Den anden opgave er et krav fra regeringens egen såkaldte 2015-plan, som betyder, at regeringen skal finde yderligere 7 mia. kr. de følgende to år. I alt skal der spares 31 mia. kr.

1. Først skal 24 mia. kr. spares …

Selv om Claus Hjort Frederiksen lagde en redegørelse på 157 sider frem på et pressemøde i går, undlod han at fortælle, hvordan han vil finde de mange penge.

Regeringen vil gerne overleve næste valg, og derfor gælder det om at trække tiden ud og være så lidt konkret som muligt.
I praksis er der dog kun to veje at gå, når nu Claus Hjort Frederiksen ikke vil hente flere penge ind i statskassen via højere skatter. Her og nu kan regeringen skære i velfærden, det vil især sige ude på plejehjem, børnehaver og skoler. Senere kan regeringen lave nogle reformer og presse danskerne til at arbejde mere.

Hvor ondt forslagene kommer til at gøre, får vi en fornemmelse af til juni, når regeringen og kommunerne skal forhandle om næste års økonomi. Kun dertil kan Claus Hjort Frederiksen lurepasse.

Kravet fra EU til Danmark er mere vigtigt, end det plejer at være. Hvorfor? Det skyldes finanskrisen.

Da finanskrisen brød ud i lys lue i oktober 2008, blev den danske krone svækket voldsomt, fordi udenlandske spekulanter forlod den lille danske valuta og søgte ly hos større valutaer. Nationalbanken forsvarede kronen, men forsvaret var kostbart. Hvis vi skal undgå sådan en forskrækkelse igen, kræver det en hård økonomisk disciplin, så spekulanterne tror på, at den danske krone er robust. Hvis Danmark lever op til kravene fra EU, er det et effektivt signal til spekulanterne.

2. … og så skal 7 mia. kr. spares

Claus Hjort Frederiksen vil heller ikke fortælle, hvordan han vil finde yderligere 7 mia. kr. frem mod 2015. Heller ikke selv om regeringens tænketank, Arbejdsmarkedskommissionen, har fortalt regeringen, at danskerne skal arbejde noget mere, og at regeringen lige så godt kan gå i gang med at stramme adgangen til efterløn og dagpenge. De to håndtag er tabu. Men hvordan kan regeringen så påstå, at dens egen 2015-plan hænger sammen?

Redegørelsen rummer to små tricks, som skiftende regeringer har brugt mange gange. Claus Hjort Frederiksen skriver sig simpelthen ud af, at der stadig er lang vej til, at 2015-planen skal holde. Noget vil ske.

På embedsmandssprog lyder den slags sådan:

»Det er (…) beregningsteknisk forudsat, at nye initiativer samlet forøger beskæftigelsen i et omfang, som styrker de offentlige finansers holdbarhed med yderligere ca. 7 mia. kr.«.

Det andet trick er at flytte målstregen længere væk. Selv om regeringen holder fast i 2015-planen, så varsler de nu en 2020-plan. Det lyder sådan her i det nye regeringsprogram:

»På den lidt længere bane vil regeringen fortsætte en aktiv reformpolitik og tage de nødvendige initiativer for at øge det samlede danske arbejdsudbud frem mod 2020«.

De to trick betyder tilsammen, at regeringen vinder tid. Regeringen kan vente med at præsentere vælgerne for de upopulære reformer til efter næste valg.

Regeringen kan yderligere bruge den vundne tid til at krydse fingre for, at et økonomisk opsving får fart på de næste år. Folks økonomiske selvtillid vil vende tilbage, arbejdsløsheden vil falde igen, og det vil måske blive muligt at stramme adgangen til dagpenge og efterløn, uden at folk bliver alt for vrede.

Foreløbig nøjes regeringen med at tale om, at studerende skal hurtigere igennem deres uddannelser, at folk på førtidspension skal motiveres til at arbejde, og at udenlandske nøglemedarbejdere skal komme til landet. De tre forslag er dog ikke konkrete, de får ikke landets økonomiske fremtid til at hænge sammen, og tidshorisonten er helt ude i nærheden af 2020.