Dansk økonomi er kun langsomt på vej op i tempo, og den vigtigste forklaring finder vi ikke her i landet, men i Kina. I går ryddede Kina endnu en gang forsiden på de internationale erhvervsaviser.

Økonomi er ikke kun økonomi, det er også en politisk magtkamp på globalt plan.

Tag nu søndag aften.

En af verdens mest magtfulde mænd, Kinas premierminister Wen Jiabao, holdt et sjældent pressemøde. Han blev spurgt, om Kina snart vil lade være med at holde landets valuta nede i en kunstigt lav kurs? Please?

Nej, svarede Wen.

Umiddelbart lyder det måske som noget teknik. En sag for nørder.

Det er det ikke; det er storpolitik.

I de internationale erhvervsaviser røg sagen på forsiden i går. Både britiske Financial Times og amerikanske Wall Street Journal slog sagen stort op, også i deres elektroniske udgaver.

Kina tænker på sig selv …

Sagen kort: Kinas valuta er så langt nede i kurs i forhold til dollar, at den er et problem for os i Vesten. For dig og mig. Den lave kurs gør det ekstra billigt for Kina at sælge varer i USA. Tilsvarende gør den lave kurs det dyrt for USA at sælge varer til Kina. Resultatet er, at Kina har et stort handelsoverskud i forhold til USA, som har hårdt brug for at få gang i landets eksport. USA er verdens økonomiske lokomotiv, og først når USA får rigtig fart på, kommer den vestlige verden for alvor ud af krisen.

Den ubalance mellem USA og Kina var en af flere årsager til finanskrisen, og til, at en gældsat amerikansk økonomi stadig gisper efter vejret.

Selv om vi har nået bunden i krisen, findes den grundlæggende ubalance mellem Kina og USA stadig, og den vil trække tiden ud, før et nyt opsving i Vesten får rigtigt fat. Opsvinget vil oven i købet være ustabilt.

Derfor presser præsident Barack Obama på, for at Kina skal lade landets valuta stige i værdi, så det bliver nemmere for USA at sælge varer til Kina. Svaret fra Kina har hele tiden været nej. Søndag aften kom så endnu et nej fra Kina; denne gang blev tonen endda skærpet.

… og det er Kina nødt til

Er de i ond tro i Kina? Næh, de tænker blot på landets nationale interesser, før de tænker på resten af verden. Hvis man ser igennem Kinas spin, så er sagen, at Kina har brug for at have en høj økonomisk vækst. Det er en betingelse for, at ledelsen kan holde sammen på det kolossale land.

Et gæt lyder på, at Kina er nødt til at have en økonomisk vækst på kolossale 8 procent om året, hvis landet skal holde sammen på sig selv. Hvis de mange millioner i Kina oplever, at fremgangen i deres levestandard går i stå, vil det udløse økonomisk og etnisk uro. En slags pyramidespil på højt plan.

Faktisk ved ingen, om Kina har nogen ide om, hvordan de vil vikle sig ud af dette dilemma.

I øvrigt er Kina ikke indstillet på at blive belært af USA om, hvordan man fører en klog økonomisk politik. Har USA noget at lade Kina høre oven på de syge subprimelån og de absurde bonusser til finansfolkene på Wall Street?

I de forskellige erhvervsaviser diskuterer verdens økonomer, hvad man stiller op. Især i Financial Times diskuteres problemet, og avisens økonomiske kommentator Martin Wolf sammenligner den nuværende ubalance mellem USA og Kina med en togulykke. Vi sidder alle i et tog, som er i gang med at køre af sporet. Togulykken sker i slowmotion, toget kører kun af sporet i langsom fart, men resultatet bliver, at toget vælter.

Skal Vesten begynde at straffe Kina, for eksempel ved at sætte barrierer op for handlen med Kina? Hvis det sker, vil det være i strid med alle ønsker om, at krisen ikke må føre til protektionisme. Snarere, skrev en professor fra Harvard University i Financial Times for nylig, bør alle kræfter sættes ind på at komme med kreative ideer til, hvordan dette dilemma kan løses.

Nu ligger bolden hos USA’s præsident Obama, som ventes at komme med en reaktion på udtalelsen fra Wen Jiabao søndag aften