Statens forligsmand, Asbjørn Jensen, offentliggjorde sit mæglings8forslag i forgårs, og med en usædvanlig manøvre i sidste øjeblik prøver han at undgå en storkonflikt. Manøvren er smart, men risikabel.

I bunden af bloggen kan du se en udskrift af forligsmand Asbjørn Jensens mundtlige redegørelse for forløbet omkring HK/Privats ultimative krav om at få fjernet 50 procent reglen.

Forligsmand Asbjørn Jensen frygter, at en storkonflikt kan blive en realitet. Da Asbjørn Jensen offentliggjorde sit mæglingsforslag i forgårs, kom han med en usædvanlig appel til de 600.000 lønmodtagere, som nu skal stemme ja eller nej.

»Jeg ville finde det næsten uansvarligt, hvis det ender med et nej«, sagde han.

Asbjørn Jensen er normalt forsigtigheden selv, men i forgårs gik han længere i sit ordvalg, end han har gjort før i sine cirka 20 år som forligsmand. Asbjørn Jensens udtalelser er udtryk for nervøsitet. Og for frustration.

To grunde til at stemme nej

Risikoen for en storkonflikt skyldes, at to forskellige temaer er i spil på samme tid. På transportområdet og i byggeriet gælder det kampen mod social dumping. Hos funktionærerne i HK/Privat gælder det kampen mod den såkaldte 50-procents regel. Reglen siger, at HK/Privat først kan lave en overenskomst, når halvdelen af de ansatte i en virksomhed er medlemmer.

Det er to vidt forskellige temaer, som hver for sig kan udløse stemmer for et nej, og som tilsammen kan skabe et flertal imod mæglingsforslaget. Det vil udløse en storkonflikt, og Asbjørn Jensen advarede mod en sådan konflikt, som efter hans opfattelse vil betyde et varigt tab af dansk produktion.

En storkonflikt vil lukke landet ned i løbet af få dage og vil blive stoppet af et politisk indgreb. En konflikt vil starte 25. april, og den vil få lov at løbe hen over 1. maj, så arbejdernes kampdag kan få fuld skrue. Derefter vil mæglingsforslaget blive ophøjet til lov, men først når alle kan se, at landet er på vej i krise. En borgerlig regering på vej mod et folketingsvalg vil ikke provokere vælgerne, før alle kan se fornuften i et indgreb.

Asbjørn Jensens feberredning

Når Asbjørn Jensen er bekymret for, at en storkonflikt kan komme, så er det især, fordi han frygter den ventede kampagne for et nej fra HK/Privat.

I timerne og dagene op til i fredags foretog forligsmanden derfor en usædvanlig manøvre for at neutralisere modstanden hos HK/Privat. Sammen med LO’s formand, Harald Børsting, og DA’s direktør, Jørn Neergaard Larsen, accepterede forligsmanden, at HK/Privat fik en række indrømmelser med i mæglingsforslaget.

Det er helt usædvanligt.

Traditionelt er spillet om mæglingsforslaget sådan, at enten laver arbejdsgiverne og lønmodtagerne i en branche et forlig, og så bliver deres forlig kopieret ind i det samlede mæglingsforslag. Eller også laver de ikke et forlig i en branche, og så kommer de med i mæglingsforslaget alligevel, men kun i en skrabet version. Laver man forlig, bliver man belønnet, laver man ikke forlig, bliver man straffet.

Nu gør forligsmanden en undtagelse. Selv om HK/Privat ikke vil lave en overenskomst, så får HK/Privat alligevel en række indrømmelser i mæglingsforslaget. Manøvren er smart, men risikabel.

HK/Privat får lov at redde ansigt

Her og nu opnår Asbjørn Jensen, at HK/Privat får sværere ved at lave en slagkraftig kampagne for et nej. Selv om HK/Privat ikke får sit ultimative krav opfyldt, så får de alligevel flere værdifulde indrømmelser, og for medlemmerne vil tilskyndelsen til at stemme nej blive mindre.

Til gengæld sender forligsmanden sammen med DA og LO et farligt signal til fremtidens forhandlinger om overenskomster. Signalet lyder, at hvis du er stærk nok, og hvis du er vred nok, så kan du få indrømmelser med i mæglingsforslaget, selv om du anbefaler dine medlemmer at stemme nej til mæglingsforslaget. Du kan lægge en aggressiv strategi, og hvis strategien mislykkes, så bliver du ikke straffet.

Det signal vil de hårde drenge i fagbevægelsen utvivlsomt notere sig til næste gang.

Kritik af HK/Privats strategi

I øvrigt gik Asbjørn Jensen langt i fredags, da han luftede sin frustration mod HK/Privat.

Han redegjorde for forløbet omkring 50-procents reglen. Han forklarede, at HK/Privat fra starten var gået med i et fællesskab i CO-Industri og på den måde havde accepteret, at dette fællesskab kunne indgå bindende aftaler på vegne af deltagerne. Da aftalen mellem CO-Industri og Dansk Industri kom på plads, var det ikke lykkedes CO-Industri at få 50-procents reglen forhandlet væk. Ærgerligt for HK/Privat, men sådan er reglerne, og man kan ikke være med i et fællesskab og stille ultimative krav på samme tid.

Da aftalen mellem CO-Industri og Dansk Industri var på plads, var løbet i realiteten kørt for HK/Privat, og man må høre Asbjørn Jensens redegørelse sådan, at det resultat burde HK/Privat have forudset fra starten.

Det følgende er en udskrift af forligsmand Asbjørn Jensens mundtlige redegørelse til pressen fredag 26. marts 2010 for forløbet omkring HK/Privats ultimative krav om at få fjernet 50 procent reglen i forhandlingerne om de nye overenskomster. Vær opmærksom på at Asbjørn Jensen flere steder taler om “man”. Som oftest refererer “man” til HK/Privat, men ikke alle steder.

Forligsmand Asbjørn Jensen:

“Den måde man har lagt sit krav til rette på og fået det behandlet vil jeg sige, fører meget naturligt til at man ikke kunne få noget i Forligsinstitutionen i hvert fald.

Hvis jeg skal beskrive det, men det tager længere end 30 sekunder, så har man jo startet med at sige det ultimative at man ville have afskaffet 50 pct reglen. Derefter går man ind i en forhandling med den største aftale med industrien, den dækker vel 1/3 eller 1/4 af alle HKs medarbejdere. Men man gør det på den måde at man overlader det et forhandlingskartel at lave aftalen, et forandlingskartel der ikke viderefører et ultimativt krav.

Man videregiver altså kompetencen til nogle andre der kan indgå bindende forlig for HK. Mig bekendt har man ikke en vetoadgang, så ville den være blevet anvendt ved denne her lejlighed. Man får så en aftale. Forhandlerne laver en aftale som er bindende, altså det er jo forhandlerne fra Metal og 3F. Den er bindende og den kan Dansk Industri regne med.

Derefter skal man forhandle i Forligsinstitutionen, først med Dansk Industri der har en anden stor HK-overenskomst. Og ingen havde vel forventet at Dansk Industri skulle gennemføre forskellige regler? Man har fået en aftale med det der binder HK på industri-området. Det er jo helt åbenbart, at så vil man ikke lave en anden aftale fordi man en lidt anden gruppering om en anden HK-aftale.

Det næste man så går i gang med, det er med Dansk Erhverv. Og Dansk Erhverv siger, det kan vi ikke, allerede fordi vi konkurrererer med Dansk Industri om nye arbejdsgivermedlememmer. Hvis en arbejdsgiver skal ind i en arbejdsgiverforening, så vil han jo se på hvad er det for nogle overvilkår jeg påtager mig. Hvis han er et sted hvor der slet ikke er nogen af hans medarbejdere der er organiseret i HK, må han jo gøre op: Skal jeg have en HK-overenskomst eller skal jeg ikke have? Og hvis Dansk Erhverv gik ind på HKs krav, ja så måtte man jo sige at så stod man måske svagere i konkurrencen med Dansk Industri. Det er i hvert fald deres første grund til at sige, at det vil de ikke give køb på.

De resterende HK-aftaler med forskeliige arbejdsgiverforeninger, de grupperer sig sådan at de arbejdsgiverforeninger typisk lægger sig op af enten Dansk Industris aftale eller Dansk Erhvervs aftale, så der er ingen grund til at tro at man der skulle kunne få et gennembrud,

Så resultatet er efter min opfattelse at det er en følge, en delvis følge, af den måde man har lagt det til rette på. Det kan godt være man ikke havde fået det alligevel, men man starter altså med at få en aftale hvor det ikke bliver gennemført at man opgiver 50 pct reglen Og mæglingskforslaget afspejler hvad er der indgået aftaler om og allerede af den grund kunne det ikke komme på tale. Man kunne selvfølgelig prøve at overtale arbejdsgiverne, men argumentet med at man ikke vil konkurrere på dårligere vilkår end andre arbejdsgiverorganisationer, det er jo et man kan tage at føle på.

Derfor vil jeg sige at det næsten var forudsigeligt, at da man først havde lavet aftalen med Dansk Industri, en aftale som var bindenden, at man ikke kunne komme til noget andet hernede.”