LO valgte i dag at fortsætte det opslidende opgør med den tidligere næstformand Tine Aurvig-Huggenberger. De seneste dage udstiller en fagbevægelse, som mangler sammenhold, og imens ruster den virkelige modstander sig: Arbejdsgiverne er på vej med en ny og stærkere struktur.

LO valgte i dag at anke sagen mod tidligere næstformand Tine Aurvig-Huggenberger.

Se også min analyse: Derfor er opgøret mellem LO og Tine Aurvig-Huggenberger en tabersag

Striden handler om en lukrativ pensionsordning, og da LO tabte sagen i byretten for nogle uger siden, udløste det et chok i LO-hovedkvarteret på Islands Brygge. De havde slet ikke set nederlaget komme, og nu har de seneste to dage oven i købet afsløret, at LO-toppen har været lodret uenige indbyrdes i spørgsmålet, om de skulle anke den følsomme sag eller ej.

Dennis Kristensen ville anke …

Kaos blev udløst her i avisen tirsdag morgen. En af LO-topfolkene, formanden for FOA, Dennis Kristensen, fortalte avisens reporter Thomas Flensburg, at LO’s advokat havde lavet en redegørelse, der kalder byrettens afgørelse »forkert«, og derfor burde LO anke sagen, sagde Dennis Kristensen.

Udtalelsen fra Dennis Kristensen skabte frustration i LO-toppen. For det første, fordi han afslørede redegørelsens eksistens og for det andet, fordi han røbede redegørelsens konklusion. Dermed lagde Dennis Kristensen et stort pres på den øvrige LO-ledelse, som skulle diskutere redegørelsen samme dag. Pludselig var LO-toppens handlefrihed gjort mindre. Selvfølgelig burde man vel anke en sag, når sagen med stor sandsynlighed kunne vindes?

I forbifarten var det ikke alle, der fangede, at forfatteren af redegørelsen var den samme advokat, Morten Ulrich fra advokatfirmaet Bech-Bruun, der havde ført og tabt sagen for LO i byretten. Det skulle være mærkeligt, om den samme advokat hos det samme advokatfirma havde skiftet holdning til sagen. Trods alt.

I det fortrolige notat opremsede Morten Ulrich fem grunde til, at sagen burde kunne vindes i landsretten. Morten Ulrich gjorde dog opmærksom på, at der var en procesrisiko, og at det nok var bedst, at han og LO drøftede den risiko mundtligt.

… men mødet endte uafgjort

Nå. Senere samme dag, tirsdag formiddag, mødtes LO-toppen hos formanden Harald Børsting og diskuterede sagen.

Anke eller ikke anke?

Helt usædvanligt var uenigheden så stor, at de måtte skride til en slags afstemning. Afstemningen fik det værst tænkelige resultat for en mødeleder: Afstemningen endte uafgjort, og tilsyneladende fordelte stemmerne sig, så det lignede en gentagelse af det traumatiske formandsopgør i 2007, da Harald Børsting slog Tine Aurvig-Huggenberg med ganske få stemmer.

Stærke følelser stod på spil, og et nyt møde måtte holdes i går. For at føje spot til skade, lækkede en eller anden den delikate oplysning om uenigheden til pressen.

Ingen taler om mæglingsforslaget

Alt dette foregår, mens fagbevægelsens medlemmer er i gang med at stemme ja eller nej til mæglingsforslaget fra forligsmand Asbjørn Jensen. Skal landet kastes ud i en storkonflikt eller ej?

I medierne er den sag nærmest væk, mens retssagen mod Tine Aurvig-Huggenberger fylder godt op i aviserne. Forståeligt, måske, når nu så stærke følelser står på spil, men offentligheden må sidde med en opfattelse af, at personlige følelser fylder mere hos fagbevægelsens top end hensynet til fremtidens overenskomster.

I det store perspektiv udstiller sagen en mangel på sammenhold i LO.

Tag nu LO’s formand Harald Børsting. Han har arvet sagen fra forgængeren Hans Jensen, men Harald Børsting betaler prisen, fordi sagen er en tabersag, uanset hvad han foretager sig.

For en faglig leder er det afgørende vigtigt at besidde autoritet. En faglig leder skal ikke tælle stemmer op, en faglig leder skal udøve ledelse. En stærk LO-formand ville i god tid før afstemningen i forgårs have banket et stort flertal på plads.

Det ved Harald Børsting alt om, naturligvis, så når det ikke er lykkedes, må den ubarmhjertige forklaring være, at hans autoritet ikke er stor.

Man skal ikke undervurdere Harald Børsting, det har mange mennesker gjort i tidens løb. Harald Børsting har et klart blik for spillet om magten, men en LO-formand har kun begrænset magt i vore dage, og de enkelte forbund er stærke, men splittede. Det vilkår er blevet synligt de seneste dage, og tidspunktet er giftigt for LO.

Arbejdsgiverne rykker snart

Snart vil vigtige ting ske hos modparten i Dansk Arbejdsgiverforening.

I år ventes arbejdsgiverne at åbne en ny diskussion af, hvordan deres struktur skal se ud i fremtiden. Endnu er der ikke en klar dagsorden, men historisk set har arbejdsgiverne været tidligt ude, når de laver deres struktur om. Fagbevægelsen er traditionelt kommet bagefter.

Et eksempel ser vi i disse måneder, hvor forhandlingerne om de nye overenskomster er foregået hos arbejdsgiverne i DI. Et samlet DI sad på den ene side af bordet, mens forskellige fagforbund med forskellige interesser sad på den anden side.

Det koster indflydelse, når man kommer for sent, og i en tid, hvor fagbevægelsen taber medlemmer, kan det blive ret katastrofalt, hvis arbejdsgiverne løber med initiativet endnu en gang.