Debatten om Obamas finansreform raser på det højeste i øjeblikket, og tonen er hård. Obama er specielt blevet kritiseret for sit udsagn om, at en finansreform både vil være i landets og i den finansielle sektors interesse.

Specielt den sidste del af udsagnet kan være svær at acceptere for mange, og Obamas forsøg på at appellere til bankernes egeninteresse, er da også blevet kritiseret fra flere sider. Den politiske blogger Erza Klein skriver at en reform “ville decideret ikke være i den finansielle sektors interesse”, og også økonomen Paul Krugman har været ude og kritisere Obamas udsagn.

Men har Obama i virkeligheden ikke en pointe? Kunne den finansielle sektor i virkeligheden ikke også have interesse i en finansreform? I en interessant artikel diskuterer James Surowiecki fra The New Yorker spørgsmålet:

På lang sigt har bankerne ingen profit

Ifølge Surowiecki afhænger svaret fuldstændigt af, hvordan man definerer “den finansielle sektor”. Hvis man med dette mener virksomhederne selv - i modsætning til folk der arbejder for virksomhederne - kan Obamas argument faktisk holde stik, skriver Surowiecki.

Sagen er, at fraværet af stramme regler for bankerne, gjorde det muligt for dem at tjente enorm profit gennem en længere periode. Men idéen om at bankerne er store profitskabende virksomheder er en illusion, for det hele blev tabt da finanskrisen ramte, argumenterer Surowiecki. Hvis man kigger på de store banker over en længere periode, er deres profitter langt fra imponerende.

Læs også mit indlæg: USA: Tabere og vindere ved en finansreform

For eksempel mistede Merrill Lynch i perioden 2006 til 2008, en tredjedel af deres samlede profit gennem hele deres eksistens. Pointe er altså, at hvis en virksomhed tjenere 20 milliarder om året gennem tre år, og derefter taber 80 milliarder, er det forkert beskrive virksomheden som profitskabende. Det er faktisk en rigtig dårlig forretning.

Derfor er regulering bedst for bankerne

Ud fra dette perspektiv, er det således meget muligt, at en finansreform med yderligere regulering, kan være det bedste for bankerne og deres aktionærer. “The anything goes” æra, som den så smukt er blevet døbt, var i de bedste tilfælde OK for bankerne, men langt de fleste kom meget skidt ud på den anden side.

På denne måde kommer vi tilbage til  spørgsmålet om definitionen af “den finansielle sektor”. Hvis man med dette mener medarbejderene, er der ingen tvivl om, at en finansreform vil føre dårlige tider og fyringer med sig.

Hvis man derimod definerer “den finansielle” sektor som selve virksomhederne, kan en finansreform føre til gode tider, både for landet og for bankerne.

Du bør også læse disse indlæg:

USA: Tabere og vindere ved en finansreform

Krugman: Finansreform må ikke ende i kompromis

Obama skyder bankaktier i sænk

Følg mine daglige opdateringer på Facebook og Twitter: