Først nu kommer danskerne til at mærke finanskrisen. Over hele Europa kappes politikerne om at være brutale, mens de har spekulanterne i hælene.

Nu har vi talt om den finanskrise i snart to år, men kun ganske få mennesker har mærket den. Jo, hvis du har mistet dit job, eller hvis du har været nødt til at sælge din bolig til en lav pris. Ellers ikke. Først nu kommer regningen, sådan for alvor, og den kommer til at gøre ondt på rigtig mange mennesker. Højskoler må lukke, prisen for at være med i en fagforening stiger, og familier med mange børn får en mindre børnecheck. Folk, som havde set frem til de lovede skattelettelser, må vente. Arbejdsløse kan kun være på dagpenge i to år. Lutter dårlige nyheder.

Sådan ser det ud overalt i Europa i disse dage. Politikerne kaster sig over upopulære besparelser og nærmest på samme tid. Hvorfor? Fordi politikerne pumpede penge ud i økonomien for at holde hjulene i gang, da krisen brød ud, og derfor har landene fået store underskud. Nu skal de rette op, og når det bliver brutalt, er det, fordi der kun er tre håndtag at dreje på:

1. Staten kan skaffe sig nogle flere indtægter ved at sætte skatten op.

2. Staten kan skaffe sig af med nogle udgifter ved at skære ned på velfærden.

3. Staten kan presse folk til at arbejde noget mere.

I Storbritannien og Italien kom de i går med kriseplaner, som skærer ned på velfærden, det vil sige, at de drejer på håndtag nummer to. I Frankrig diskuterer de at hæve pensionsalderen, det vil sige, at de vil dreje på håndtag nummer tre.

Det skal gøres nu, ellers …

Med initiativet i går drejer den danske regering på alle tre håndtag på samme tid.

For det første sættes skatten op. I hvert fald i overført forstand, fordi skattelettelserne udsættes. Skattestoppet er dermed begravet, og danskerne kan indstille sig på, at de ikke får nye skattelettelser de første mange år. Vi har ikke råd.

For det andet skæres velfærden ned. Det gør ondt på samfundets svageste, men en krone sparet, er en krone tjent.

For det tredje skal arbejdsløse presses hurtigt i arbejde. Logikken er, at når man presser flere mennesker ud på arbejdsmarkedet, så bliver arbejdskraften billigere, og på den måde kan virksomhederne ansætte flere mennesker. Brutalt, men effektivt.

Jamen, er det lige meget, om statsministeren hedder Lars Løkke Rasmussen eller Helle Thorning-Schmidt, når det gælder økonomien? Ikke helt. Men næsten.

Hvis man kigger i S-SF-planen ’En Fair Lløsning’, så er der forskelle til regeringen, men grundlæggende vil en S-SF-regering være lige så presset til at føre en stram økonomisk politik, som den borgerlige regering er det.

… kommer spekulanterne

Hvis S-SF ikke gør det, kommer finansmarkederne, og de er ligeglade med, om den danske statsminister er blå eller rød.

Spekulanterne jagter alle de europæiske økonomier i denne tid, og de går efter det svage dyr i flokken, det vil sige det land, der har den største gæld.

Her i landet har vi ganske vist en sundere økonomi, end de har i Sydeuropa, men vi er sårbare alligevel.

Vi er ikke med i euroen, og det er kun halvandet år siden, at den lille danske krone blev angrebet af spekulanter i et forløb, som var langt mere dramatisk, end Nationalbanken har fortalt os. Prisen var, at den danske rente blev presset op og lå som en møllesten om vores hals i nogle måneder.

Se en tidligere analyse af dramaet fra dengang her.

Derfor vil en S-SF-regering være nødt til at holde den danske økonomi i en kort snor og i F’En fair Lløsning’ skriver de da også, at danskerne skal arbejde mere. Selv om Helle Thorning -Schmidt og Ole Sohn i går rasede mod regeringens plan om at gøre dagpengeperioden kortere, ville de to politikere ikke love, at de vil rulle beslutningen baglæns, hvis de kommer i regering. Klogt.

I øvrigt brød en ny uro ud på Fondsbørsen i København i går, blot fordi en lille spansk sparekasse måtte reddes. Alting vakler lige nu, og selv om de skændes, så det brager på Christiansborg, så er sandheden, at de danske og europæiske politikere kæmper med puder og træsværd. Deres økonomiske handlefrihed er tæt på nul.