Spørgsmålet om ekstra afgifter på usunde varer som cigaretter og slik, har længe været fremme i den politiske debat. I januar i år sås den seneste forhøjelse af disse såkaldt “adfærdsregulerende afgifter” på både cigaretter, slik, is og sodavand. Men er det statens opgave at at sørge for folks sundhed? Og virker sådanne skatter overhovedet? Dette har den berømte økonomiprofessor på Harvard, Gregory Mankiw, en klar holdning til, som han gør rede for i en interessant, men også meget farvet artikel i New York Times:

Den økonomiske vinkel

Et fremtrædende argumenter for særlige afgifter er, at forbruget af disse usunde varer har en negativ indvirkning på andre tilstedeværende, eller samfundet som helhed. Dette kalder økonomer for negative eksternaliteter.

Dette er for eksempel grunden til at benzin bliver højt beskattet, da man ønsker at reducere kørslen for miljøets, sundhedens og i sidste ende økonomiens skyld. Dog mener Mankiw ikke, at dette let kan overføres til andre produkter.

Som eksempel påpeger Mankiw afgiften på cigaretter, som også er et meget beskattet produkt. Rent økonomisk mener Harvardprofessoren dog ikke, at der er meget idé i en cigaretafgift. Cigaretter er skidt for helbredet, og vil give samfundet yderligere sundhedsmæssige omkostninger, men den lidt kyniske økonomiske analyse er, at rygeres tidligere død, også vil reducere samfundets omkostninger til pension.

Med andre ord er nettoeffekten af rygers finansielle påvirkning af samfundet meget lille.

Kan vi overskue konsekvenserne af vores forbrug?

Dog ser Mankiw endnu et argument for skatter på usunde varer: Når en person konsumerer en usund varer, har det negative konsekvenser for den fremtidige version af ham selv. Sagt på en anden måde, har de usunde varer positive virkninger på kort sigt, i form af nydelsen, men negative effekter på lang sigt, i form af svækket helbred.

Mankiw mener, at fortalerne for adfærdsregulerende afgifter har deres bedste argument her. Skatter på usunde varer kan gøre os forbrugere opmærksom på de langvarige omkostninger ved vores forbrug, og få os til at tage hensyn til vores fremtidige velfærd.

Dog mener Mankiw, at spørgsmålet om afgifter på denne basis kan reduceres til en politisk filosofisk spørgsmål: »I hvilken grad skal staten beskytte os fra os selv«.

Mankiws liberale holdning fornægter sig ikke, og han giver klart udtryk for sin modstand over for adfærdsregulerende afgifter blandt andet med dette citat: »Taxing mindless television shows and subsidizing serious literature cannot be far behind.«

Men hvad mener du? Der er hermed lagt op til debat.

Følg mine daglige opdateringer på Twitter og Facebook: