Erhvervslivet havde fart på i denne uge, og fem nyheder satte deres præg på medierne. Her er et kig på de fem ny8heder fra en skæv vinkel.

I erhvervslivet er de efterhånden lige så gode til at bruge spin i deres kommunikation, som politikerne er det på Christiansborg. Her er fem eksempler fra denne uge. Et hurtigt spintjek.

1. Lisa Drakeman: Dårligt spin

Den store erhvervshistorie i denne uge var topchefen Lisa Drakemans exit fra biotekvirksomheden Genmab i tirsdags. Stor mystik. Lisa Drakeman forsvandt sporløst og er ikke set siden.

Til Fondsbørsen sagde bestyrelsens formand, Michael Widmer, sådan:

»Under Lisas vision og lederskab er Genmab blevet til et førende biotekselskab. Vi er taknemmelige over for Lisa for alt, hvad hun har opnået, og for hendes mange års hårde og dedikerede arbejde for selskabet«.

I to sætninger er der to forkerte udsagn: Lisa Drakeman har ikke gjort Genmab til et førende biotekselskab, og eftersom værdien af Genmab er raslet ned, er bestyrelsen snarere utaknemmelig end det modsatte. Indimellem kan spin være primitivt.

2. Kim Hvirgel: Godt spin

Et klassisk trick hos en spindoktor er at liste en dårlig nyhed ud i pressen, når pressen har mest travlt. Onsdag spekulerede hele den danske finansverden som gale på Lisa Drakemans skæbne og ventede på en telekonference klokken 16 samme dag, hvor Genmab skulle komme med en forklaring.

Midt i travlheden kom en anden stor nyhed. Onsdag klokken 12.41 fortalte forsikringskoncernen Codan, at de fyrede direktør Kim Hvirgel. Højst overraskende, men nyheden druknede. Pressen tænkte kun på Lisa Drakeman i de timer, og derfor slap Codan nådigt fra at offentliggøre en giftig nyhed. Hvis Codan sendte nyheden om Kim Hvirgel ud på det tidspunkt med vilje, var det godt spin.

3. Husk, eksperten er en sælger

Når renten flytter sig, er det godt stof. Hvad betyder det for boligejerne? Når pressen skal vide det, så ringer de til en ekspert, og ofte er eksperten en økonom fra et realkreditinstitut frem for en forsker. Det så vi i denne uge. I mandags optrådte både cheføkonom John Madsen fra Nykredit og seniorøkonom Lise Nytoft Bergmann fra RealkreditDanmark på tv.

De to eksperter anbefalede, at boligejere med et fastforrentet 6-procents lån konverterede til et fastforrentet 4-procents lån. Pudsigt er det, at når realkredittens økonomer udtaler sig om renten, så følger der ofte et godt råd i halen på deres analyse: Nu er det en god ide for udvalgte boligejere at konvertere, fortæller de. Skyldes det, at realkredittens økonomer ikke kun er eksperter, men også sælgere, og at de tjener penge, hver gang en boligejer konverterer sit lån, monstro?

4. Hvad vil Parkens to rigmænd?

De to store aktionærer i Parken, Karl Peter Korsgaard og Erik Skjærbæk, bliver ved med at købe op af aktierne i Parken. Ret underligt. Hvorfor? I tirsdags trådte Karl Peter Korsgaard vande sådan:

»Hvis man tror på noget, så skal man købe op i det. Selvfølgelig styrker man sin egen position, men jeg har ingen kommentarer til alle mulige spekulationer«, sagde han i Berlingske.

Det lyder muligvis beroligende, men hvis man tænker skummelt, så giver de mærkelige opkøb mere mening, hvis Karl Peter Korsgaard og Erik Skjærbæk overvejer to brutale muligheder:

Enten vil de kuppe Parken og sætte sig på flertallet i bestyrelsen på generalforsamlingen på tirsdag. Eller også er deres plan at tage magten langsomt og at tvangsindløse de øvrige aktionærer. På den måde kan de fjerne Parken fra åbenheden på Fondsbørsen og omkalfatre virksomheden i ro og mag. Senere kan de sælge den med en profit. Modellen kendes fra kapitalfondene.

Hvis jeg skulle skjule et hurtigt kupforsøg eller en langsom overtagelse i spin, ville jeg sige det samme, som Karl Peter Korsgaard sagde forleden.

5. DI’s sommeroffensiv er i gang

Spindoktorerne i Dansk Industri (DI) er gode til at udnytte sommerens agurketid. I en tid med få nyheder er det nemt at komme til orde. I Børsen i onsdags kom chefjurist Kim Haggren med en dyster advarsel til politikerne: Hvis politikerne strammer reguleringen af bankerne, så vil det skabe en alvorlig kreditklemme, sagde Kim Haggren.

DI bekymrer sig ikke for bankerne, så hvad går det budskab ud på?

For at forstå det skal man huske, hvad der skete sidste sommer. DI’s lobbyister brugte agurketiden på at skælde ud på bankerne. Meget effektivt. Bankernes lobbyister i Finansrådet fik ikke et ben til jorden, og efter nogle få uger troede politikerne på, at de urimelige banker ikke ville låne penge ud til de stakkels virksomheder. Politikerne stillede fire milliarder kroner til rådighed for industrien i den såkaldte Kreditpakke.

Nu prøver DI samme trick. Blot på en ny måde. Denne gang går industriens lobbyister arm i arm med bankernes lobbyister, men målet er det samme som sidste år: at presse politikerne til at gøre det nemmere for virksomhederne at låne penge.