Kun et halvt år efter, at Amagerbanken fik ny kapital, kæmper banken for livet igen. Banken skal hente 750 millioner kroner for at overleve, og ledelsens troværdighed kan vise sig at blive den største udfordring.

Amagerbanken skal skaffe ny kapital. I en fart. Banken skal finde 750 millioner kroner inden 15. september, hvis banken skal have en såkaldt garanti fra statens selskab Finansiel Stabilitet. Det bliver svært.

Nu skal bestyrelsesformand Niels Erik Nielsen og direktør Jørgen Brændstrup overtale aktionærerne til at komme med ny kapital, og den største udfordring kan vise sig at blive deres troværdighed.

Mange af de aktionærer, som kom med penge i december, troede formentlig, at banken var reddet. Ganske vist fortalte det såkaldte prospekt fra banken, at risikoen var høj, men stemningen var præget af sammenhold og gåpåmod. Og manøvren lykkedes jo. Især takket være rigmanden Karsten Ree, der kom med 500 millioner kroner.

Så hvad nu, har aktionærerne stadig tillid til ledelsen?

Amagerbankens handlinger

Troværdighed er et flygtigt gode. Ofte ser man, at forskellige handlinger kan forsvares hver for sig, men når man ser de samme handlinger i en rækkefølge, ser billedet anderledes ud.

Her er nogle eksempler på Amagerbankens handlinger det seneste års tid:

* Da banken havde søgt om at få et lån fra bankpakke 2 sidste år, trak det ud med svaret fra Finanstilsynet. I pressen fik tilsynet masser af kritik. Senere viste det sig, at det var banken, der havde trukket tiden ud. Banken ankede også en afgørelse, som gik den imod, og trak tiden yderligere ud. I øvrigt uden resultat.

* Ledelsen ønskede at holde oplysninger om bankens solvens hemmelige for offentligheden og aktionærerne. Forgæves.

* På generalforsamlingen i november afviste Niels Erik Nielsen, at ledelsen havde ansvaret for bankens krise. Hm.

* Nu viser det sig, at Amagerbanken er så svag, at den har været nødt til at holde de dårligste kunder kunstigt i live frem for at skille sig af med dem. Banken er altså stadig usund.

* Ledelsen har personsammenfald. Jørgen Brændstrup er både administrerende direktør og leder af bankens erhvervsafdeling. Han rydder op efter sig selv.

* Her i foråret har banken tabt 300 millioner kroner på en risikabel valutaspekulation.

Har aktionærerne stadig tillid til ledelsen oven på alt dette? Vi får se.

Karsten Ree håber på hjælp

Hvad med Karsten Ree? Rigmanden håber på en politisk løsning, sagde han til Børsen i går. Glem det. Ingen politikere på Christiansborg vil røre Amagerbanken med en ildtang. Karsten Ree udtalte i øvrigt også i går, at han gik ind i banken i december »med hjertet«. Det er god værkstedshumor. Karsten Ree lever ikke af at være sød og rar. Han lever af at løbe en risiko i håb om at score en stor gevinst.

Amagerbanken har nu tre scenarier foran sig: 1. Den finder pengene. 2. Den laver en fusion. 3. Den finder ikke pengene.

1. Banken finder pengene

Hvis det skal lykkes, skal pengene komme fra de store aktionærer, det vil sige fra Karsten Ree, Nykredit og PFA Pension. De sidder alle tre i et giftigt dilemma. De kan sige nej til at hjælpe med ny kapital, men så risikerer de, at banken bryder sammen, og at deres aktier bliver værdiløse. Eller de kan sige ja, men så risikerer de at kaste gode penge efter dårlige.

Karsten Ree ærgrer sig, men faktisk har Nykredits topchef, Peter Engberg Jensen, og PFA Pensions Henrik Heideby mest på spil.

Nykredit ejer Totalkredit, og med i det samarbejde er Amagerbanken. Derfor er bankens filialer værdifulde for Nykredit, fordi de bruges til at sælge realkreditlån.

PFA Pension er med i et nyt samarbejde om salg af pensioner, og PFA Pension kan bruge Amagerbankens filialer til at sælge pensioner.

De får en travl sommer med at regne, Peter Engberg Jensen og Henrik Heideby.

2. Banken laver en fusion

Niels Erik Nielsen udtalte i forgårs, at banken er åben for en fusion. Det bliver i så fald en fusion, hvor en større bank køber Amagerbanken til en lav pris. Det kan faktisk ikke udelukkes. Adskillige banker, både her i landet og i udlandet, vil gerne have fingre i Amagerbanken, fordi bankens filialer kan blive en glimrende platform i København. Problemet er, at ingen vil købe de usunde dele af banken.

3. Banken finder ikke pengene

Den tunge vej for Amagerbanken er at give op og gå til Finansiel Stabilitet, hvor de usunde dele skæres væk, og de sunde dele sælges. Aktionærerne vil med stor sandsynlighed tabe deres penge. Bestyrelsen og direktionen vil blive skiftet ud.

Hvor er Amagerbankens kunder i alt dette virvar? Det beroligende svar er, at kunderne kan tage det roligt, fordi deres indskud er garanteret frem til 30. september. Det er den elegante pointe i bankpakke 1: Presset på Amagerbanken ligger, hvor det hører hjemme – det vil sige på aktionærerne og ledelsen, ikke på kunderne.