På torsdag udløber bankpakke 1, og samme aften har Wall Street 2-filmen premiere. Et tilfældigt sammentræf, men interessant er det, at budskabet fra virkeligheden og filmen er det samme.

I finansverdenen kan alle huske, hvad de lavede i de dramatiske dage for to år siden, da finanskrisen brød ud og bankerne blev reddet fra afgrunden med bankpakke 1.

På torsdag udløber bankpakkens garanti, og vi kan nu gøre status over tabet: En række banker er væk, statsbudgettet har et hul på 80 mia. kr., titusindvis af arbejdspladser er tabt, og et stort oprydningsarbejde ligger foran os. Til gengæld kan vi glæde os over, at vi overlevede. I de dramatiske dage var vi tæt på et økonomisk sammenbrud, hvor vores dankort var holdt op med at virke.

Kort sagt, det var en stor forskrækkelse, men har vi lært noget?

Ikke rigtig. Der er ganske vist strammere regler på vej for bankerne, der skal polstre sig bedre og være mere åbne, men hvad med vores livssyn? Har vi fået en ny etik? Et andet forhold til grådighed? Det er svært at se.

Bankernes selverkendelse er beskeden, og selv om nogle af dem har erkendt et medansvar for krisen, for eksempel Danske Banks Peter Straarup, så kom erkendelsen langsomt og tøvende. Hos Nordea og Jyske Bank afviser de blankt, at de har noget at undskylde. Måske taler det gamle ord alligevel sandt, der siger, at en bankmands 8hukommelse er syv år.

Historien gentager sig …

Præcis samme dag som bankpakken udløber, har den nye Wall Street 2-film premiere. Torsdag 30. september. Tilfældigt, naturligvis, men alligevel tankevækkende. især når man ser filmens budskab. Filmen er ikke en forarget løftet pegefinger fra instruktøren Oliver Stone, sådan som nogle måske ville forvente, men snarere et nuanceret syn på de dramatiske dage i efteråret 2008.

I filmen er der en scene, hvor Gordon Gekko i skikkelse af Michael Douglas fortæller om tulipanboblen i Holland tilbage i 1600-tallet. Tulipaner var så populære dengang, at prisen på tulipanløg røg op i astronomiske beløb, og det endte med, at boblen sprang og udløste en økonomisk krise. Mange vil sikkert få andre budskaber ud af filmen, men jeg tolker Oliver Stones budskab sådan, at vi ikke lærte noget af finanskrisen, og at 8historien blot gentager sig.

… og finanskrisen var en boble …

Når bankpakke 1 udløber på torsdag, kan vi konstatere, at finanskrisen ikke var en skelsættende begivenhed, og at den ikke førte til et historisk opbrud i vores økonomiske livssyn. Den var bare en boble som mange bobler før den.

Herregud, hvis man ser koldt på finanskrisen, handlede det om, at amerikanerne holdt deres rente kunstigt lav i nogle år, og det var med til at puste en boble op på ejendomsmarkedet i den vestlige verden. Det endte så med at blive en usædvanlig stor boble, fordi vi lever i en tid, hvor kapital og informationer flyder frit, men i bund og grund var det en boble, som vi har set dem før, og som vi vil se dem igen.

Faktisk ser vi bittesmå tegn i denne tid på, at en ny boble kan blive pustet op. Renten er historisk lav, og i erhvervslivet bliver både sunde og usunde ting derfor sat i gang. I virksomhederne taler topcheferne om, at de nu skal i gang med at vokse igen, og når deres finansdirektører lægger budget i denne tid, glæder de sig over, at presset er ved at lette.

Læg dertil, at alle virksomheder her i verden forsøger at rette deres strategiske fokus ind mod klimadagsordenen i håb om at få en bid af kagen, så har man en opskrift på en mulig næste boble i økonomien. Når forskellige ting som tulipanløg og ejendomme kan udløse en boble, så kan klima sikkert også.

… som skyldes menneskets natur

Hvis vi ikke har lært noget, sådan etisk, hvad er så forklaringen? Forleden talte jeg med teaterdirektør Henrik Hartmann fra Betty Nansen Teatret om det, og jeg drillede ham med, at det danske kulturliv har haft forbløffende lidt at sige om finanskrisen. Henrik Hartmann var sådan set enig, men han svarede, at det samme gælder i udlandet, og at det er svært at finde en iagttagelse eller et budskab, som ikke har været kendt, siden Shakespeare skrev ’Købmanden i 8Venedig’.

En af de medansvarlige for finanskrisen var den tidligere amerikanske centralbankdirektør Alan Greenspan, og han har udtrykt den samme erkendelse som Henrik Hartmann, blot fra en anden synsvinkel: »Det er menneskets ukuelige evne at antage, at det vil vare ved, når vi står i en periode med længerevarende velstand. Det er den menneskelige natur, og medmindre nogen kan finde en måde at ændre den på, så får vi flere kriser, og ingen af dem vil se ens ud, for ingen kriser har noget til fælles ud over den menneskelige natur«.

Måske har Henrik Hartmann og Alan Greenspan ret, og det er i så fald forklaringen på, at den nye Wall Street-film ikke rummer et originalt og uventet synspunkt på finanskrisen. Sådan et synspunkt findes simpelthen ikke, fordi krisen nok var voldsom, men også banal.