Regeringen og oppositionen vil udkæmpe et hårdt opgør om landets økonomiske politik under dagens åbningsdebat, men det bliver en kamp med puder og træsværd. Fremtidens økonomiske politik bliver den samme, uanset om finansministeren hedder Claus Hjort Frederiksen eller Ole Sohn.

I dag støder regeringen og oppositionen sammen i Folketingets åbningsdebat. Det bliver et opgør om landets økonomiske politik, og i det opgør gælder der særlige spilleregler:

1. Det gælder om at skændes og tæve løs på hinanden, men det skal gøres sådan, at man undgår at blotte sig ved at komme med forslag.

2. Det gælder om at få det til at lyde, som om regeringen og oppositionen er uenige, selv om sandheden er den modsatte.

De to spilleregler er efterhånden blevet ret synlige, så lad os i det lys se, hvad vi kan forvente af dagens økonomiske opgør:

1. Økonomien halter allerede

Dagens varme emne bliver regeringens genopretningsplan. En række økonomiske autoriteter har erklæret, at forudsætningerne ikke holder. Planen hviler på, at det offentlige forbrug skal holdes i ro allerede i år, men i årets første halve år voksede forbruget. Hvis det skal lykkes at holde forbruget i ro hele året, så skal forbruget falde kraftigt her i andet halvår. Det tror ingen på.

Da Politiken skrev om sagen for nylig, svarede finansminister Claus Hjort Frederiksen (V), at han forventer, at staten, regionerne og kommunerne får de offentlige udgifter tilbage på sporet. På den måde vandt han lidt tid.

I dag vil oppositionen naturligvis hamre løs på dette ømme punkt hos regeringen, men de vil undgå at fortælle, hvordan de selv vil få det offentlige forbrug bragt ned. Ingen forslag fra S og SF. Kun kritik.

2. Ingen plan for fremtiden

I løbet af dagen vil politikerne også skændes om den langsigtede plan for landets økonomiske fremtid – men faktisk har hverken regeringen eller oppositionen sådan en plan.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) sagde i sin åbningstale i forgårs, at regeringen til foråret vil komme med en plan for kursen frem mod 2020. Med andre ord vil regeringen ikke sige noget om den sag resten af i år.

Det samme gælder oppositionen. Helle Thorning-Schmidt (S) og Villy Søvndal (SF) vil gerne tale om fremtidens udfordringer, men ikke om fremtidens løsninger.

Hvis danskerne spørger deres politikere, hvordan de vil sikre en økonomisk fremtid frem mod 2020, så har politikerne intet svar. Hverken de blå eller de røde.

3. Skænderiet modner vælgerne

Hvorfor bruger politikerne en lang dag på at skændes, mens de omhyggeligt undgår at være konstruktive? Det kan virke primitivt, nærmest åndssvagt, men de holder hinanden i skak frem mod valget, og så bruger de diskussionen til at modne vælgerne, så de forstår, at noget grimt er på vej.

4. Næste slagmark er kommunerne

På mandag starter forhandlingerne om næste års finanslov, men i realiteten forhandler politikerne om nogle små beløb ude i hjørnerne af statens store budget, og økonomisk set er betydningen lille.

Meget vigtigere er kommunernes forhandlinger om deres budgetter, der skal få ’Genopretningspakken’ og finansloven til at hænge sammen.

I løbet af november vil de kommunale budgetter ubarmhjertigt afsløre, at det offentlige forbrug er ude af kontrol. Til den tid kan Claus Hjort Frederiksen ikke lurepasse længere, men hvad vil regeringen gøre, når indrømmelsen kommer?

Vil regeringen udskrive valg? Nej. Vil regeringen komme med yderligere smertefulde besparelser? Næppe. Vil regeringen bruge den store kæp over for kommunerne? Formentlig.

I overensstemmelse med spillereglerne vil S og SF rette en sønderlemmende kritik mod regeringen. Ingen forslag.

5. Tvungen økonomisk politik

Denne tids økonomiske slagsmål på Christiansborg ser ret udsigtsløst ud, men det har en hård bagkant.

Der skal være valg senest i november 2011, og set med økonomiske briller gør det tingene ganske enkle.

Lige så snart valget er overstået, fanger bordet for politikerne. En ny økonomisk politik skal skrues sammen, og når det skal gøres, er politikernes valgfrihed tæt på nul:

* Krisens tab af tusinder private arbejdspladser skal rettes op. Derfor skal den private sektor vokse, mens presset på den offentlige sektor vil fortsætte.

* Underskuddet på statsbudgettet skal løses, ellers kommer spekulanterne efter os. Glem alt om lettelser af selskabsskatten. Vi har ikke råd.

* Fremtidens mangel på arbejdskraft kræver barske reformer, der presser os alle til at arbejde noget mere. Efterlønnen kommer i spil.

Selv om politikerne hele dagen i dag vil tæve løs på hinanden og fortælle os, at de tilbyder to vidt forskellige veje ind i den økonomiske fremtid, så er sandheden en anden. De har en tom statskasse. De har ingen værktøjer. De kæmper med puder og træsværd.

Når de er færdige med at kæmpe efter næste valg, så venter en tvungen opgave og en tvungen løsning på vinderen. Uanset om vinderen er blå eller rød.