Nationalbankens Nils Bernstein og Danske Banks Peter Straarup stillede op til en kritisk diskussion af finanskrisen på Politiken i fredags. Her er fem iagttagelser fra konferencen.

Selv om finanskrisen var den værste økonomiske krise her i landet siden 1930’erne, så ved vi stadig forbløffende lidt om, hvad der egentlig skete. Og faresignalerne, hvordan kunne vi overse dem?

I fredags stillede den danske finansverdens to tungeste drenge op i Politikens Hus for at diskutere sagen med 360 læsere og gæster.

De to var Nationalbankens direktør Nils Bernstein og Danske Banks topchef Peter Straarup.

Du kan finde Nils Bernsteins indlæg her og du kan finde Peter Straarups indlæg nedenfor.

Du kan se Politiken-tvs indslag her.

Forhistorien var en række kritiske artikler her i avisen. Kritikken gik blandt andet på, at Nationalbanken kunne have advaret kraftigere om, at landets økonomi var på vej mod en overophedning, som gjorde os sårbare forud for finanskrisen.

I dag kan vi alle se, at der var to røde lamper, nemlig de hastigt voksende ejendomspriser og bankernes voldsomme indlånsunderskud.

To tegn på, at vi levede i en boble, som simpelthen måtte briste.

Lad os se, hvad vi blev klogere på i fredags.

1. Finanskrisens alvor

Hvor langt ude var vi i finanskrisen? Hvis ikke Bankpakke 1 var blevet vedtaget den søndag i oktober 2008, forklarede Peter Straarup, havde vores dankort ikke virket næste morgen. Ingen kreditkort, ingen hæveautomater, ingen lønkonti, ingen netbank. Et samfund i nedsmeltning.

Nils Bernstein fortalte om valutakrisen, som fulgte i hælene på Bankpakke 1. Da det gik hårdest for sig, tabte valutareserven 20 milliarder kroner på en enkelt dag.

Jo, vi var langt ude i de dage i september og oktober 2008.

2. Finanskrisens årsager

Nils Bernstein og Peter Straarup var enige om, at skurken var det amerikanske finansielle system. Nils Bernstein vurderede derudover, at den danske økonomiske politik fik for meget fart på forud for finanskrisen, og Peter Straarup talte om bankernes overdrevne optimisme.

3. Nils Bernsteins erkendelse

Konferencens vigtigste diskussion var den om erkendelse. Om refleksion. Om Nils Bernstein og Peter Straarups tilbageblik. Om deres egen rolle. Af indlysende grunde et følsomt emne.

Nils Bernsteins synspunkt fortjener at blive citeret ordentligt. Det kommer her: »Jeg har selv tidligere givet udtryk for, at Nationalbanken nok burde have advaret mere højlydt over for den finansielle og økonomiske udvikling under højkonjunkturen. Desværre tror jeg ikke, det ville have gjort den store forskel. Sådan fungerer dansk politik ikke. Det ville have stillet Nationalbanken bedre over for kritik. Men det kan ikke være afgørende. Det er en vurderingssag, om skarpere formulerede opfordringer ville have haft en effekt. Men erfaringen taler ikke for det. Ønsker man at give Nationalbanken et større ansvar for konjunkturudviklingen, må man også give os nogle relevante instrumenter til at gribe ind. Ellers giver det ingen mening«.

Så vidt Nils Bernstein.

Spørgsmålet er, om han har ret? Vel, det er muligt, at Christiansborg havde ignoreret ham, selv om han havde advaret mere højlydt, og det er sandt, at Nationalbanken mangler instrumenter til at gribe ind mod en konjunktur8udvikling.

Alligevel giver det god mening at fastholde Nationalbanken på en diskussion af, om banken undervurderede de begyndende tegn på en økonomisk krise forud for finanskrisen.

Ideen er ikke at pege fingre, men at blive klogere på, hvad der skete, så vi kan lære noget til næste gang, og ingen vil frakende Nils Bernstein et personligt mod, efter at han for nogle år siden turde fortælle politikerne, at arbejdsløsheden var kommet så langt ned, at det var usundt for økonomien.

Nils Bernstein har ret i, at han advarede mod bankernes indlånsunderskud, endda flere gange, men set i bakspejlet burde han have skreget advarslen ud fra byens tage, frem for at tale høfligt. I så fald ville ingen i dag være i tvivl om, at Nationalbanken tolkede faresignalerne korrekt dengang.

Tilsvarende med Finanstilsynet og de økonomiske vismænd. Både offentlighedens vagthund over for bankerne og vores dygtigste økonomer undervurderede situationen.

Hvem skulle have grebet ind? Det skulle regeringen, naturligvis, men en regering tænker politisk og griber først ind med upopulære indgreb, når den står med ryggen mod muren.

Derfor må samfundet forlade sig på, at autoriteter som Nationalbanken, Finanstilsynet og de økonomiske vismænd har et nøgternt syn på tingene, og at de råber højt, når det er nødvendigt at råbe højt.

Ingen bebrejder dem, at de ikke forudså panikken efter konkursen i Lehman Brothers. Kritikken går på, at alle nøjedes med at kigge på faresignalerne, som blev iagttaget og diskuteret, men som alligevel fik lov at fortsætte. Vi i pressen er også under anklage. Vi kiggede på de samme tal, og vi opdagede også først faren, da det hele ramlede.

Hvordan kunne den danske økonomi få lov til at koge over i 2005-2008?

Trods en historisk finanskrise savner vi stadig et forståeligt svar, og så længe vi ikke har et svar, følger det af den sproglige logik, at vi risikerer at overse faresignalet, når det kommer næste gang.

4. Peter Straarups erkendelse

Peter Straarup har tidligere åbnet for selverkendelse.

I fredags gik han et skridt videre og talte om, at banksektoren har en åbenbar kollektiv synd, og at man forlængede verden ud over afgrunden med brædder. Han talte om, at bankerne var blevet for indbyrdes infiltreret, og at summen af indbyrdes forretninger inden for komplicerede produkter havde gjort det svært at overskue, hvor sunde eller usunde bankerne var.

På konferencen i fredags høstede Peter Straarup sympati. En klassisk mekanisme. Når et menneske sænker paraderne og indrømmer sine fejl, så følger tilgivelsen. Selv for en bankmand.

Omvendt har Peter Straarup et alvorligt problem, fordi de øvrige større banker ikke bakker ham op. Når Peter Straarup udtrykker selverkendelse, gør han det som formand for Finansrådet, og han taler om en kollektiv skyld. Derfor svækkes hans erkendelse, fordi Nordeas topchef Peter Schütze og Jyske Banks Anders Dam absolut intet vil beklage. Trods Peter Straarups gode vilje har bankerne stadig lang vej til, at de får neutraliseret den folkelige frustration oven på finanskrisen.

5. Forskerne har bolden nu

Finanskrisen var en historisk krise i dansk økonomi, den værste siden 1930’erne, og den vil kaste lange skygger ind i fremtiden.

Politikens konference i fredags understregede behovet for at blive klogere på, hvad der skete og hvorfor.

Intet tyder på, at det officielle Danmark vil tage den udfordring op. Måske fordi sagen er for følsom, og fordi stærke kræfter, især i regeringen, foretrækker at se fremad, mens de trives fint med, at bankerne har fået aben for finanskrisen. Så meget mere grund er der til, at uafhængige kræfter tager sagen op.

Der var adskillige økonomiske forskere til stede i fredags, nu ligger bolden hos dem.

Peter Straarups indlæg:

Tale i Politikens Hus

Peter Straarup

Fredag den 12. november 2010

Tak fordi jeg er blevet inviteret til at komme og reflektere lidt over, hvad man kan lære af finanskrisen. 

Jeg vil starte med kort at rekapitulere, hvad det var, der skete for to år siden:

Normalt betragter vi Lehman Brothers’ kollaps som starten på den finansielle krise. Men længe inden havde markederne været under massivt pres. Epicentret for krisen var det amerikanske marked for strukturelle boligobligationer. Især den såkaldte subprime del. Det var her, amerikanske banker pakkede finansielle masseødelæggelsesvåben sammen til godtroende investorer. Altså dårlige boliglån indpakket som værdipapirer.  Et marked der i omfang androg trillioner af dollars. Allerede i 2007 faldt prisfastsættelsen for AAA ratede boligobligationer dramatisk. Tilliden til rating systemet begyndte at bryde sammen.

I dag må systemet nok indrømme, at banksektorens kortsigtede jagt på overskud og bonusbetaling har bidraget til, at incitamenterne ikke var sammenfaldende mellem udsteder og investor. Obligationernes bonitet var ringere end investorernes forventning og rating bureauernes karaktergivning. Hertil kommer, at der i den amerikanske boliglånsindustri var massiv kriminalitet og et mangelfuldt finansielt tilsyn.

Udviklingen førte til tillidssammenbrud i sektoren og dårligt fungerende pengemarkeder. I foråret 2008 måtte investeringsbanken Bear Sterns reddes  med bistand fra den amerikanske regering. Redningen understregede, at kreditkvaliteten i sektoren var fyldt med råd. Den fik samtidig i et vist omfang markederne til at forvente, at den amerikanske stat ville optræde ansvarligt.

I løbet af sommeren 2008 blev stemningen mere negativ. Likviditeten forsvandt gradvist ud af banksystemet, som om det var en flygtig gasart.

I weekenden den 13.-14. september 2008 traf den amerikanske regering en, efter min opfattelse, katastrofal beslutning om at lade investeringsbanken Lehman Brothers gå konkurs. Det medførte et totalt kollaps i tilliden på de finansielle markeder og kunne have medført en nedsmeltning af hele det finansielle system. Især da det mandag og tirsdag efter Lehman konkursen viste sig, at også AIG – verdens største forsikringsselskab – var på vej ned. AIG blev reddet, hvilket sikrede solvensen i en række banker – herunder europæiske. Danske Bank ville kun have oplevet en marginal direkte virkning fra et AIG kollaps, men havde AIG ikke fået bistand, ville sammenbundetheden i de finansielle markeder have haft uoverskuelige konsekvenser.

Men lad os vende os til det mere lavpraktiske. Hvordan oplever man egentlig en finansiel krise, når den vælter ind over én? Søndag den 14. september befandt jeg mig om aftenen på et hotel i Stockholm for at tage et møde med en af bankens store kunder mandag morgen. Jeg får en opringning fra en af mine kollegaer, der lyder som følger: De amerikanske banker er begyndt at cleare deres betalinger, værdipapirhandler og derivativafviklinger uden om Lehman, for at give plads til, at han kan gå konkurs. Og derefter en farverig, deskriptiv beskrivelse, hvad vedkommende mener om det amerikanske system. En beskrivelse som jeg i dag skal spare tilhørerne for. Jeg tror ikke, jeg kan huske, at jeg nogensinde har sovet ringere. Aflyser mit møde og tager morgenflyet hjem.

Vi havde ydet Lehman nogle lån mod sikkerhed i blandt andet fast ejendom. Vi mente, at vores pant oversteg lånets værdi. Men efter nogle dage måtte vi se i øjnene, at vi ville få et tab. Det er ikke den mest behagelige fondsbørsmeddelelse, som vi har sendt ud fra Danske Bank.

Herefter følger den mest skræmmende periode i min karriere. Pengemarkederne var blevet ualmindeligt træge. Vi opfyldte vores likviditetsmålsætninger. Men markederne så ikke godt ud.

Og det begyndte at blive svært at veksle fra en valuta til en anden valuta. Dollar-swap markedet var i perioder lukket ned. Et scenarie, som faldt helt uden for tekstbogen.

Likviditetsmangel er farlig for enhver virksomhed – men for banker er det en pistol for panden. Forpligtelser skal afregnes til tiden hver dag og i den rigtige valuta. Hvis man skylder penge i dollar, skal de betales i dollar.

Fra begyndelsen af oktober var det kommet så vidt, at staterne begyndte at gribe ind for at beskytte deres banker og finansielle infrastruktur. De irske myndigheder lavede en statsgaranti for hele deres banksektor. I Danmark kunne vi mærke presset. Roskilde Bank var gået ned. Det havde de finansielle markeder opdaget. Under en krise reagerer de finansielle markeder med flokinstinkt.

Følelsen af sammenbrud blev ikke mindre i begyndelsen af oktober.

Folketinget handlede resolut og lavede Bankpakke I – et helt ekstraordinært tiltag hvor staten stillede sig som garant for de danske banker. Mod betaling ved at mærke! Det var godt politisk håndværk, og det virkede. Andre europæiske lande gennemførte også tiltag for at understøtte deres finansielle sektor. Strukturerne var forskellige fra land til land, men alle steder præget af en ambition om at undgå den nedsmeltning, som ville have så katastrofale samfundsmæssige virkninger.

Jeg nærer ingen illusion om, at den finansielle sektor blev reddet af regeringsindgreb på grund af veneration for sektoren og dens aktører. Den finansielle sektor blev reddet af den simple årsag, at hvis man undlod det, ville tingene blive endnu værre. Og i løbet af en ganske kort periode var en stor andel af den vestlige verdens banker statsgaranterede eller understøttet af kapitalindskud fra staten eller likviditet fra Centralbankerne. Danske Bank kommer til at betale 13,2 mia. kr. for deltagelse i bankpakkerne. Håber der er forståelse for, at jeg bliver trist, når jeg skal lægge øre til, at vi har kostet skatteyderne penge.

Havde Danske Bank klaret den uden Bankpakke I og II? Vores kapitalsituation var stærk nok til at tage de tab, der kom. Men jeg må desværre vedstå, at havde regeringer og centralbanker ikke generelt grebet ind for at redde deres finansielle sektor, så er det i dag min opfattelse, at vi ville have oplevet et finansielt sammenbrud i hele systemet. Det ville ikke have ramt Danske Bank som en af de første, men efterhånden ville det have ramt alle. Og det ville være gået relativt hurtigt. Banksektoren i den vestlige verden ville simpelthen være ophørt med at fungere. Ingen kreditkort, ingen hæveautomater, ingen lønkonti, ingen netbank – nedsmeltning! Vi ville have fået en hel anden samfundsorden.

En finansiel krise udløser altid en efterfølgende økonomisk recession. Og det fik vi så sandelig.

Verden gik i chok. Og vi opdagede, at globalisering også omfattede, at alle kunne trække bremsen på samme tidspunkt. Det skabte den hårdeste økonomiske opbremsning, vi har set siden 30-erne.

Efterfølgende har krisen blotlagt og skabt nogle ubalancer i nationale budgetter, som blandt andet har truet med at kunne presse euro-samarbejdet i stykker.

Det er ikke let at redegøre for, hvorfor det finansielle system kom i den situation, at det kollektivt var ved at smelte ned. Men hovedoverskriften er: alt for stor gældsætning og sammenbundethed.

En væsentlig kilde til den enorme gældsætningen er de globale ubalancer.

Globaliseringen har givet os billige varer og en lav inflation. Gennem forløbet har vi fastholdt lave renter. Pengepolitikken blev dirigeret efter prisudviklingen på varer, der blev samlet sammen i en indkøbskurv. I det miljø steg ejendomspriserne kraftigt, uden at nogen forbandt det med inflationstendenser.

Ubalancerne i verdensøkonomien steg, uden vi egentlig var opmærksomme på det. Kina blev verdens største kreditor. Amerika verdens største debitor.

Så gældskrisen opstod i ly af lave renter, stigende ejendomspriser i den vestlige verden, og – indrømmet - en overdrevet ekspansiv finanssektor og et heraf følgende overforbrug.

Det er selvfølgelig let at se bagefter, men når folk begynder at købe en lejlighed til at bo i og to-tre ekstra lejligheder som spekulation, så er en boligboble ved at blive blæst op. Jeg har desværre fået en hel del erfaring med det irske boligmarked. Og her må man efterfølgende sige, at når ejendomspriserne når så højt op, at en gennemsnitsborger langt fra har råd til at købe et gennemsnitshus, så brister der på et tidspunkt en boble. Og det gjorde der.

Hvis skyld var det egentlig? Hvem skal vi pege fingre af? Institutionelt er der efter min opfattelse ikke tvivl om, at det amerikanske system bærer hovedparten af ansvaret. Ser man isoleret på banksektoren, er der en åbenbar kollektiv synd. Det er, at forretningen er blevet drevet i tillid til, at de igangværende konjunkturer og aktivværdier ikke ville undergå så massive forvridninger, som vi har gennemlevet. Risikoen ved at forlænge verden med brædder er både velkendt og desværre ofte gentaget. Men der har også været andet end blot konjunkturmedløberi. Sektoren var blevet for indbyrdes indfiltret. Summen af indbyrdes forretninger inden for  komplicerede produkter havde gjort det svært at overskue sundhedstilstanden.

Og historierne fra dele af det amerikanske finanssystem er rystende. Der er desværre også eksempler på skandaløse forhold i danske banker. Og selvom vi i Danske Bank generelt har opført os ordentligt i lighed med langt størstedelen af sektoren, så har vi måttet indrømme, og vi har lært, at der er lån, vi aldrig skulle have givet.

Hvis samfundet generelt skal lære af finanskrisen, så tror jeg, det er en god idé at reflektere ud over blot den finansielle sektors forhold. Globale ubalancer, valutariske forhold, pengepolitikkens fokusområder og understøtning af frihandelsaftalerne er interessante områder at arbejde med. I de pågående Basel III bestræbelser på at lave nye regelsæt arbejdes der med den finansielle sektors forhold. Her er overskrifterne: kapitalforhold, likviditet, finansielt tilsyn og såkaldte ”resolution schemes”.  Alt sammen nødvendigt. Men helst ikke for meget, please.

Finanskrisen blotlage, at den vestlige verden kæmper med en overdreven gældsætning. På samme måde som finansfolk kunne bilde sig selv ind, at risikofyldte investeringer var sikre, så kunne staterne fortælle sig selv, at der var styr på budgettet, og at det offentlige  forbrug kunne fortsætte med at ekspandere, fordi indtægterne til statskassen var historisk højt som følge af netop højkonjunkturen.

Nu er er de offentlige budgetter i mange vestlige lande slået helt ud af balance. Danmark ligger relativt bedre end så mange andre. Men gælden vokser. Der er mange udfordringer, og bevægelsesmulighederne er begrænsede. Der er en risiko for, at vi i den vestlige verden får det, man kan kalde en zombie-økonomi. En økonomi, som er en lille smule bevidstløs på grund af gældsætning, som man kæmper for at afdrage. Økonomien kan i et dårligt forløb komme til at minde os om den japanske fra 1990 og fremefter.

Så der er udfordringer på kort sigt. Det er der også på det mellemlange sigt. De fundamentale ubalancer i verdensøkonomien vil det tage årtier at reparere på. Amerikanerne skal lære at spare op og eksportere flere varer til Asien. Kineserne skal forbruge mere. Europæerne skal både styrke konkurrenceevnen og reducere de store budgetunderskud. Oveni kommer den velkendte demografiske problemstilling med en aldrende befolkning og et stigende pres på arbejdsstyrken.

Det er farligt at trække på skulderen og sige, at det går vel nok. Alting går. Spørgsmålet er, om det går godt. Det vi gennemlever er ikke en normal konjunkturbevægelse. Verdens vestlige lande er endt i et gældshul.

Hvem er det, vi skylder pengene? Vesterlændinge skylder penge til banker og obligationsinvestorer. Og de skylder penge til pensionsselskaber, som skal betale for dem, når de bliver gamle. Og så skylder Vesten penge til de nye vækstlande. Og det er faktisk mærkværdigt. Vi skylder i den vestlige verden penge til de lande, som er ved at opbygge deres økonomier. Det burde være omvendt. De nye lande, som foretager og har behov for store investeringer, burde låne penge af os i den etablerede verden. Vi, der har en god levefod, burde være kreditorer ved indgangen til en periode, hvor vores demografi melder om flere ældre. En periode hvor vi ikke har så store behov for investering i infrastruktur. Vores pensionsopsparing burde i stort omfang være fordringer på den nye verden. Det er gået den modsatte vej. Personificeret har de gamle har gæld til de unge. Gæld, som vi skal indfri fremover, mens vi bliver endnu ældre. Hvordan er vi i den vestlige verden egentlig havnet i den situation?

Der er mange årsager. Og det er ikke kun finanskrisens og bankernes skyld. Én årsag er, at vi i de seneste årtier har ladet mange  industrier og serviceaktiviteter udflage til nye lande. Nye lande, som tilbød deres arbejdskraft til en lav pris. I den vestlige verden fokuserede vi på inflationen. Den blev kunstigt holdt nede af billige forbrugsgoder, produceret af billig arbejdskraft fra de nye lande. Den lave inflation muliggjorde, at renterne blev holdt lave. Det fik priserne på faste aktiver – især fast ejendom – til at stige. Husbyggeri satte gang i økonomien i mange lande, og friværdier blev konverteret til checkhæfter ligeså mange steder. Og så er vi tilbage til udgangspunktet for den finansielle krise. Massiv gældsætning – især af fast ejendom.

Alt i alt tegner det et billede af en meget lang periode med lav vækst, meget offentligt budgetbøvl og sandsynligvis også generelt stigende skatter.

 
Hvis jeg til slut skal vurdere, hvad man kan lære af finanskrisen, så er jeg personligt blevet mere forsigtig. Jeg har lært på den hårde måde, at man ikke kan forlænge verden med brædder. Selv ikke hvis man har lavet stress tests, hvor brædderne bøjede lidt nedad. Brædderne kan brække. Og det gjorde de! Hvis jeg skulle prøve at hæve blikket lidt, så vil jeg sige, at finanskrisen har gjort mig opmærksom på en række uhensigtsmæssigheder i det finansielle system, som allerede er ved at blive rettet op i kraft af ny regulering og andre tiltag. Og så har jeg lært, at likviditet er en gasart, som sagt. Det er tankevækkende, at bankreguleringen i Basel II ikke ét sted nævner ordet likviditet. Det gør Basel III – i rigt mål. Faktisk endog mere end ønskværdigt. I dag er der nemlig en anden lære at drage. Og det er, at banksektoren kommer til at betale for sin lod og del i den finansielle krise. Og betalingen kommer til at bestå af nye krav, ny regulering og langt større indblanding i bankernes dagligdag fra det offentliges side. Der er omkostninger forbundet med at læne sig op af statens kreditværdighed. Trods alle de gode bestræbelser er der selvfølgelig en risiko. Risikoen for, at vi bliver reguleret for meget. Er der en bekymring for det på nuværende tidspunkt? Ja, det er der desværre, men det er mit håb, at vi finder en balance, så alle hensyn varetages. Og jeg håber, der opstår bedre forståelse for, at byrder der pålægges finanssektoren, rammer kunderne. Det svarer til at afgiftspålægge det økonomiske opsving.

Uanset hvad, noget sprudlende opsving bliver det i hvert fald ikke. Og slet ikke hvis den finansielle sektor bliver bundet for hårdt op.