B&O’s nye formand, Brian Petersen, gik af i utide forleden. En dramatisk historie, men perspektivet i sagen er udnævnelsen af den nye formand, Ole Andersen, som nu rykker op i top-3 blandt landets bestyrelsesformænd.

Denne uges spektakulære historie i erhvervslivet var dramaet i B&O. Helt uventet forlod Brian Petersen posten som bestyrelsesformand, blot et par måneder efter at han var begyndt.

Forklaringen var »uenighed«, og formentlig betyder det, at Brian Petersen efter mange år som ansat leder i Proctor & Gamble og Københavns Lufthavne ikke var forberedt på rollen som bestyrelsesformand.

Trist for ham, der satsede på en karriere med professionelt bestyrelsesarbejde. Skidt for B&O, hvor de seneste års krise åbenbart fortsætter. Pinligt for bestyrelsen, som havde valgt Brian Petersen.

Ny formand bliver Ole Andersen. Ole hvem? Kun de færreste kender ham, men faktisk rummer hans udnævnelse et perspektiv, som pressen gik let hen over forleden.

1) Ole Andersen er i top-3

Den ukendte Ole Andersen er ved at være en rigtig tung dreng i dansk erhvervsliv. Ud over posten som formand for B&O er han formand for ISS og Chr. Hansen samt sidder i bestyrelsen hos Danske Bank. Plus det løse.

I Politikens uofficielle hakkeorden over bestyrelsesformænd er Ole Andersen faktisk oppe på en tredjeplads nu, kun overgået af Fritz Schur (Dong, SAS og Posten) og Michael Pram Rasmussen (Mærsk, Coloplast og Topdanmark).

Ole Andersen er 54 år, statsautoriseret revisor og gjorde karriere i kapitalfonden EQT, hvor han slap væk i tide, det vil sige lige før finanskrisen brød løs i 2008.

2) Nye på vej op, gamle på vej ud

Perspektivet i nyheden fra B&O er, at en ny generation af topchefer sætter sig i toppen af dansk erhvervsliv. Nu også som bestyrelsesformænd.

Ud over Ole Andersen er det folk som Vagn Sørensen (formand for TDC, i bestyrelsen hos FLSmidth og DFDS), Niels B. Christiansen (topchef hos Danfoss, formand for kapitalfonden Axcel, i bestyrelsen hos William Demant og B&O), Kåre Schultz (kronprins hos Novo Nordisk, ny formand for Royal Unibrew).

Christian Dyvig er på vej, efter at han købte sig ind FIH Erhvervsbank.

Imens har en række af de ældre formænd en kort tidshorisont. Alf Duch-Pedersen i Danske Bank og Bent Carlsen i Vestas er snart væk. Det samme gælder Povl Krogsgaard-Larsen i Carlsberg. Jørgen Tandrup hos Danisco har rettet op på tingene, efter at Anders Knutzen blev fyret, og ventes at være en overgangsfigur. Sten Scheibye har siddet i bestyrelsen hos Novo Nordisk siden 2003, og Jørgen Worning forlader snart FLSmidth.

3) De nye tænker ens

Interessant er det, at den unge generation af bestyrelsesformænd har en fælles baggrund. De har enten arbejdet i en kapitalfond som EQT eller i en konsulentvirksomhed som McKinsey & Co.

De tænker ens. Deres livssyn er det samme. Deres værktøjer er de samme. Der er ikke tid til forsinkelser, og derfor gælder det om at holde et højt tempo i beslutningerne og om at tage ekstra hårdt fat, når det begynder at gøre ondt.

Til gengæld er belønningen absurd stor, hvis virksomheden når sit mål, sådan som man ser det i disse ugers salg af TDC og ISS, hvor ledelsen bliver forgyldt.

4) Tankegangen vinder frem

De nye magthavere er såkaldt aktive ejere. Tricket er, at når ejeren sidder med ved bordet, kan en beslutning træffes hurtigere end i en børsnoteret virksomhed, hvor ejerne er langt væk.

De stiller større faglige krav til en direktør end den gamle generation. I gamle dage kunne en direktør overleve på at være en god sælger. I vore dage skal en direktør have finansiel indsigt og kunne lægge en strategi, der er i harmoni med virksomhedens økonomiske muskler.

5) De skal lære tålmodighed

Flere iagttagere har ligefrem nævnt Ole Andersen som en mulig ny formand for Danske Bank, når Alf Duch-Pedersen går af. Det forekommer ikke sandsynligt. Mange år hos kapitalfondene har sat deres præg på hans personlighed, og Ole Andersen er utålmodig, kort for hovedet, og blandt journalister opfattes han lejlighedsvis som arrogant.

I rollen som bestyrelsesformand for en Danske Bank skal man bruge tid på usaglige politikere, overfladiske journalister og småaktionærer i røde seler, som skælder ud på generalforsamlingen. Man skal lytte interesseret, selv om man synes, at modparten er et fjols.

Sådanne kvalifikationer er ikke Ole Andersens stærke side, men de kan læres, og selv om Ole Andersen næppe bliver formand for Danske Bank, vil han og hans generation efterhånden forstå tålmodighedens kunst.

Når den dag kommer, vil de unge formænd dominere dansk erhvervsliv.