Set med økonomiske briller skabte Anders Fogh Rasmussen en række konkrete resultater, men han svigtede de store udfordringer.

Fundamentet for landets økonomiske politik har været det samme, siden daværende statsminister Anker Jørgensen (S) gav op i 1982.

Uanset om statsministeren er blå eller rød, har økonomien disse fem mål:
* Kronens kurs skal holdes stabil,
* betalingsbalancen skal have overskud,
* de offentlige finanser skal være sunde,
* udbuddet af arbejdskraft skal øges, og
* skatten på arbejdskraft skal lettes.

Når man sammenligner Anders Fogh Rasmussen (V) med de to forgængere Poul Schlüter (K) og Poul Nyrup Rasmussen (S), har de alle tre haft dette økonomiske livssyn til fælles. Alligevel er der forskelle, naturligvis, og især Anders Fogh Rasmussen får en hård kritik af Politikens panel af økonomer.

Hvordan kunne det gå så galt for Anders Fogh Rasmussen?

Formentlig er forklaringen ligetil. Først gjaldt det om at overleve som statsminister, og senere, da magten var konsolideret, og tiden var inde til at tage fat på de økonomiske reformer, havde han mistet sin energi. Tiden løb fra ham.

Schlüter og Nyrups vilkår

Hos Poul Schlüter og Poul Nyrup Rasmussen havde den økonomiske politik højeste prioritet i deres regeringer.

Poul Schlüter ville rette op på den økonomiske krise, som var udløst under Anker Jørgensen, og udnyttede, at vælgerne var forberedt på upopulære beslutninger. Den vigtigste beslutning var at gøre op med den såkaldte dyrtidsregulering, der havde drevet inflationen i vejret. Til gengæld accepterede Poul Schlüter at være i mindretal på andre områder, for eksempel sikkerhedspolitikken.

Poul Nyrup Rasmussen satsede i 1993 alt på at bekæmpe arbejdsløsheden, som under Poul Schlüter var nået op omkring 300.000 mennesker. Poul Nyrup Rasmussens første vigtige beslutning var at sætte ekstra gang i økonomien for at bringe arbejdsløsheden ned.

Fogh Rasmussens vilkår

Da Anders Fogh Rasmussen tiltrådte i 2001, var vilkårene anderledes. Den nye regering havde ikke økonomien som højeste prioritet, men havde i stedet sit fokus på udlændingepolitikken, værdikampen og Irak. Anders Fogh Rasmussen ønskede i øvrigt også at lægge sit image som hulemand bag sig og at undgå brutale økonomiske beslutninger.

Konsekvensen blev et skæbnefællesskab med Dansk Folkeparti, hvor Anders Fogh Rasmussen fik et stærkt politisk flertal i ryggen, mens han til gengæld måtte sætte overliggeren lavt, når det gjaldt den økonomiske politik.

Senere blev Anders Fogh Rasmussen begunstiget af højkonjunkturen, hvor arbejdsløsheden faldt og faldt. Ifølge de økonomiske lærebøger er sådan et tidspunkt nærmest perfekt til at indføre upopulære reformer, men han lod være.

Resultater, men også svigt

Anders Fogh Rasmussen tog undervejs nogle langsigtede initiativer. Han nedsatte Velfærdskommissionen, Globaliseringsrådet, Arbejdsmarkedskommissionen og Skattekommissionen.

Økonomerne roser Velfærdsforliget fra 2006, som på langt sigt vil få danskerne til at arbejde mere og længere. Tilsvarende roser økonomerne en række konkrete initiativer, blandt andet aftalen om østarbejdere, lavere selskabsskat, bankpakke 1 og bankpakke 2. Anders Fogh Rasmussen indgik også aftaler med DA og LO, for eksempel om de såkaldte kompetenceudviklingsfonde.

Det store svigt var, at Anders Fogh Rasmussen ikke greb ind, da økonomien fik alt for meget fart på i årene 2005-2008, og at han ikke gjorde mere for at ruste dansk økonomi til fremtiden.

Skattestop og kontraktpolitik

Skattestoppet får hård kritik. Det var med til at presse boligpriserne op og skabte en boble. Det hører dog med til historien, at skattestoppet skabte en økonomisk disciplin på Christiansborg, og at Socialdemokratiet og SF var i vildrede i flere år, fordi de ikke kunne præsentere vælgerne for et alternativ.

Anders Fogh Rasmussens strategi hvilede på den såkaldte kontraktpolitik. Han gav vælgerne nogle konkrete løfter før et valg, hvorefter han opfyldte løfterne efter valget. Politisk smart, men prisen var, at han gjorde sin handlefrihed lille. Det er svært at ændre sin økonomiske strategi med kort varsel, når man har lovet at spørge vælgerne hver gang.

En smuk exit, men …

Kunne Anders Fogh Rasmussen have opnået bedre økonomiske resultater? Det havde kun kunnet lade sig gøre, hvis Dansk Folkeparti havde støttet en hårdere økonomisk linje, og den opgave lykkedes det ham ikke at løse.

Da Ny Alliance blomstrede op i 2007, øjnede han chancen for at finde et nyt flertal, men valget i november 2007 låste ham fast til Dansk Folkeparti.

Resten af historien kender vi. Anders Fogh Rasmussen gik i gang med at lede efter en gunstig vej ud af dansk politik, og han slap ud i april 2009.

En smuk exit, absolut, men eftermælet kompromitteres af, at Anders Fogh Rasmussen ikke blev på posten for at føre landet ud af den økonomiske krise.